Medierne, krisen og fremtiden

Medierne, krisen og fremtiden

Hvad angår medieverdenen, så er jeg nok lidt sortseende. Jeg ser den ofte ligge derude på det store, mørke hav uden udsigt til redning. Da jeg i mandags gik til Ræsons paneldebat med overskriften “Fremtidens medier”, var det med et lille håb om, at min mediepessimisme måske kunne få sig et lyst twist.

Mediekaos. Mediekrise. Det syn på medieverdenen er jeg nok ikke ene om. Men da Clement Kjærsgaard mandag aften inviterede til debat på Dokk1, skulle der tænkes mediefremtid. De tre chefredaktører, Lea Korsgaard for Zetland , Isabella Hindkjær for det danske VICE og Poul Madsen for Ekstrabladet, var panelister.

 

Kaotisk krisetilstand

Jeg ser hovedsageligt sort af to grunde. For det første er der for meget. Jeg shopper fra den ene nyhedsudbyder til den anden. Ofte når jeg ikke at læse færdigt, inden jeg er videre til det næste. En hektisk shoppetur blandt medier – uden noget ”køb”. Kedeligt. Jeg tror, jeg føler mig bombarderet af mediers uendelige – sande og usande – nyheder og historier, og jeg ved, jeg ikke er den eneste. Den ene bombe efter den anden ryger direkte ned i en hverdag, hvor vi hele tiden er på vej videre.

Lea Korsgaard siger, at de medier, der i fremtiden vil eksistere med succes, vil være dem, der blandt andet er i stand til at sortere på vegne af læseren. “Vi er for fanden ved at blive oversvømmet af information!”, siger hun med store armbevægelser. Lea Korsgaard er selv grundlægger af det nye Zetland, som blandt andet reklamerer med at give læseren den mest nødvendige viden, men ikke mere end de kan nå at læse. Det samme gør det nye, mobile medie Føljeton, som endda sætter minuttal på deres artikler. Nogle prøver altså at vende nyhedsoversvømmelsen egen fordel.

Jeg har siden tolvårsalderen overvejet, om journalistik skal være min levevej. Jeg er frivillig skribent på VINK for at udforske journalistrollen. Men mine journalistplaner nager mig. Ønsker jeg virkelig, at kaste mig selv ud i en medieverden, jeg faktisk ofte afskyr?

Den anden grund til min sorte mediepessimisme er, at det ofte handler om hastighed og kvantitet frem for grundighed og kvalitet. Kopiering. Omformulering. Poul Madsen udtrykker dette meget godt: Han kritiserer medierne i dag for ofte at invitere til ”én stor copy-paste-fest”. Ifølge ham, er mediernes overlevelse kvalitetsjournalistik.

 

Mediefarvandet // Illustration: Rosa Lie

Mediefarvandet. // Illustration: Rosa Lie

 

Kvalitetsjournalistik på vej i høj kurs

En fyr fra publikum spørger, hvad panelisterne mener, journalister skal kunne, som de ikke kan i dag. Lea Korsgaard efterspørger substans. ”Læs en bog”, siger hun, “Fordyb dig i et emne som journalist”. Hun mener, at der, ganske simpelt, er mangel på viden.

Isabella Hindkjær kalder endda nyuddannede journalister for ”programmerede dagbladsrobotter”. ”De er ikke nysgerrige og legesyge”, siger hun.

“Det er ikke nok bare at kunne skrive”, siger Poul Madsen. Som journalist skal man kunne bevare engagement og nysgerrighed, mener han. “Der er alt for meget telefonjournalistik. Man skal ud, man skal møde folk”. Og det er blevet glemt, mener chefredaktøren for Ekstrabladet.

Jeg kan ikke dy mig for at nævne robotjournalistik. Ifølge fremtidsforsker Klaus Æ. Mogensen, vil 90 procent af journalistikken i Danmark skrives af robotter og ikke journalister inden for 15 år. 

Men chefredaktørerne er enige: Mediernes fremtid er kvalitetsjournalistik: Viden og reelle møder med kilderne. Engagement og fordybelse. Kvalitetsjournalistik versus robotter? Jeg håber nok mest på de tre mediefolks forudsigelse.

 

Specialister og generalister

”Kommer vi i fremtiden så til at se, at almindelige journalister er i lavere kurs end personer med en særlig fagviden?”, spørger Clement (som i øvrigt i dagens anledning hverken råber eller afbryder).

Lea Korsgaard fastslår, at de på Zetland i hvert fald ikke kommer til at ansætte det, hun kalder en ”generalist”. Zetland søger personer med specialviden inden for et bestemt område.

Det er ikke helt sådan, det kommer til at være på Ekstra Bladet: ”Altså jeg vil gerne høre, hvordan de kendte skaber sig, og det vil jer, der sidder her også”, siger Poul Madsen. Underforstået: Man behøver ikke ansætte deciderede fagpersoner for at levere saftige sensationsnyheder om de kendte. Lidt forskel er der dog på chefredaktørerne, og mon ikke der er behov for både specialister og generalister til at skrive fremtidens journalistik?

 

No more bullshit?

Lea Korsgaard pointerer, at det i dag kan være svært at vide, hvilke påstande der er sande, og hvilke der er falske i mediebilledet: ”Det er svært at skille skidt fra kanel, og det tror jeg for eksempel har banet vejen for Trump”. Og ja, det med sandhed er måske, helt generelt, en relativ størrelse – nogle kalder det det postfaktuelle samfund. Men hvornår har vi nogensinde talt om et rent faktuelt samfund?

Ifølge Korsgaard, kommer vi i medieverdenen til at se en anden ”stemmeføring” , som hun kalder det, hos fremtidens journalister: Der kommer til at være flere, der tør stå frem og fastslå, at noget er løgn. Journalister kommer til at kunne vinde sin autoritet ved at være i øjenhøjde med læseren, give sig til kende som afsender og tage ansvar for det journalistiske indhold.  Det lyder næsten for godt til at være sandt.

Isabella Hindkjær erklærer sig enig i forudsigelsen og argumenterer med, at der lige nu er ved at ske et ”vagtskifte” i befolkningen. ”Denne generation er højtuddannede og globalt sindede”, og derfor, mener hun, at medier ikke kommer til at kunne slippe af sted med at ”bullshitte” længere.

 

// Foto: Dokk1

Den traditionelle forretningsmodel er truet, og ifølge panelisterne, går omstillingen ikke hurtigt nok.// Foto: Dokk1

 

Spotlight til facebook

”Krisen i medierne er medieskabt”, påstår Poul Madsen. Han mener, at der er en tendens til at skyde skylden på borgerne – de vil ikke oplyses, de vil ikke læse avis. Men ifølge Poul Madsen var de store mediehuse for langsomme til at hoppe med på den digitale bølge. De var lukket om sig selv: ”Man overlod scenen til Facebook”. Der er vist ikke tvivl om, at rigtig mange mennesker får deres nyheder via Facebook. Må det blive ved med at være sådan i fremtiden?

Helst ikke, ifølge Poul Madsen. “Facebook er en stor spiller. Vi kæmper for at holde Facebook-trafikken nede”. Madsen er bange for at forære vigtige informationer: ”Hvis du får alt fra Facebook, er det Facebook, der kan følge dine vaner – og dem har vi brug for at følge med i på Ekstra Bladet.

Lea Korsgaard er nervøs for, at Facebook ender med at blive den primære udgivelsesform. Facebook skal helst ikke ende med at stjæle al spotlight. Men ifølge Isabella Hindkjær, vil vi generelt blive mindre platformsorienterede i fremtiden, for det er ikke platformen, der kommer til at bestemme selve journalistikkens indhold.

 

Fremtidens forretningsmodeller: VIP-klubben?

Ét er indhold. Men medier er også en forretning. ”Jeg tror, vi kommer til at se alle mulige andre hybrider og forretningsmodeller i fremtiden”, siger Lea Korsgaard. Hun er selv åben for partnerskaber, ”men vi vil aldrig levere bestillingsjournalistik!”, slår hun fast.

Zetland leverer kvalitetsjournalistik, som man skal betale for at få. ”Det fatale er, at man startede med at vænne folk til at digital kvalitetsjournalistik er gratis”, siger hun og understreger flere gange i løbet af debatten vigtigheden af at vænne folk til, at god journalistik skal koste penge. Isabella Hindkjær er skeptisk over for lige præcis det her premiumkoncept, som bliver mere og mere populært.

VICE News startede som undergrundsmagasin for 22 år siden i Toronto: Mediet har en særlig forretningsmodel: VICE tjener penge på at sælge trafik- og dataoplysninger om brugerne til firmaer, der har gavn af at få kendskab til VICE-målgruppens vaner – 17-30-årige globalt interesserede. Denne afdeling får ikke lov at påvirke redaktionen og det journalistiske indhold, understreger Isabella Hindkjær: ”Der er vandtætte skotter”. Hun skal som chefredaktør derfor kun forholde sig til indhold – og ikke økonomi.

Chefredaktøren for det danske VICE mener, man i princippet bare har rykket den fysiske betalingsavis til nettet. Og den viser sig jo at være døende, så ifølge Isabella Hindkjær, skal der virkelig store ændringer til, hvis premiumkonceptet skal overleve. Hun tror ikke på betalingsjournalistikken, hvorimod Zetlands chefredaktør ser det som en nødvendighed, at folk i fremtiden bliver vant til at betale for kvalitetsjournalistik. Uenigheden om premiumkonceptet, en lukket VIP-klub, er nok et tegn på, at vi kommer til at se både betalingsjournalistik og gratisnyheder kæmpe om vores tid nogle år endnu.

 

Den skrevne artikel

Vi ved, at de fysiske aviser er døende. ”Men hvad med den skrevne artikel”, spørger en fyr fra publikum, ”er den også døende?”. Isabella Hindkjær understreger, at der, ifølge hende, ikke er nogen tvivl om, at den skrevne artikel kommer til at spille en mindre og mindre rolle. På VICE udgiver de en masse dokumentarfilm af forskellige varianter og længder, og disse vil komme til at blive benyttet mere end den skrevne artikel. Men det er VICE-redaktøren ikke bekymret for. For hende er det ikke udgivelsesformen, der er det vigtige – det er indholdet.

Lea Korsgaard bliver oprevet og erklærer nærmest sin kærlighed til den skriftlige journalistik: ”Skrift har en evne til at pakke en masse information ned på meget lidt plads. Jeg er ikke i tvivl om, at artiklen kommer til at overleve. Det er den, der binder vores samfund sammen!”.

Poul Madsen mener, at alt det ultrakorte og det monsterlange kommer til at overleve, ”alt det imellem dør”, siger han.

Artiklens fremtid er der altså forskellige bud på. Det kom bag på mig, at det godt kan være, at den i fremtiden vil dø.

 

Den subjektive objektivitet

En anden del af paneldebatten overraskede mig mindst lige så meget: Panelisternes syn på objektivitet. Jeg lærte så tidligt som i folkeskolen – og det gjorde du helt sikkert også – at en journalist skal være objektiv, medmindre man skriver en kronik. Objektivitet er noget af det vigtigste i journalistisk formidling – og det stikmodsatte af subjektivitet. En journalist har ikke en holdning.

”Jeg tror på integritet og fairness – ikke objektivitet”, siger Lea Korsgaard. Da Clement spørger Isabella Hindkjær, hvad hun ville have haft med fra journalistuddannelsen, som hun ikke fik, svarer hun, at hun savnede, at det var tilladt at skrive ”jeg” indimellem. ”Hvis det er subjektivt, er det ikke objektivt”.

Jeg har nu også lært, at ordet ”jeg” dømmer din tekst som subjektiv. Det er en meget simpel analyse. Men jeg gør det alligevel. I dette indlæg har jeg indtil nu skrevet jeg 21 gange. Paradoksalt nok forsøger jeg alligevel at forholde mig objektiv ved ikke at tage parti i paneldebatten eller skrive direkte, hvordan jeg synes medieverden skal se ud. Og det gør jeg samtidig med, at jeg inddrager mig selv. Kan noget godt være objektivt, hvis det til dels er subjektivt?

På VINK hylder vi skævhed og subjektivitet, og det er tilladt at bruge sig selv i ens tekster – Tilladt ikke at placere sine ord i en bestemt genre. Og måske kommer vi til at se mere skævhed og mere ”jeg” i fremtidens medier?

 

// Foto: Dokk1

“Det er endelig gået op for medieverden, at aviserne kan dø”, siger Poul Madsen. Det var da på tide. Hvad kommer mere til at dø, og hvad kommer til at opstå i fremtidens mediebillede? // Foto: Dokk1

 

Medierne kæmper samme kamp

”Er I konkurrenter?”, spørger en fra publikum. Det ønsker panelisterne ikke at udtrykke, at de er. ”Vi kan sammen skabe interesse for kvalitetsjournalistik”, siger Lea Korsgaard, ”vænne brugerne til betalingsjournalistik”. Det er naturligvis vigtigt for Zetland, hvis dybdegående journalistik ikke er gratis. Isabella Hindkjær siger: ”Det er i virkeligheden ikke penge, men kundernes tid, vi kæmper om”. Hun ser eksempelvis Netflix som en større konkurrent.

Paneldebatten mellem de tre chefredaktører har heller ikke været præget af kamp og konkurrence. Medierne kæmper i bund og grund samme kamp: Kampen om vores knappe tid. Trods uenigheder mellem de tre chefredaktører, der repræsenterer vidt forskellige medietyper, har de alle et klart billede af mediesituationen og ved, hvad de mener, der skal til.

Lige præcis derfor er jeg ikke helt lige så sortseende, som jeg var før. Også selvom ingen kan fortælle mig, hvordan mediernes fremtid kommer til at se ud.

”Mediebranchen er sådan, at hver eneste gang, man finder en løsning på et problem, dukker der nye udfordringer op”, sagde Poul Madsen i begyndelsen af paneldebatten. Jeg tænkte: ”Kalder han virkelig det, jeg anser som kaotisk krisetilstand for ”udfordring”? Men man må vel anskue mediesituationen som en udfordring for at kunne komme nogen vegne.

 

Skriv en kommentar