To studerende har startet non-profitorganisationen It’s OK to FAIL for at modarbejde illusionen om, at forretningseventyr er uden nederlag. De har selv haft deres nedture, men det stopper dem ikke i deres mission: De vil elske fejlene frem. 

 

En rumæner og en bulgarer går ind på en bar. Eller det gør de faktisk ikke. De går ind på Dokk1. Rumæneren siger, at det at fejle er en universel ting, som indgår i det meste, man laver, og bulgareren er enig. Som når du banker storetåen ind i støvsugeren og bander højlydt eller misser dit livs karrierechance, fordi du gik ind til udfordringen forkert. Begge slags fejl er en del af livet, for det er naturstridigt at være perfekt. Måske var det også en fejl at begynde denne artikel som en klassisk ”nationaliteter-på-bar”-joke, men det er lige meget, for joken er ligeså dårlig, som budskabet er klart: It’s OK to fail.

 

28-årige Ioana Opris og 23-årige Todor Georgiev har også oplevet nederlag i deres liv. Det motiverer dem i deres arbejde. // Alle fotos: Mads Christensen

 

23-årige Todor Georgiev og 28-årige Ioana Opris har sammen startet It’s OK to FAIL. Formålet er at arrangere events, hvor oplægsholderne fortæller om deres egne fejl. Pointen er ikke, at folk skal undgå at begå samme fejl, men at vise at man godt kan komme videre derfra.

Ioana og Todor sidder ved et bord, ranke og lidt urolige. Tempoet er højt og ordene vælter ud. Vi sidder ovenpå på Dokk1, ud til havnen og vandet, og rundt om os sidder folk og læser, arbejder, og nørder. Måske er nogle af dem ved at starte deres egen virksomhed. I så fald burde de måske følge med ned i Store Sal klokken 16.00, hvor It’s OK to FAIL afholder sit andet event nogensinde.

 

INGEN FORTÆLLER OM NEDERLAGENE

Ioana og Todor startede It’s OK to FAIL som et led i deres bacheloruddannelse Innovation and Entrepreneurship. De afholdt det første event i oktober, og det var egentligt bare et skoleprojekt, men responsen var ikke til at tage fejl af. Todor fortæller: ”We were very exicted after the first event – it was an amazing experience”. Ioana nikker: ”We got such good reviews and we were overwhelmed! People were saying that they didn’t know it was students who had organized it,” supplerer hun.

 

Ioana og Todor åbner eventet, hvor omtrent hundrede mennesker er mødt op.

 

Responsen vidnede om et tomrum i Aarhus’ startup-miljø, som endnu ikke var udfyldt. Ifølge Ioana er der en masse beretninger om forretningseventyr, men de maler alle sammen et lyserødt billede af oplevelsen. Det betyder, at mange føler sig forkerte og utilstrækkelige, når de snubler, og det er den tendens, de to studerende gerne vil modarbejde. Særligt inden for deres egen branche, men også i andre aspekter af livet.

 

ULYKKELIG OG HJEMLØS

Klokken nærmer sig 16.00 og dermed eventets start, men der mangler stadig en del forberedelser. Ioana og Todor mødes med deres frivillige hjælpere og haster videre ned mod Store Sal. De stresser lidt over en projektor og noget lys, men inden de går ned ad trappen, blinker Ioana og smiler: ”It’s fine though because it’s OK to fail.”

 

Louise Opprud Jakobsen (International Lead, Innovation Lab) er den første oplægsholder.

 

Inde i Store Sal er lyset varmt, snakken går, og i hjørnet sidder en ung mand og spiller klassisk klaver. Omtrent hundrede menneskers øjne hviler på scenen, da Ioana og Todor indtager den. De taler om vigtigheden ved at fejle, og Todor forklarer: ”I started studying Business and Administration Economics. Soon after I started I realized it was a huge mistake”. Todor var ulykkelig og umotiveret, men han har altid troet på, at man skal afslutte det, man er begyndt på, og derfor blev han alligevel ved. Men uden motivationen gik det dårligere og dårligere, og han dukkede ikke op til forelæsningerne. ”The failure wasn’t that I was failing my exams, the failure was that for two years I was at the same place. Time was moving but I was not moving forward with it”. Til sidst besluttede han sig for at gøre noget ved det, droppede ud, og begyndte at læse Innovation and Entrepreneurship i stedet. ”I’m happy he did,” lyder det prompte fra Ioana.

 

Hun har også noget på hjerte. Hun fortæller om et fejlslagent forretningseventyr hjemme i Rumænien. Hun greb det forkert an og skyldte pludselig en masse penge væk. Inden hun nåede at se sig om, var hun hjemløs og på røven. I Tyskland. Hun arbejdede og forsøgte at komme tilbage på benene, og en dag stod hun på en togstation kun lige med penge nok til en billet til Danmark, hvor hun havde en ven. Her kunne hun være i to uger, ”but those two weeks turned into four years,” slutter hun af. Salen vil klappe, men Ioana haster videre til introduktionen af oplægsholderne, måske lidt genert over sin egen åbenhed. Hun smiler og fniser lidt. Publikum klapper alligevel. Eventet kan begynde.

 

Greg McQueen (Wedding and Event Photographer) taler om sin depression, og hvordan den tvang ham til at ændre hans liv.

 

TANKEN OM AT FEJLE ER ALTID TILSTEDE

Oplægsholderne er alle entreprenører, men deres fortællinger er relaterbare, selv hvis man bare er en almindelig dødelig. De taler om alt fra at banke ind i et kunstværk til en galleriåbning foran alle sine kunder til at acceptere, at man er blevet bragt i knæ af en depression. Det er umuligt at gå igennem livet uden at fejle, og inden eventets start har Ioana og Todor også indrømmet, at tanken om at fejle med deres nye organisation altid er tilstede.

”I’m always thinking about it, but I never stop. We were afraid we weren’t going to sell enough tickets and I was so stressed out.” For tre uger siden var der ikke engang 20 tilmeldte, men i dag er der hundrede mennesker, der har købt billetter, fortæller Ioana og tilføjer: ”You learn that you won’t necessarily fail, but what’s important is that you realize that even if you do it’s ok”.