Jeg plejer at forbinde nytårsforsætter med utopier, luftkasteller og mediernes forsøg på at sælge produkter henvendt til den dårlige samvittighed. Men – det her handler ikke om kvitning af cigaretter, køb af fitness-abonnement eller stræben efter en lønforhøjelse. Næh nej – det handler om, hvad kulturens aktører og interessenter håber og ønsker for netop kulturlivet i Aarhus i 2014. Det være sig både specifikt og generelt. VINK har spurgt.

 

Sander Jensen – selvstændig kommunikationsrådgiver og lokalpolitiker

“Mit nytårsforsæt til kulturlivet er, at det skal blive endnu bedre til at sætte tingene på spil og udfordre det bestående. Jeg savner, at kunstneren går samfundet på klingen og stiller kritiske kunstneriske spørgsmålstegn. Samfundsdebatten er alt for præget af skrivende (og skrigende) mere eller mindre politiske “meningsdannere”. Samfundet trænger til at blive provokeret af kunsten, både intelligent, underfundigt og lige på og hårdt. Ellers har kunsten ultimativt set ingen berettigelse.”

 

Karen Rais-Nordentoft – filmfestivaldirektør og underviser på Testrup Højskole

“Jeg satser på, at det i 2014 vil lykkes at forankre Aarhus Filmfestival endnu stærkere som en platform for banebrydende og udfordrende kunstfilm, transmediale værker og diskussioner. Den gode kunst er den, vi kan spejle vores idéer, eksistens og verden i – i et forvrænget, forstørret, forskønnet eller foruroligende mod- og medbillede. Det gør vi alle, rent intuitivt, men jeg savner, at det anerkendes meget mere, hvor vigtigt det bevægende og udfordrende møde med kvalitetskunst er for vores liv og måde at være i en civilisation på. En bredere anerkendelse af kunst og kultur er på agendaen for den nye 4-årige kulturpolitik, der skydes i gang i år. Jeg ønsker sindssygt meget, at den får en turbostart og lykkes!”

 

Rune Kilden – byudvikler

“Aarhus er ved at at få en størrelse hvor vi begynder at få flere små subkulturer og en kulturel undergrund, der orienterer sig ud mod hele verden. Jeg ser flere unge kunstnere der vælger at blive i Aarhus i stedet for automatisk at rejse videre til København. Mit håb er, at vi vil se en udvikling i dette vækstlag, så vi kan holde på byens unge talenter. Jeg håber, at flere erhvervsvirksomheder vil få øjnene op for vækstlaget og flere i vækstlaget vil få øjnene op for erhvervslivet, så der kan opstå nye samarbejder mellem kulturen og erhvervslivet til gavn for begge parter. Jeg håber desuden at år 2014 bliver et rigtigt godt år for Aarhus’ arbejde frem mod år 2017 og et år som europæisk kulturhovedstad.”

“I forhold til havnen og Bassin 7, er det et samarbejde mellem Rune Kilden, Casa Entreprise, Bjarke Ingels Group og Gehl Architects. Vi skal her i samarbejde med Aarhus Kommune “gentænke” planerne for et større område på Aarhus Ø. En vigtig del af arbejdet med projektet er at skabe en række funktioner, der skaber byliv og sikrer en god sammenhæng mellem disse aktiviteter. I forbindelse med udviklingen af dette projekt vil der således blive etableret restauranter, cafeer, og kulturelle aktiviteter mv. Desuden vil der blive etableret et havnebad og et udsigtstårn, som er en donation fra Salling-fondene.”

 

Kim Bisgaard – leder af Godsbanen

“2014 bliver et vildt spændende år. Det er besluttet, at Arkitektskolen flytter til Godsbaneområdet, Aarhus K, og arbejdet med byudvikling af dette spændende område er begyndt. En interessant tid for Aarhus venter forude på disse 100.000 m2. På Godsbanen vil vi lancere en række temaer, som bliver til fællesindsats for en del af Godsbanens aktører. Vi udbygger fortsat vores relationer til byens øvrige aktører, og 2014 kommer bestemt til at byde på nogle spændende og frugtbare nye samarbejder. 2017-projektet vil også begynde at tage mere form i løbet af 2014, og jeg er sikker på, det afstedkommer nogle perspektivrige initiativer, som kan være med til at udvikle vores by. Ikke mindst bliver 2014 også året, hvor Godsbanen lancerer sin nye hjemmeside. Faktisk lige om lidt.”

 

Rikke Luna og Matias Albæk-Falk – ejere af I DO ART LAB

“Der er en tendens til, at man ser kulturlivet i Aarhus, som noget der skal reddes. En forhåbning for 2014 er, at vi i højere grad ser os selv, samt vores projekter, som en del af verden i stedet for blot som en lillebror til København. Hvis man altid skal måle sig med andre, er det svært, måske endda umuligt, at tænke nyt og finde sin egen vej. For os gælder det altid om at følge vores hjerter og mavefornemmelse, så skal resten nok følge med. Vi havde for nyligt en virkelig fin oplevelse. I slutningen af året lavede vi en udstilling med den Berlin-baserede kunstner Andrea Wan. For at dokumentere udstillingen lavede vi et videointerview, og her for et par dage siden blev denne video delt med tusindvis af mennesker i hele verden (via den internationalt anerkendte kunst- og designblog Booooooom.com). Og det på trods af at videoen i princippet bare handler om en lille udstilling i Aarhus.”

 

Nikolaj Sørensen – grafiker og leder af Contemporary Museum of Literature

“2014 bliver året, hvor vi finder ud af, om Aarhus 2017 bliver til noget. Kulturhovedstadsprojektet har indtil videre været en historie med en lykkelig begyndelse og en ret uhyggelig midte. I modsætning til i 1996, hvor København var kulturby, har staten nemlig været noget lunken over for at bidrage økonomisk. I ’96 bidrog staten med lige så meget som amt og kommuner, og det er også almindeligt i international sammenhæng. Men desværre har regeringen udskudt at forholde sig til emnet (seneste melding er, at de vil lave en forundersøgelse til foråret), og så er det altså ret svært at lægge budgetter og komme i gang med arbejdet. Aarhus 2017 var unikt, fordi udviklingsårene 2013-16 betød mindst lige så meget som selve kulturhovedstadsåret. Så meget for den vision.”

“Skiftet fra en konservativ kulturrådmand til Rabih Azad-Ahmad fra de Radikale bliver også interessant, men ikke så afgørende som hvad de finder ud af i København.”

“For Litteraturmuseet bliver 2014 året, hvor vi forsøger at forankre os i forhold til de mere etablerede institutioner. Vores udstilling AFGANG åbner i februar, og den laves i Musikhuset Aarhus i samarbejde med Forfatterskolen. Litteraturmuseet er et Pinocchio-projekt, som handler om at lade museet gennemgå en masse trængsler for til sidst at blive et rigtigt museum. Nu er vi efterhånden godt på vej!”

 

Birgit Eriksson – Professor på Institut for Æstetik og Kultur, Aarhus Universitet

“I november 2013 var jeg medarrangør af en stor konference, som blev lavet i samarbejde med Aarhus Universitet og Aarhus 2017. Temaet var “Participatory Cultural Citizenship”, og den handlede især om, hvordan og hvornår borger- og brugerdeltagelse – i byplanlægning, kunstprojekter, sociale medier etc. – ændrer noget i et  samfundsmæssigt perspektiv. I konferencen deltog lokale aktivister og embedsmænd, kulturinstitutioner og igangsættere, internationale kunstnere og forskere, og mit håb for 2014 vil være, at den inspiration, viden og udveksling, som konferencen var så rig på, breder sig, så de mange deltagelsesprojekter i Aarhus bliver endnu mere mangfoldige, bredt involverende, sjove og betydningsfulde.”