KONTAKTANNONCE: Dav, jeg hedder Aarhus, har pænt mange børn og er en fræk hermafrodit på 1.300 år. Jeg har meget at byde på. I hvert fald ifølge det, der vist nok hedder VINK, og som konstant stalker alt, hvad jeg gør.

 

Jeg er lækker. Også i fremtiden. // Foto: www.aarhus2017.dk
Jeg er lækker. Også i fremtiden. // Foto: www.aarhus2017.dk

 

To A’er små gør et stort Å
Engang hed jeg Århus, og før dét Aros, men foretog navneændring, fordi jeg gerne ville virke mere international og som en del af den seje globalisering. Den taler alle jo om. Den er in. Så jeg blev cool og med på moden. Og selvom jeg ikke helt forstår, hvad den der globalisering egentlig er for noget, prøver jeg, så ihærdigt jeg kan, at følge med.
Dog med grufulde konsekvenser…
MIT LIVSMOTTO
Det resulterede i mit motto: ”Danish for progress”. Og jeg har desværre en tendens til at udtale det: ”Dænis fwår pwågwæs”, hvilket ikke rigtigt burde fænge de såkaldt udenlandske lande. Alligevel siger de sgu, at mit indre kulturliv er rigt, og nu har jeg ovenikøbet fået en pris og en fin titel og sårn. Folk stimler tilmed sammen for at komme og besøge mig.
Men nu skal jeg heller ikke prale. Det er ikke mig…

 

Her har jeg engang boet... // Foto: www.anr.dk
Her har jeg engang boet… // Foto: www.anr.dk

 

OM MIG
Men VINK skriver jo nok om mig, fordi jeg blandt andet har min helt egen, personlige regnbue. Imponerende, ikke? Den står på toppen af ét af mine mange museer. Derudover har jeg alt lige fra kirker, rådhus, universitet, hospital og erhvervspaladser til betonbyggerier, retroidyl, huserende papkasser, bilvaskerier, caféer, banker, prostitution, personligt politi og grønne bude. Jeg er ikke bleg for at eksperimentere, men dyrker også alt det konventionelle – hvis man kan sige det sådan.
Der er mange, der elsker mig. Og mangfoldig kan man vist godt kalde mig. Det ynder jeg i hvert fald at kalde mig selv… og så er jeg i øvrigt skide god til at lave mad. Interesseret?

 

Bolle-å... // Foto: Politiken
Bolle-å… // Foto: Politiken

 

JEG INDRØMMER
Okay, nu siger jeg det bare lige ud: Jeg har altså 260.000 hjemmeboende børn. Det skal du jo nok lige vide, før du bestemmer dig. For de kan godt finde på at larme og svine lidt en gang imellem. Men de er sgu meget søde. Øhm, nogle ville dog mene, at antallet faktisk er 320.000.
Så’ deet…
Men du kender sikkert nogle af dem. Jeg har jo født Jørgen Leth, Yahya Hassan, Steffen Brandt, Ole Rømer, Helena Christensen, Ole Lund Kirkegaard, Svend Auken, Niels Malmros, LOC, Kurt Vestergaard, VETO, Thomas Helmig, Svend Åge Madsen, Jens Blendstrup, Tina Dickow, pop-darlingen Medina og skalle-uddeleren Stig Tøfting – bare lige for at nævne et par stykker.
Imponeret? Sårn ska’ det jyde!

 

Som viking erobrer man ALT... også dig. // Foto: www.moesmus.dk
Som viking erobrer man ALT… også dig. // Foto: www.moesmus.dk

 

AARHUS OG ALKOHOL
Du skal jo nok også vide, at jeg er i et meget seriøst forhold med én, der hedder Alkohol. Vi sidder tit og er unge og glade sammen. Vi har fulgtes ad for evigt og skilles nok ikke, før én af os dør. Men det er ikke noget problem, for det er slet ikke et monogamt forhold. Nærmest alle deltager. For jeg deler gerne ud, og er desuden også – hvis jeg selv skal sige det – ret large…


VIKING SIZE

Kontakt mig, hvis du skulle være frisk på en ægte viking. Så kan vi jo mødes på Havnens Perle og bagtale det der åndssvage storhedsvanvid, man har valgt at kalde ”København”. Jeg har da aldrig i hele mit lange liv hørt noget så dorsk og træls som det. Og så kan de ikke engang spille fo’bold, selvom halvdelen af mig ikke interesserer sig for al den sport, jeg selv udfører. Jeg er noget af en selvmodsigelse. Og jeg har vel egentlig også nok i finkultur, caféstruktur, mangfoldighed, globalisering og Alkohol. Eller synes du stadig, jeg mangler noget?

 

Jep, det ER alt sammen mit! // Foto: Politiken
Jep, det ER alt sammen mit! // Foto: Politiken

 

ÉN ENER
Sårn én som mig finder du ikke noget som helst andet sted i verden. Det vil jeg vædde min regnbue på. Og en bedre garanti fås ikke. Du kan finde mig… ja, lige under Jyllands næse. Ikke at jeg er en bussemand – nej, tværtimod – folk plejer faktisk hellere at associere mig med smil. Og endda også at jeg har en imponerende natur. Du må godt prøve at mærke.
Det er jo ikke for ingenting, man kalder mig smilets… 1.300-årige frække hermafrodit.


Håber, jeg har vakt din interesse og hører fra dig
Kærlig hilsen Aarhus

 

Du har sikkert ikke hørt om mig før... // Foto: www.behance.com
Du har sikkert ikke hørt om mig før… // Foto: www.behance.com