December måned byder på massevis af lister. Ønskelister, huskelister, topti-lister, statuslister – og sikkert mange flere. VINK funderer lidt over trangen til listeskrivning her i årets sidste måned.


”I don’t want something I need. I want something I want” 

December er listetid. De første lister, der skal skrives, er selvfølgelig ønskelisterne, så vi kan delagtiggøre vores (potentielle) gavegivere i, hvad vi synes, vi mangler, eller bare godt kunne tænke os. Ønskelisterne fortæller deres helt egne historier, dels om den enkelte afsenders særlige interesser og skiftende prioriteringer igennem livets forskellige faser, dels om hvad der på forskellige tidspunkter er oppe i tiden, fx på gagdet -, boligtilbørs – og legetøjsfronten.

Da jeg var barn, var det en lang og krævende opgave at lave ønskelister – og jeg elskede hvert minut. Fætter BR-kataloget blev gennemkigget så mange gange, at det til sidst var ved at falde fra hinanden. Der blev lavet noter, sat krydser og bøjet æselører og siden fulgte så udarbejdelsen af selve ønskesedlen, i prioriteret rækkefølge, komplet med sidehenvisninger (til Fætter BR-kataloget, altså) og illustrative tegninger.

I dag er mit forhold til ønskelister mere ambivalent. Dels funderer jeg af og til over, om de bare er med til at skærpe vores opmærksomhed på alle de ting, vi ikke har – og som vi dybest set heller ikke har brug for. Dels bryder jeg mig ikke om, når ønskelister nærmest får funktion af at være bestillingssedler. Hverken som gavegiver eller modtager. Derfor deler jeg kun ønskelister ud på forespørgsel og vil i bund og grund helst have, at folk bruger deres fantasi. Jeg må imidlertid indrømme, at den strategi igennem tiden har resulteret i et utal af ting og dimser, der har samlet støv bagerst i skabet. Og i utallige timer tilbragt med at stå i kø for at bytte. Jeg er næppe alene med den ambivalens. Vi vil gerne overraskes. Bare kun til en vis grænse.

 

1

 

Årets ord

En anden type af lister, der genereres som gjaldt det livet her i december, er de (populær)kulturelle lister: hvilke sange var de mest spillede i det forgangne år? Hvilke film solgte flest billetter (og hvilke floppede)? Hvem var mest velklædt? Hvad skal være årets ord? Hvad talte vi mest om? Osv. Osv.
De store TV-kanaler er også med på vognen, med stort anlagte årskavalkade-shows, der i sig selv kan ses som audio-visuelle greatest hits-lister, sat sammen til smukt koreograferede tilbageblik på året. Hist og her kradses der lidt i den danske selvforståelse og magelighed, når der eksempelvis bringes interviews med danskere, der til dagligt befinder sig i verdens brændpunkter, men heldigvis går der ikke lang tid, før det afbrydes af musikalske feel good indslag, og venskabelig ping pong mellem værterne og deres gæster. Vi skulle jo nødig få aftenkaffen i den gale hals.

Jeg lader mig i høj grad inspirere af ovenstående lister, der ofte kan være både informative og sjove. Og indrømmet, jeg elsker også at svømme hen i nostalgi til TV’s sukkersøde årskavalkader. Mine egne kulturelle hitlister er imidlertid ikke begrænset til december, men udarbejdes og revideres løbende, når jeg støder på noget, jeg gerne vil huske. Der er ”musik-jeg-gerne-vil-høre”-listen, ”film-jeg-gerne-vil-se”-listen , ”film-jeg-gerne-vil-gense”-listen og alle mulige andre, beslægtede lister…. Ærlig talt har jeg efterhånden nået et punkt, hvor jeg kunne have brug for at lave en liste over mine lister. Eller måske skal jeg bare rydde op.

En af 2014’s sjoveste lister. Fiktiv ganske vist, men alligevel // Billede: Philip Ytournel, Politiken

 

One list to rule them all 

De mest interessante decemberlister er dog de personlige lister. Altså listerne, hvor man gør status over året der er gået og på den baggrund måske overvejer, hvad man håber, det nye år vil bringe – hvad man ønsker at bibeholde og hvad man gerne vil ændre. Mentale tilbageblik og private statusser.

Egentlig har jeg det også ambivalent med disse lister. For hvad skal vi med dem? Tjener de noget positivt formål, eller er det bare endnu en måde at banke sig selv oveni hovedet med alt det, man ikke nåede? Og hvordan opgør man egentlig et år? I antallet af likes og nye venner på Facebook? I forliste forhold eller grædte tårer? I udlandsrejser? Musikfestivaler? Alment accepterede milepæle som uddannelser, ægteskab, huskøb, børn, pension? Eller noget helt andet? Jeg ved det egentlig ikke og alligevel er det som om, årets sidste måned kalder på, at jeg skal gøre status.

Og det gør jeg så, på min egen uafklarede facon. Ligger før sengetid og genkalder mig begivenheder fra året, der er gået. Genspiller en masse oplevelser for mit indre blik. Især de gode, men også nogle af dårlige og de triste – og de decideret tåkrummende, som forhåbentlig er kommet så meget på afstand, at jeg kan grine af dem og af mig selv. Jeg funderer over, hvordan dette år har udfoldet sig – og hvordan det har afveget fra mine forventninger. Over hvor jeg står nu, sammenlignet med da året tog sin begyndelse. Og hvor jeg er på vej hen. Og går det som jeg plejer, får jeg nok katalogiseret 2014 på en eller anden måde, så året får sin egen plads blandt de andre år, og jeg med nogenlunde sindsro kan tage hul på et nyt.

 

3