Hjemløseteltets bærende kræfter

I en afsides del af Godsbanens arealer er et telt blevet oprejst. Det er rejst af hjemløse og til hjemløse. Nogle vil rive teltet ned. Men nu – det vil sige i morgen, onsdag d. 18. december – kan du i bedste julestemning være med til at støtte op om ’Hjemløseteltet’ i en støttedemonstration, så teltet ikke braser sammen over de allerede tyngede hoveder. For godt nok har deres telt pløkkerne ankret i jord, de ikke selv ejer, men mine ret så retoriske spørgsmål lyder dog: Hvad hjælper det at rive pløkkerne op under rodløse mennesker? Forsvinder de hjemløse, blot fordi man fjerner teltdugen, de sover under?

Hjemløseteltet klædt i hvidt // Foto: Stiften.dk

Kort fortelt
Det er en større konflikt, men kort fortalt handler det om, at teltet er blevet politianmeldt på et falskt grundlag af rådmanden Bünyamin Simsek, som på trods af dette ikke trækker sin politianmeldelse tilbage. Faktum er, at der kun har været én klage fra én anonym borger. Godsbanen har altså ikke klaget over teltlejren, hvis det er det, du har hørt.

Om dette sagde Bünyamin Simsek til TV2: ”Det ændrer ikke ved, at der er kommet en klage. Det ændrer ikke ved, at det er ulovligt. Og det ændrer ikke ved, at jeg ikke vil have et mini-Christiania på Godsbanen.”

At træde på folk, der ligger ned… i deres soveposer
Selv tror jeg ikke på, at Bünyamin Simsek vil få, hvad han ikke vil have; at tro, at mini-Christiania vil bryde frem gennem gruset som en misforstået mælkebøtte, er vel lige så irrationelt som at tro på, at gærkonflikten i 1998 ville føre til alles sultedød – apropos dristige sammenligninger.

Derimod mener jeg, at han (frem)hæver og bager på den mentalitet, der ofte gærer i folks hoveder – nemlig, at de hjemløse ikke er nogen, man går i dialog med for at høre, hvad de ønsker, men derimod blot dikterer, hvor må være, og hvor ikke må være. Om ikke andet må man også give det positive dets retmæssige plads i alt det her – for al opmærksomheden er jo også udtryk for en medmenneskelig bekymring.

Indefravinkel // Foto: JP

Forskellige forståelser
I min optik ændrer intet altså på, at disse mennesker har brug for dette sted ved Godsbanen. At de ikke har faste rødder, og derfor sætter dem midlertidigt her.

Det ændrer heller ikke noget ved, at der ikke findes et alternativ, som kan møde de her menneskers behov. Og personligt har jeg også svært ved at se en reel sammenligning mellem et telt på Godsbanen og så Christiania, men det er måske også bare mig, som ikke frygter fristeder nok.

Måske mælkebøtter – men ikke blot fuldebøtter
På den anden side skal associationsrækker jo også være kreative, og kreativ må jeg indrømme, Bünyamin Simsek er i sammenligningen, men det betyder altså som sagt ikke, at jeg bliver bange for disse mennesker. Nej, faktisk giver det mig kun en endnu større, brændende – og måske endda også barnlig – lyst til at møde op og gøde det indsnævrede stykke jord, disse mennesker har tilbage; at fremme de hjemløses egen i forvejen overdøvede stemme. Men nok om uenigheder.

For blot fordi den bedste gødning nogle gange er lort, behøver man jo ikke at skide på det hele.

Vaklende teltstænger
Man ved af halvgode grunde ikke præcist, hvor mange hjemløse der er i Århus, men de seneste tal lyder på omkring 617. Og i ekkoet af disse 617 opholder der sig nu cirka 10 i Hjemløseteltet, som ligger mindst 100 meter fra de nærmeste naboer.

Et samarbejde mellem mange forskellige mennesker har så gjort, at man har været i stand til at lave en støttedemonstration.

Én af dem, Jesper van der Schaft, fortalte mig, at teltet har mindst 1 såkaldt fastboende, mens 2-8 overnatter på skift. Selvfølglig er der også flere end det, der om dagen opholder sig dernede. Og én af grundene til dét er, at det er et langt mere trygt alternativ til så meget andet.

I udkanten af Århus indre // Foto: Stemmer på kanten

Fællesskabstelt
Som en anden af initiativtagerne, Line Omø, udpegede for mig, er en anden grund til teltet, at: ”De ønsker hinandens selskab – de ønsker fællesskab. Vi bør lytte til de hjemløses drømme og håb og bygge videre på de ressourcer, som allerede eksisterer. Vi bør forstå og anerkende, at alle mennesker bør have mulighed for at opbygge en tilværelse ud fra egne behov og på egne præmisser. Vi må respektere hinandens forskellighed – også selvom vi kan være uenige.”

Teltets typer
Da jeg spurgte Jesper van der Schaft om, hvilke typer der bor i teltet, svarede han: ”Ingen voldelige typer. Ingen narkomaner. Fredelige mennesker – mest unge – som ikke har et sted at være uden at være til gene for andre, som f.eks. da de var i Mølleparken. De drikker, ja, og ryger,”, hvilket mig bekendt et par andre Århusianere også gør, ”men de er ikke narkomaner eller ’skæve, voldelige’ mennesker.”

Jesper van der Schaft sagde også, at han ”gerne vil sætte fokus på, at de socialt udsatte – herunder hjemløse – skal have forbedret deres forhold. I forhold til Hjemløseteltet ved Godsbanen, så er det således, at de brugere, der er dér, før var i Mølleparken ved Hovedbiblioteket, hvor de ’hang ud’. Men det var tæt på beboede områder, hvor folk klagede, så hvis Hjemløseteltet ikke var der nu, så ville de blot vende tilbage dertil, tror jeg.”