Det er pudsigt med sådan en påsketid. Fra den grødede fornemmelse af at have siddet vinterfast de seneste to måneder, begynder man pludselig igen at kunne huske datoer, at komme mere udenfor end blot fra lejligheden til arbejdet og januarsdiæten neglegeres uden spørgsmål til fordel for marcipanæg, den røde Brøndum og Frellsens chokoladekaniner. For mange retfærdiggøres disse helligdage på baggrund af den historiske, hvis ikke religiøse tradition der har affødt denne højtid. Vi sætter tid af til faster Lones påskefrokost, sover længe langfredag og drikker øl kl. 12.17 en søndag eftermiddag, fordi det er dét, man gør. Det vi altid har gjort. Men i en tid hvor betydeligt mange vælger at lave en skarp U-vending med æslet, ride væk fra Jerusalem og aldrig se sig tilbage, kan det ikke andet end undre én, hvorfor vi så ufortøvet holder fast i traditioner, der har oprindelse i noget, vi slet ikke tror på?

 

I TV Avisen mandag d. 2 april kunne de fortælle, at antallet af konfirmander er uforandret siden sidste år, på trods af at flere danskere har meldt sig ud af den danske folkekirke siden. For at være helt nøjagtig så har i alt 15.318 danskere meldt sig ud i slutningen af 2017. Det siges nu at være i hvert fald en fjerdedel af den danske befolkning, der ikke er tilsluttet folkekirken. Spiritualitet og religion har fået en plads på nederste hylde ved siden af rodekassen med varer til fem kr. og billig pesto. Men hvad så? Hvorfor går vi sådan op i at måle og veje? Holde statistik. Blande os. Kunne vi ikke bare være ligeglade? For de fleste mennesker har kirken måske en særlig men ikke fundamental plads af betydning. Og det er nok også de færreste, der overhovedet har læst biblen. På daglig basis kunne det nemt tænkes, at den gennemsnitlige dansker tænker mere på indkøb af opvasketabs, timerne op til frokostpausen og gårdsdagens sex, end Johannesevangeliet vers 41 og spaghettigudstjenesten på søndag i St. Pauls Kirke.

 

I dag tror størstedelen af mennesker på videnskabsmanden, og oveni det er vi danskere i ægte jantelovsk manér ikke glade for at lade noget autoritært fylde mere, end det absolut behøver. Kan selv, vil selv. Denne teori kan siges betydeligt understøttet af hele konceptet ved vores konkurrencesamfund. Det er ikke, fordi vi ikke vil dele – tværtimod. Kig blot på vores velfærdsmodel og skatteprocenter. Men der bor en uafhængighed i os, der har meget svært ved forpligtelser, der strækker udover os selv. En slags selvstændighed vil andre måske kalde den. Det giver derfor meget god mening, hvis familiesammenkomster, tidskrævende gudstjenester og et dikterende, nedskrevet regelsæt af moralske dos-and-don’ts ikke just er noget, vi klapper i hænderne af begejstring over. Hvorfor religion på mange måder stiller nogle krav og forventninger, som vi i dag har svært ved at skulle leve op til.

// Illustration: Cecilie Marie Ploug Petersen

 

Overordnet set kræver det tid og engagement at være religiøs. To væsentligt værdifulde instanser mange menes ikke at have nok af. Men det handler vel blot om valg og prioriteringer. Vælger man i stedet at se metafysisk på situationen, så ligger der noget grundlæggende paradoksalt i at skulle tro, i en verden hvor man kun bør vide. At skulle tro på noget større end det vi kan se, at dyrke noget mere end os selv og leve efter anvisninger givet i tider langt før vores egen. Før i tiden var det et instinkt – en selvfølge at tro. I dag er det et valg. Ikke nødvendigvis fordi man i sin tid ikke havde sin usikkerhed overfor manden på korset, men fordi der var nogle grundlæggende strukturer i samfundet, der betød, at troen var vigtigere end tvivlen. Vigtigt i dette er bare, at så snart noget bliver et valg, giver det udtryk for, at der er mere end én side af sagen. Her troen på den ene – tvivlen på den anden. Når vi i dag har den frihed, at hverken troen eller tvivlen er mere vigtig end den anden, bliver det først rigtig svært. Troen kommer nemlig ikke længere fra nogle andre. Den skal du selv finde. Så for at komme tilbage til spørgsmålet helt i begyndelsen: Hvorfor så bekymre sig over religionen? Hvorfor gå op i dens udvikling? Hvad skal den bruges til?

 

Hertil findes to svarmuligheder. For det første: Kristendommen i sig selv. Eller nærmere sagt de kristne værdier. Mange tror, at fordi de ikke længere betaler de 0,87 % i kirkeskat, så har de lukket døren og givet hånden for alt, hvad der hedder Gud og hellig rødvin. Men sådan er det vel ikke helt? Spørgsmålet er vel egentlig, om vi nogensinde kan slippe Guds hænder? Værdipolitikken er varm som aldrig før, og i den offentlige debat er der bred uenighed om, hvad det vil sige at være dansk. Er det, når man spiser frikadeller? Er det, når sproget er fejlfrit? Eller er det en følelse, man har? Kært barn har mange navne, men interessant i denne diskussion er, at danskheden ikke findes i mødet med globaliseringen, men nærmere ved at kigge på vores historie, kultur og kunstneriske strømninger. Hvad der har gjort os til dem, vi er, og det vi står for. Nemlig hér spiller kristendommen ind. Se blot på de 10 bud. Her indgår bl.a. at man ikke må være sin partner utro. At man ikke må stjæle. At man skal have respekt for hinanden. Og i en debat om eksempelvis abort er man nødt til at gøre sit menneskesyn klart gennem et regelsæt, hvor moraler går forud for loven. Det samme er gældende ved aktiv dødshjælp. Eller ved mistanke om børnemishandling. Eller den voldsomme flygtningedebat. Tager man det til et mere hverdagsligt niveau, så møder vi værdierne i måden, vi omgås og forstår hinanden på. Vi stjæler ikke, fordi det er en lov. Men loven er vel blevet skabt på et basisgrundlag. Om det så er af diplomatiske grunde ud fra nytteetikken eller noget helt tredje, så må der have været en eller anden lille del af beslutningen, der har været influeret af et eller andet form for værdigrundlag.

 

Anden svarmulighed: Religionen har givet os meget – men vigtigst er kunsten at kunne tro. Godt nok er det ikke længere Gud, vi giver den til, men dét at turde at tro på noget, er vel på mange måder en eksistentiel drivkraft for vores overlevelse. At tro forgrener sig ud til uendelige mange led i vores dagligdag. Tro er tilliden til at kødet, vi køber, ikke er giftigt. Tro er klappet på skulderen inden den sidste eksamen, og tro er dét shot af tequila, du fyrer ned sekundet, inden du går hen til ham og fortæller, hvor sød du synes, han er. Tro er sikkerheden i at bo i et demokratisk land, hvor ansvarlige og medmenneskelige mennesker varetager opgaver, der sørger for dig. Tro er håbet på, at din far snart skal se andet end hvide hospitalsvægge og lange slanger. Tro er peptalken i spejlet, efter du googler ”Hvordan mister man fedt under hagen før en tinderdate i morgen?”. Så man kan spørge sig selv: Er troen også på vej i graven sammen med folkekirken? Nej. Troen er i udvikling. Elastisk. Den har ikke mistet sin betydning, den har måske bare udvidet sit begreb. Når vi sidder ved højbordet og drikker snaps og spiser sildemadder og triller påskeæg. Eller når vi danser om juletræet og åbner gaver og finder mandler, så er det fordi, vi nøje har udvalgt de traditioner, der giver mening i vores tid i dag. Lader vi kommercialiseringen diktere udtrykket på vores kristne tro? Ja. Til en vis grad. Men om vi kan nå at lave det om, og om vi burde, er en længere sag. For nogen er det hykleri – for andre en måde at holde fast i.

 

Så når det kommer til stykket, er det måske ikke så meget, hvem vi tror på, men mere hvad vi tror på. Og på den note vil jeg tage mig en snaps og spise det sidste af min chokoladekanin.