Da jeg forleden aflagde ét af mine mange besøg nede på DOKK1, kom jeg forbi den fine bogstand med temaet “Danmarkskanonen”, og ud fra et personligt standpunkt fik det mig til at tænke over sammenhængen mellem identitet og udseende.

I tiden florerer en konstant summen om danskhed og danske værdisæt. Men hvad med noget så banalt som et dansk udseende? Findes der sådan et? Og kan man blot gennem udseendet afspejle en dansk identitet og danske værdier? Og hvordan føles det at være dansk, når man ikke ser dansk ud? Selvom jeg også kan blive rørt til tårer over Dannebrog og af og til glemmer, at jeg hverken har leverpostejshår eller blå øjne, så hænder det alligevel, engang i mellem, at jeg ikke føler mig lige så dansk som mine dejlige, danske medborgere – hvilket udelukkende skyldes mit udseende.

 

thea2-At se anderledes ud
Vi danskere kommer heldigvis i mange former og farver. Dét kunne min med-VINKER, Julie, og jeg nemlig dokumentere nede i byen – og se hvor det pryder på en ellers kedelig og grå november dag. // Alle fotos og redigering: Julie Kristensen

 

“Hende asiaten”

Jeg er nemlig adopteret, og selvom jeg er vokset op i, hvad der først og fremmest er et hjem med masser af kærlighed og mere til, er jeg, ligesom størstedelen af danske børn, vokset op med rugbrødsmadder og rundbold. Dog har jeg altid skulle forholde mig til, at jeg ikke ser ud som de fleste andre børn. Og selvom det nok er en bagatel, og jeg aldrig ville have været foruden min adoption og min tilværelse som frikadelle- og juletræselskende-dansker, så ville jeg da gerne have været foruden børnene på legepladsen, der lavede skæve øjne til mig, sagde ”ni hao”, og i ét (heldigvis!) enkeltstående tilfælde spyttede mig i ansigtet og kaldte mig ”perkersvin”. For trods jeg lever i bedste velgående, og heller aldrig har lidt større mén af det, så er jeg ”hende asiaten” udadtil – selvom jeg hverken spiser med pinde, spiser hunde eller siger ”ching-chong”. Og selvom min mor altid har sagt: ”Thea, de er bare misundelige på dit smukke, eksotiske ansigt”, så har jeg så ofte ønsket, at jeg bare kunne se ud ligesom de andre. Jeg tror, det var Johannes Møllehave, der engang sagde “vi lever jo ikke i H.C. Andersens land for ingenting.

 

thea4-At se anderledes ud

 

En lille bagatel

Selvom, Gud ske tak og lov, størstedelen af den danske befolkning ser bredt på mangfoldigheden – så er det som om, at vi i højere grad har et behov for at stigmatisere og kategorisere folk, der ser anderledes ud. Men hvorfor er det så vigtigt for os at kunne sætte folk i kasser og systemer – når det så sjældent har en relevans for, hvem man egentlig er som person? Heldigvis, bliver jeg endnu oftere mødt med et ”Gud, er du adopteret? Det tænkte jeg slet ikke over”, og sådan burde det i realiteten også være – egentlig ikke så meget mine egne omstændigheder taget i betragtning, for jeg tror jeg begår mig ret nemt i samfundet, men mere i forhold til piger, der eksempelvis bærer tørklæde, og i et generelt perspektiv. For det burde være en minimal faktor, hvor folk kommer fra, og hvordan de ser ud, for slet ikke at nævne, hvad de går klædt med – for det er vel menneskene og deres handlinger alene, der i sidste ende burde afgøre, hvem de er.

 

thea3-At se anderledes ud

 

Mig og min “rigtige” danske familie

Jeg har det, som sagt, virkelig fint med min adoption og min ”rigtige, danske familie”. Og vores historie i Kina og ankomsten til luftterminalen er ikke meget anderledes end historierne fra fødegangen. Folk er nysgerrige, fordi jeg ser anderledes ud – folk er interesseret i at høre, om jeg kender mine ”rigtige forældre”, og om jeg ikke kunne tænke mig at være med i Sporløs. Her er svaret til dem begge: nej. For dem, der elsker mig, og dem, der altid har passet på mig, de er mine eneste rigtige forældre, og jeg tror, at man bliver formet af sine omgivelser – ikke af sin hår- eller hudfarve.

Denne undren og spørgen er selvfølgelig helt naturlig og folks bedste intentioner, men nogle gange kan det forekomme helt trivielt, at skulle svare på de samme spørgsmål igen og igen, men det er i og for sig ikke der, ”problemet” ligger – for jeg vil hjertens gerne snakke om min adoption, og synes at adoption er den største gave, du kan give til et forældreløst barn, og den største gave, du kan give til barnløse forældre. Men med disse spørgsmål bliver jeg altid konfronteret med det faktum, at jeg stadig ser anderledes ud. Og nogle gange, ville jeg ønske, at jeg bare kunne se ud, som jeg føler mig. Dansk.