Kan kunst gøre en forskel? Rykker det ved noget? Og i så fald hvornår? Jeg vil i denne forbindelse ikke begive mig ud i de store undersøgelser, men bevæbnet med kærlighed og musikalske krammere har Det Turkise Telt gang på gang vist mig, at de kan noget helt særligt – og de gør om nogen en forskel for kulturlivet lige her i Aarhus. For nogle gange sker der det, at kunst, musik og stemninger rammer én lige i hjertekulen, og måske endda når man har allermest brug for det. Det Turkise Telt fylder 10 år – og de skal hyldes, hædres og heppes på!

Širom // Foto: Søren Vendelbo, Det Turkise Telt

10 år mere! Mindst!

For 10 år siden skete der noget i Aarhus, som er værd at notere. Ikke kun i et onlinemagasin på det uendelige internet, men med blyant, kuglepen og tusch på papir (og måske nærmest også mejslet i sten so to speak). Det Turkise Telt opstod for første gang med en helt grundlæggende trang til at fejre fællesskabet og den nysgerrighed, der fordrer mangfoldighed på allerbedste vis. Gennem et mangfoldigt fællesskab baseret i en tro på at kunsten og kulturen kan bygge bro mellem mennesker og traditioner, har Det Turkise Telt ikke blot stadfæstet sig selv som en must-see i Festugen, de har også vist, at med åbenhed og nysgerrighed kan man gøre det ukendte mindre fremmed og formå at forene kulturer på tværs samtidig med, at man på allersmukkeste vis gør minoriteter til en vigtig del af Aarhus’ kulturliv. Og lige nu – på den anden side af en emotionel rutsjebane af en valgkamp – så virker det vigtigere end nogensinde, at ildsjæle, som dem bag Det Turkise Telt, er til – og at de ikke giver op. For de kæmper en brav kamp bevæbnet med mod, highfives og åbne arme.

 

// Foto: Kasper Heden Andersen, Det Turkise Telt

Folkeskoleskam og retfærdighed

Som barn af 90’erne i den danske provins har jeg levet i en tryg, god og til tider isoleret tilværelse, men dog også i en tilværelse, hvor jeg er blevet bevidst om historier om forfølgelse, eksil og længsel hjem mod et land langt fra det nordlige Jylland. Fra jeg første gang mødte en flygtning, der startede i min folkeskoleklasse i starten af 00’erne, er der sket meget. Med min bevidsthed og med min vrede og afmagt mod det og dem, der tilsyneladende lader kulturelle forskelle skille os ad. Om det også var tilfældet i 00’erne, da jeg sad ved siden af en dreng fra Afghanistan i dansktimerne, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg ved dog, at jeg til den dag i dag kan skamme mig noget så grueligt over ikke at turde sige fra, når madpakken med toastbrød og marmelade, det grå træningssæt fra genbrugen og en anderledes accent pludselig skulle gøres til grin og stilles frem som noget forkert. Det sidder dybt i mig. For hvorfor gjorde jeg ikke noget den dag, da det hele kulminerede i skolegården? Den dag, hvor en af lærernes sønner råbte ad den nytilkomne dreng fra Afghanistan, fordi han tit havde det samme tøj på. Hvorfor? Jeg turde ikke. Heldigvis er retfærdighedsfølelsen efterhånden blevet stærkere end frygten – og hvor er der dog også brug for det.

Los Fuegos // Foto: Kasper Heden Andersen, Det Turkise Telt

Siden 2015 har regeringen sat afviste asylansøgere i isolerede lejre. Med vagter, høje hegn og det, der er værre. Tidligere i år udgav Røde Kors en rapport om trivsel hos børn på Udrejsecenter Sjælsmark, hvor de konkluderede, at “der er dobbelt så høj risiko for psykiske lidelser hos børnene på Udrejsecenter Sjælsmark som hos nyankomne flygtningebørn”. Velkommen til hva’? Og hvad fanden bilder vi os egentligt lige ind? At placere familier i, hvad de selv har beskrevet som fængselslignende forhold i et åbent brev, vækker den samme skam som minderne fra folkeskolen. Men gudsketakoglov er der mennesker, som kæmper en indædt kamp for mangfoldigheden, kærligheden og for at gøre en forskel – og nogle af dem er lige her i Aarhus – i Det Turkise Telt. De bekæmper folkeskoleskam og afmagt med musikalske kram og åbne arme.

 

Den turkise familie // Foto: Kio Jørgensen Ng, Det Turkise Telt

En bøn til pengefolkene og dem hos kommunen (alternativt: et hyldestmanifest til den turkise familie)

Vi havde været i gang i mange timer, mine venner og jeg, løbet rundt fra SPOT-koncert til SPOT-koncert, haft den kritiske anmelderbrille på akkompagneret af det obligatoriske anmeldernik, når det gik rigtig godt – men trods den særlige slags trætte fødder, som kun SPOT Festival kan skabe – så skete der noget næsten magisk, da vi trådte ind til Roots&Hybrid, Det Turkise Telts særdeles vigtige indslag under festivalen, al metaltræthed forsvandt ud af krop og sind. Her var varmt, rart og en stemning, som vi ellers ikke havde mødt før på denne festival. Og det er det, de kan, den turkise familie, de kan skabe ro, energi og kærlighed på én og samme tid. For her er et sted, hvor man mødes om mangfoldigheden og danser en god dabke. Og det er så pokkers vigtigt! Ikke kun fordi der altid er pokkers gode (nye) musikalske oplevelser at finde, men fordi det hele giver mening. Det betyder noget. Og det gør en forskel! Ikke på den der lad-os-være-vrede-og-demonstrere-måde, som også kan noget – men på en omfavnende, åben og inkluderende måde, hvilket er enormt befriende engang imellem. Og hvis ikke den turkise familie selv skulle have skrevet det, så har jeg taget mig selv den frihed at skrive et turkist mini-manifest.

 

  1. Vi vil besynge vor kærlighed til mangfoldighed og kærlig frygtløshed.
  2. Kærlighed, åbenhed og nysgerrighed skal være vort arbejdes væsentlige træk.
  3. Vi hævder, at alle verdens herligheder er beriget med en skønhed og et potentiale, som bør hyldes.
  4. Vi befinder os i et af verdenskulturens mangfoldige centre, hvorfra ny hybridkultur må skabe sine egne rum.
  5. Vi vil tilintetgøre frygten for det ukendte med nysgerrighed og åbne arme.

 

Det virker måske en smule fjollet at skrive et manifest for nogle andre. Men i denne sammenhæng må det udelukkende forstås som en hyldest til det stykke meget vigtige kulturarbejde, som Det Turkise Telt nu har bedrevet i 10 år. Derfor skal der i denne forbindelse også lyde en bøn til dem, der sidder på pengene og de myndigheder, der er med til at rammesætte Det Turkise Telts arbejde. Tro på det, de gør! Og mød dem med nysgerrighed og åbne arme (- og åben finansiering), for det arbejde, som den turkise familie gør, kan ikke værdisættes. Det er uvurderligt. For det er en familie, et sted at kalde hjem for de minoriteter, der ikke føler sig set i anden kulturproduktion og et sted for os andre at omdanne afmagt og folkeskoleskam til meningsgivende bidrag til en mangfoldig kultur, der rent faktisk gør en forskel.

 

Så med nysgerrighed og åbne arme: Stort tillykke med de 10!



// Coverfoto: Jonathan Rønn, Det Turkise Telt