Ménage á trois

Ménage á trois

Først et blåt, så et gult ikon, dukker op på min 10′ følgesvend. Det er unægteligt, at selv i forhold mellem venner og kærester, at vores forlængede højre arm også kræver sin anpart i forholdet. Men er det ikke problematisk, når en emoji, ikke alene, kan fuldbyrde vores følelser? Ikke rigtigt kan røre. Ikke rigtigt kan kramme. Ikke rigtigt kan kysse.

 

Først og fremmest tager vores følgesvend del i forholdet i en ren fysisk forstand. Vi sidder med den ved middagsbordet, vi sidder med den ved sofabordet, og vi står med den ved køkkenbordet – ofte ser jeg også folk, der endda står med den henover puslebordet. Derudover er den med til at skabe forholdet udadtil, til omverdenen, for er man rigtige venner, hvis man ikke er venner på Facebook? Er man rigtige kærester, hvis det ikke står på Facebook?

Men kommunikationen går ikke kun fra formidling af parret til omverdenen – gennem de sociale medier. Det er ligeledes mellem parret, mellem venner, mellem familie, at denne LED-lysende laban har en finger med i spillet. Vi kommunikerer så meget – men uden egentlig at kommunikere. Ikke alene kommunikerer vi gennem et medie fremfor en faktisk tilstedeværelse, og det får mig til at tænke på, om denne form for kommunikation overhovedet er rigtig kommunikation? Men derudover foregår der også meget kommunikation uden at kommunikere overhovedet – endnu engang som led af vores nye ven. Burde jeg skrive til ham nu? Har han set min besked?

 

Den usynlige kommunikation

Den er læst?! Hvorfor har han ikke svaret!? Sender billeder af en kat, sender billeder af min mad, lægger noget op på My Story, tjekker han den nu? Er han mon jaloux på grund af mit overdrevne alkoholindtag og min omgang med andre mænd? Det sociale medie bliver altså en direkte kommunikation mellem os, men også en indirekte. Det skræmmer mig. For her er jeg ikke herrer over noget, hvem er egentlig det? Hvordan er det muligt at skabe kemi, uden egentlig at skabe fysisk kemi – gennem ikke eksisterende-kommunikation, mangler der ikke noget?

//Illustration: Oliver Panthera

 

Den teknologiske evolution

Måske er det at male fanden på væggen, for hvem siger at helvedet overhovedet er løs? Måske det sociale medie, som så meget andet, er noget, vi lærer at tilpasse os? Måske det bare er et led i evolutionen? Måske vi udvikler teknologiske lemmer en dag? Ligesom i Stanley Kubricks 2001: A Space Odessey, bliver mennesket overtaget af teknologi og robotter, men faktisk bare i en fysisk forstand. Allerede i Mary Shelleys Frankenstein fra 1818 ser man, hvordan videnskaben løber af med menneskeligheden. Men alligevel står vi jo her, knap 200 år efter. Eller gør vi?

Uanset hvad, står vi i hvert fald overfor teknologiens indtrængen i vores verden. Det er en indtrængen i samfundet, og som led i kommunikationen mellem mennesker, men også magt, tager teknologien ligeledes del i vores sociale væsen. I daglig tale nævnes den som værende vores forlængede arm, men hvordan kan vi træne teknologien til at blive en hjælpende hånd?

 

Kampen om kommunikationen

Det er nok i virkeligheden ikke en kamp mellem medier og mennesker, men nærmere en kamp om kommunikationen. For selvom jeg også nyder godt af den digitale verden og de privilegier, den giver mig, netop i form af kontakt og kommunikation – husker jeg så, hvordan man kommunikerer? Man siger jo, at kropssprog udgør størstedelen af sproget. ”Ordene er misforståelsernes kilde” siger ræven til den lille prins i Antoine Sain-Exupérys berømte børneeventyr. Men hvilket kropssprog snakker man igennem vores digitale følgesvend? Kan emojis blive en ny form for kropssprog?  I en verden hvor mennesker og misforståelser nærmest går hånd i hånd, bør vi i hvert fald sætte en kamp ind for kommunikationen. Den kamp skal tages ansigt til ansigt, krop til krop. Ellers ender vi måske med at blive endnu mere fjerne fra hinanden – og ikke bare i en fysisk forstand.

 

 

Skriv en kommentar