CAFEANMELDELSE: Piiiist! Jeg skal fortælle dig en hemmelighed! På Jægergårdsgade lever og ånder Frozen Sigurt! Og ved du hvad? Det her sted er en vaskeægte goumet-frozen-yoghurt-legeplads! Et sted hvor man kan lade legebarnet løbe frit, alt imens man forkæles med delikatesser og fantastisk frossen yoghurt.

 

Når man slentrer hen ad Jægergårdsgade under flagrankerne, kan man pludselig finde sig selv ved indgangen til et sted, man ved første øjekast kunne tro var en slags indendørs park. Et græsgrønt tæppe dækker fortovet, højrøde markiser med kulørte lamper indbyder sammen med reggae-rytmer nysgerrige forbipasserende til at komme nærmere. Her i nummer 57 bor Frozen Sigurt.

 

IMG_8567_(1)_copy-003
Frozen Sigurt // Alle fotos: Gruenbaum

 

Slå dig ned – slap af – nyd det da!

Det legende navn Frozen Sigurt, som spiller op til deres produkt (frozen yoghurt), går hånd i hånd med stemningen. Det her sted er sjovt. Rigtig sjovt på den fede måde. Atmosfæren er enormt afslappet, og i den uge vi er på besøg er der tilfældigvis hawaii-tema, hvilket vil sige, at vi bliver budt velkommen af en storsmilende gut med blomsterskjorte og stråhat. Desuden kan man hænge ud i en lækker lounge, hvor en typisk aarhusiansk indretning med blokfarver og retromøbler danner rammerne for en perfekt formiddag, eftermiddag, aften eller en hver anden froyo-tid.

 

IMG_84502

 

Bland-selv-froyo

Systemet er simpelt. Ta-selv-froyo, bland-selv-froyo eller froyo-buffet om man vil – det er i hvert fald bare at give sig i kast med projekt lav-din-helt-unikke-froyo. Og det er nemt. Med et stort udvalg af smagsvarianter og toppings i alle afskygninger kan man hurtigt (alt alt alt for hurtigt) få fyldt sit bæger op over alle kanter. Man må simpelthen lige have et ekstra jordbær på toppen, eller lidt daim-stykker og hov – fik jeg egentlig taget hakket hvid chokolade? Jeg må hellere lige tage en lille ske mere. Sådan er det – og man kan næsten ikke stoppe sine sansers magt igen.

 

IMG_8414_(2)_copy

 

Det klassiske – eller det eksperimenterende valg?

Man kan altså både gå direkte efter den traditionelle klassiker med chokolade og jordbær, eller den mere eksperimenterende kombination med for eksempel granatæble-smag. Desuden kan man finde delikate oplevelser såsom økologiske sirupper, hjemmelavede frugtkompotter og de gode cookie-dough stykker. Det er virkelig en lækker kombination…. Uhmm

 

IMG_8339_copy

 

Leg med!

Stedet i sig selv er en oplevelse, og kunderne er i centrum, når de besøger Frozen Sigurt. På væggene er ophængt en lang række instagram-billeder fra glade froyo-spisere, der er plakater med konkurrencer og ikke mindst findes en stor ramme, så det perfekte billede kan tages til instagram. Derudover serverer de cocktail lavet på frozen yoghurt fredag & lørdag, hvilket skulle være værd at prøve! Med andre ord, det her sted er helt sikkert med på noderne – og det handler kun om at lade sig selv lege med!

 

IMG_8349-001

 

Hvad: Gourmet frozen yoghurt hos Frozen Sigurt
Hvor: Jægergårdsgade 57-59 Århus C
Hvornår: Fra 12-22
Hvorfor: Fordi det er sjovt at spise frozen yoghurt her, og fordi det en leg såvel for smagssanserne som for det indre legebarn. Her behøver man bestemt ikke sidde stille, og her er plads til alle.
Mønt: 15 kr pr. 100g