Kulturklassen

Kulturklassen

I sommer skrev jeg en artikel om den finkulturelle festival. Det er nemlig blevet en udbredt tendens, at folket hellere vil fordybe sig, spise gourmetmad og snakke om kunst i alle afskygninger. Men vil de virkelig det? Det lyder nærmest som en utopi. Eller er det bare et modefænomen, der ligesom smart junkfood og Balenciaga-tasker ter sig på de sociale medier? 

 

Overalt på min Instagram ser jeg cool kulturtyper. Det er dem, der ryger cigaretter, drikker kaffe og ligner en reklamesøjle for Wood Wood. Men det er også dem, der går med dyre tasker og designertøj. Det er også sådan en som mig. Det er alle. Interessen for kunst og kultur er strømmet ind over landet, og som aarhusianer kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det er kulturåret, der har sat sit præg? Og om kulturinteressen stadig har tænkt sig at ligge i land, nu hvor kulturåret officielt er slut? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at havde det ikke været for Europæisk Kulturhovedstad 2017, kunne alle de inspirerende vækstlag og kulturtiltag i byen ikke have fundet sted. VINK har også taget for sig af godterne.

 

Med Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad og tyndslidning af ordet ’kultur’, har jeg langsomt mistet forståelsen for dens begreb. For hvad er kultur overhovedet? Ligesom dens svæven alle vegne i byrummet, er begrebet ’kultur’ en luftig størrelse. I daglig tale tillægges det en lang række betydninger. Man snakker om kultur som samfund, samfundsgrupper eller en bestemt adfærd inden for grupperne. Man snakker også om kultur som dannelse; at man er kultiveret. Dannelsen sker hovedsagligt i kunsten, og kunsten er det sublime bindeled mellem kulturen og mennesket. Og som verden ser ud i dag, er der tydeligvis stadig brug for dannelse.

 

Jeg kan ikke rigtig argumentere for, at kultur ikke er for alle – det er jo netop dét, kultur er. Men fra at være noget, man reflekterede over, er det gået hen og blevet en form for beklædningsgenstand på de sociale medier. Når den kulturelle elite måles på antal likes fremfor intellekt. I disse dage giver det, udover kulturåret, også god mening, at kulturen og kunsten stiger os til hovedet. For kunst opstår som regel med en god portion selvrealisering og selvbevidsthed, hvilket må siges at være opskriften på et menneske anno 2017, hvortil medierne ligeledes er med til at bidrage.

//Illustration: Ida Vammen

 

Kunst er selvfølgelig for alle, og livet er smukt nok til at dele ud af sin skønhed. Men kunst skal også lede op til refleksion over kulturen, samfundet og sociale relationer. Det er kunstens mest fornemme opgave. Det er det, der forårsager, at vi bliver ved med at udvikle os. Men er det problematisk, når kulturen ikke leder op til mere end, at man skal spæne ned i den nærmeste boghandel for at købe Olga Ravns nye digtsamling, fordi Lucia Odoom har anbefalet den i ugens udgave af Politikens poptillæg? Og hvis det så bare er for at tjene til en fed Instagram-profil eller Instagram-personlighed? Herre Gud, jeg er selv et eksempel herom, hvorfor jeg står i Kristian F. Møller med Christina Hagens White Girl 2 i hånden. Jeg er trods alt også del af en kultur.

 

Selvfølgelig får størstedelen mere ud af kunst og kulturbølgen – udover et overtræk på Cappuccino-kontoen og et hav af bøger. Men når det bliver en ny form for statussymbol, og ikke leder op til den refleksion over selvet og samfundet, som kunsten kræver – da må jeg stoppe op. For så kan kulturklassen vel være ligeså ubrugelig som dens evige modpart; materialismen og kapitalismen? Til sidst må man også spørge, om kunstens materialisering tager kunsten fra kunstneren? Kunsten, der skaber for at skabe. Kunstens geni.

 

I hvert fald gad jeg godt at vide, om al den kunst og kultur faktisk er med til at gøre en forskel for folket, eller om den forandring hovedsagligt tager form i dame- og modebladende, der for en gangs skyld anser kvinder for mere reflekterende end et stykke tøj! Og et dyrt ét endda. Det bliver spændende at se, om 2018 bliver ligeså kulturel, eller om det bare er endnu en af sæsonens ‘hotte trends’. Måske er vi ved at være mættet af kulturåret og kunsttyper og vil måske hellere læne os tilbage i vores gamle Sex and the City vaner på sofaen?

Skriv en kommentar