Mental førstehjælp

Mental førstehjælp

Siden studenteroprøret i 1968 er vi gået fra at være et arbejdersamfund til et akademikersamfund. Vi er vokset op i en tid, som ligger langt fra vores oldeforældres, bedsteforældres og sågar vores forældres – og det kan være svært at forstå hinanden på tværs af generationer. Men det største skel mellem generationerne er den overordnede mentale ustabilitet, der ligger og lurer i, og under, overfladen i vore dages samfund. Det er måske også logisk nok, at det er den slags arbejdsskader, der rammer os i dag, når det i højere grad er vores hoveder, frem for vores hænder, vi bryder os med. Men hvad gør vi, når smerte, i højere grad end før, ikke kun er noget, vi kan tage og føle på?

 

Depressioner, antidepressiver, angst, personlighedsforstyrrelser, spiseforstyrrelser og stress, er symptomer og synonymer, der flyder rundt i samfundet. Mellem mine veninder og mig, mellem mine studiekammerater og mig og mellem min familie og mig. Sindslidelser er det nye sort. Sindslidelser er samfundets sygdom. Som litteraturhistoriestuderende er sindslidelser næppe noget nyt fænomen, men selvom man i (og igennem) litteraturen og kunsten har forsøgt at formalisere og forstå menneskets sorger og smerter, så kan den psykiske og usynlige smerte, der kan være ligeså smertefuld som den fysiske og synlige, stadig være en udefinerbar størrelse, som for mange kan være svær at udtrykke. Men når det ikke kun rammer de sorte sjæle, men hele samfundet, hvordan lærer vi da at forstå os selv, og endnu vigtigere, hinanden? Er det på tide, at vi lærer at udøve mental førstehjælp i samme praksis som almen førstehjælp? Og hvordan gør man overhovedet det?

 

Følelser og forståelse

Vi er med videnssamfundet, der stammer helt tilbage fra oplysningstiden, blevet klogere på hele mennesket – med fysiologien såvel som med psykologien. Vi har med lægevidenskaben og psykiatrien lært at amputere et ben, behandle og bekæmpe alverdens virusser, og ikke mindst sætte psykiske lidelser inden for et sæt rammer, der ligeledes gør det muligt for os at behandle og medicinere. Men at medicinere og diagnosticere de psykiske lidelser er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at vi forstår de menneskelige følelser, de fleste af os nu måtte rumme – i større eller mindre grad. For helt fysiologisk set er mennesket vel ligedan skruet sammen i hovedet som i hænderne? Alligevel går følelser og forståelse sjældent hånd i hånd, hverken når det handler om at forstå os selv eller forstå andre. For selvom vi objektivt og overfladisk kan forholde os til det menneskelige følelsesregister, når vores kæreste kommer til os med sorger og smerter i sjælen, så føler vi det ikke selv. Og har måske aldrig følt det. Hvilket kan forekomme hæmmende i forståelsen af disse følelser, og endnu værre, i forståelsen af vedkommende.

 

//Illustration af Maria Molbech, www.mariamolbech.dk, @studiomolbech

 

Mennesket og flokmentalitet

For det er med følelsen af ikke at føle sig forstået, at vi kan føle os endnu mere forkerte. Forkerte i den forstand, at vi føler os alene med disse følelser – i fysisk såvel som i psykisk forstand. Det efterlader os med den værste af alle følelser, nemlig ensomheden. For mennesket dur ikke til at føle sig alene. Mennesket er biologisk set, ligesom alle andre pattedyr, et flokdyr. Vi hverken kan eller skal stå alene. Det er vi i hvert fald ikke programmeret til, hvilket tidens mentale sundhed ligeledes er et (advarsels)tegn på. For det senmoderne samfund er ikke alene en akademikerkultur. Det er ligeledes en individualitetsbaseret kultur, hvilket opfattelsen af det senmoderne samfund, med individet i centrum, understøtter. Det udspringer sig måske endda af akademikersamfundet, idet man søger mere indad, når man bruger mere tid på faglig fordybelse. Dertil kommer også vor tids muligheder for at iscenesætte os selv gennem sociale medier. Og her vil mennesket, som det altid har gjort, stræbe efter at efterleve samtidens normer og idealer for at opnå den sociale accept og anerkendelse, der nærmest er et psykologisk behov på linje med de fysiologiske behov som mad og drikke. For dermed at vende tilbage til de psykiske lidelser og smerter, kan det endvidere være med til at forstærke følelsen af at føle sig forkert, hvilket ligeledes medfører, at vi i højere grad forsøger at lægge skjul på vores psykiske smerter. For ingen vil jo afvige fra samtidens idealer og normer. Ingen vil stå uden for flokken. Men når smerten ikke alene er usynlig, men samtidig gemt væk af det lidende individ, gør det det endnu sværere for menneskene omkring at hjælpe vedkommende.

 

Forståelse og fokuspunkter

Vi må vi lære at føle for at kunne forstå. Den slags kræver en større fordybelse i de mange dimensioner af den menneskelige psykologi, men bør anskues som værende ligeså nødvendig som, eksempelvis, at kunne give et kunstigt åndedræt. For det er først, når vi er i stand til at snakke om det, at vi kan udøve mental førstehjælp over for vores nærmeste. Men det er svært at forstå følelseslivet, for ikke at nævne at skrive om det. For jeg føler, at det rummer langt mere, end hvad jeg (som en lille grøn litteraturhistoriestuderende), er i stand til at nedskrive i dette indlæg – og der må ligeledes være en årsag til, at man igennem litteraturen forsat har kunnet blive ved med at skrive om de samme følelsesmæssige udfordringer fra forskellige vinkler og verdensdele. Men nok om litteratur. Samtidig må vi antage, at vores følelsesliv måske er markant anderledes, end det var førhen og for generationerne forinden. For engang var man bare ked af det, men i dag er det udpræget i samfundet at have alverdens diagnoser og føle i tusinde forskellige farver og facetter.

 

//Illustration af Amalie Patricia Mortensen

 

Afslutningsvis vil jeg opfordre til, hvis man selv føler en psykisk smerte, at finde et fokuspunkt. Et fokuspunkt i andre mennesker. For når det kan være svært at finde hoved og hale i, hvad man føler, hvorfor man føler det, og måske endda, hvem man er, så husk i det mindste på, hvem du gerne vil være over for dine medmennesker. For selvom overskuddet ikke altid er at finde, og hele din verden kan synes at styrte i grus, så er det ikke kun dig, det påvirker. Det påvirker ligeledes din kæreste og nærmeste omkring dig, der forsøger at hjælpe og passe på dig. For det kan være svært bare at gemme de negative tanker af vejen, og det er det – det er videnskabeligt bevist. I stedet må man forsøge at rette sit fokus på, hvordan man i det mindste er et ordentligt menneske over for andre, når man ikke føler eller kan overskue at være det over for sig selv. Kig op, ret blikket mod dine medmennesker, se ud i stedet for at se ind – det tror jeg kan hjælpe mange, og samtidig er det også med til at modarbejde den førnævnte individualitetsbaserede kultur, der er ved at rodfæste sig i os.

Derfor, husk den mentale førstehjælpskasse næste gang du eller dine nærmeste har ondt i sindet. Og husk på, at mennesker, fysiologisk set, er ens skruet sammen. Det gælder også i den øvre region. Så selvom man tror, man er den eneste, så er man ikke alene om at føle, at det hele nogen gange stiger en til hovedet. 

 

 

Skriv en kommentar