Det er efterhånden lige så trendy at være feminist i dag, som det er at iføre sig efterårets obligatoriske rullekrave. Vi læser og hører om disse såkaldte feminister i alt fra tidsskrifter til Tv-serier. Men er det ikke lidt ironisk, når kvinder aldrig har været mere frie og lige? Er den nye feminisme et misforstået begreb og blot endnu en identitet, vi kan påtage os i vor tids stræben efter at være nogen/noget i samfundet? Og hvad med mændene?
Den nye feminisme
I fredags tog Johanne (fotograf) og jeg til foredraget ”Kvindekroppe og kussomatbilleder” på Kvindemuseet – dette i forbindelse med Hearts & Minds–festivalen lanceret af Folkeuniversitetet. Egentlig tog jeg dertil med et lidt skeptisk syn på hele genopstandelsen af feminismebølgen – ikke fordi jeg mener, at kvinder ikke skal være lige, men netop fordi jeg mener, at kvinder (i dag, i vesten) er lige og faktisk ikke kan se, hvad idéen med hele den her dille er – udover at det selvfølgelig er sejt at fremstå som en af de selvstændige og cool kvindetyper, der fylder så meget i det store mediebillede for tiden.
Kropsvæsker og kussomaten
Til at starte med blev jeg da også en smule forfærdet ved synet af den såkaldte ”kussomat”, en hvidmalet træstol i en romantisk/klassisk stil med et toiletbrætlignende sæde, tre meget kraftige spotlys og så ellers et kamera, der peger lige op i skrævet. Værsgo at sætte dig! Jeg tænkte, som så mange andre måske også har tænkt, ”hvad skal det nu til for?” og ”bare jeg idet mindste selv slipper”. Dernæst tog jeg plads på min stol og blev mødt af foredragets første Power Point slide med overskriften: ”To mandehadende, friblødende, urtekussede, betonfeministiske, navlepillende curlingbørn fortæller”. Dér havde jeg allerede lyst til at gå igen. For jeg orker ikke den type kvinder, der gør kvinder til et offer og mænd til sexistiske svin.
Så sort/hvidt var det heldigvis ikke, og jeg havde selvfølgelig også luret ironien bag overskriften, men alligevel – man ved jo aldrig, hvilke fyre, de kvinder har mødt ude i nattelivet. I hvert fald bevarede foredraget fatningen, og fokus blev, til min store overraskelse, stort set kun inden for det fysiologiske aspekt af kvindekroppen, nemlig den omdiskuterede kropsvæske – menstruationen. Og her må jeg give de to foredragsholdere Maja Nyvang og Sara Hornum ret i, at vi selvfølgelig skal kunne snakke om menstruation og forsat gøre os klogere på emnet, ligesom vi har gjort de seneste 50 år. Samtidig kom en gynækolog blandt publikum til orde med budskabet om, at ”Kussomaten” faktisk var blevet et vigtigt redskab på klinikken, hvor hun arbejder i forsøget på at hjælpe kvinder med at forstå, hvordan de egentlig ser ud dernede, og at vi er ligeså forskellige dernede, som vi er i alle andre aspekter af kroppen. Godt så.
Hvad med mændene?
Alligevel blev debatten under spørgerunden hurtigt drejet over i et feministisk tiltag; At kvinder i højere grad føler sig mere blufærdige omkring deres kropslige væsker og at kvindekroppen i højere grad er udsat for kropseksponering og kropsidealisering end mandekroppen. Og her kunne jeg ikke dy mig længere og satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt denne debat overhovedet er kønsbetinget. For hvornår er sæd og afføring blevet en delikat ting at bringe op til debat og udsyn i det offentlige rum? Er det i virkeligheden ikke bare en privat sag, hvorvidt man føler for at dele ud af sine kropsvæsker? Og kan mænd ikke være ligeså blufærdige og pinlige over deres afføring som kvinder? Burde man ikke i stedet nedlægge alle tabuer omkring kropsvæsker, uanset køn? Og behøver vi at gøre det til et samfundsmæssigt problem? Eller er det måske egentlig meget fint, at det bare bliver mellem os selv, toiletkummen, hygiejnebindet m.m.?
Dertil kommer også debatten om kropsidealiseringen. For selvom jeg også beundrer kvinder som Lena Dunham og Amy Schumer, der for tiden er meget oppe i medierne og netop gør op med mediernes glamourøse og fotoretoucherede eksponering af kvinden og kvindekroppen, hvad så med mændene? Føler de sig ikke også forulempet og intimideret af at skulle ligne Brad Pitt eller David Beckham? Eller tænker mænd bare mindre over den slags? Tænker kvinder måske for meget over det? Hvorfor er det, at kvinder i højere grad føler sig nødsagede til at gøre sig attraktive til fordel for mændene? Og kan kvinder ikke være ligeså overfladiske, når det kommer til udseendet? De fleste kvinder springer jo heller ikke på den første fyr i baren med ølvom og kragebryst.
Da jeg under spørgerunden spurgte de to foredragsholdere om ovenstående spørgsmål, blev svaret blot, at kvinder altid har været den mest beskuede af de to køn og derfor føler sig mest eksponeret og udsat af denne kropsidealisering. Det er også ganske rigtigt, at man altid – i litteraturen, kunsten og samfundet – har dyrket kvinden som det smukke. Men til gengæld har manden skullet leve op til rollen som den fysiske og økonomiske stærke af de to køn, altså ”beskytteren” og ”jægeren”, så måske er det slet ikke så uretfærdigt at være kvinde – eller i hvert fald lige så uretfærdigt at være mand.
Tænker kvinder for meget?
Måske ligger problemet egentlig bare i, at kvinder går mere op i, hvad andre tænker – og mænd måske generelt er mere ligeglade. For hvor er mændene i det hele taget i den her debat? Vi kunne måske tage ved lære af mændene. Som Lena Dunham, Amy Schumer og, ikke at forglemme, vores egen danske stand-up komiker, Sofie Hagen ofte giver udtryk for, så vælger vi selv, hvordan vi vil se ud, og vi vælger selv, om vi vil være ligeglade med samfundets normer og holdninger til, hvordan vores kroppe skal se ud. Dette ser ud til at være en generel stigende tendens blandt kvinder, hvilket medierne har haft en stor indvirkning på, og som bestemt er positiv!
Dog vil jeg med den positive fremgang slå et slag for, at vi stadig skal bevare idéen om en sund krop. For jeg ser heller ikke nogen fordel i, at vi som samfund bare mæsker i os for at gøre op med unaturlige kropsidealer, og når deltagerne i ”Top Model Curves” på Kanal 4 indtager en Whopper til morgenmad, så anser jeg heller ikke det som et kropsideal, der er værd at stræbe efter.
Ligestilling er ikke kun en snak om kvinder
Afslutningsvis vil jeg tilføje, at jeg elsker kvinder. Jeg er stolt af at være kvinde og jeg er stolt af de kvinder, der gennem de seneste 100 år har kæmpet for de rettigheder, vi kvinder (i Danmark og i vesten) har i dag. Dermed vil jeg også opfordre kvinder til forsat at kæmpe for at bevare disse rettigheder og samtidig kæmpe for, at kvinder i resten af verden opnår de samme rettigheder. Men jeg tror, at vi, med den nye feminisme der er opstået, er nødt til at anerkende, at vi faktisk efterhånden har det ret godt, og at debatten nærmere bør tage udgangspunkt i en kamp for begge køn. For ellers opstår der vel en anden form for skævvridning? Og det er som om, at mænd i højere grad end før allerede har fået en negativ diskurs i den offentlige omtale – og så er feminismen vel ikke bedre end mandschauvinismen?
