Vink’s visuelle guide til jul

Vink’s visuelle guide til jul

Julen er, ligesom alt andet i år (SURPRISE!), anderledes end den plejer. Byen er mere eller mindre gået i vinterhi, og mørket trænger sig på. Derfor er VINK taget en tur ud i det grå og bringer her tre december-oplevelser, der på trods af lockdown og lukkede julestuer har givet vores illustratorer julelys i øjnene.

 

Den gamle træskibshavn

Illustration: Maja Baadstorp

Illustration: Maja Baadstorp

Maja: ”Jeg forbinder normalt gåture på havnen med sommer og solskin, men hvis man bevæger sig forbi træskibshavnen her i vintertiden, bliver man mødt af de fineste lys i masterne på bådene og et juleoplyst Aarhus Ø i baggrunden. Lysene står i smuk kontrast til havnens rå miljø og den barskhed, der kan være over havet på denne årstid. Træskibshaven er klart et besøg værd, også her i vintertiden.”

 

Verdens (måske) mindste museum

Illustration: Anne Louise Trebbien Christensen

Anne Louise: ”Verdens mindste museum findes i et kældervindue på Lundbyesgade. Det er et museum (og et vindue, for den sags skyld), der altid kan få mig i julestemning eller godt humør, selv midt om sommeren. For mig er vinduet helt magisk, og jeg kan lige forestille mig, hvordan Elise, Ebba og deres far står og sætter tingene pænt frem sammen. Helt klart et besøg værd, og entréen er i hvert fald også til at betale.”

 

Julebus og julelys

Illustration: Julie Dam

Julie: ”I en juletid med lockdown er det ikke på cafeer, museer eller julemarkeder, vi finder julestemningen i år. Forleden kom jeg dog i en kildrende julestemning, da jeg tog bussen gennem krydset af Marselis Boulevard med retning mod Hans Broges Gade. Hér har alle lys og julepynt på deres altaner, og det så helt fortryllende ud på en helt almindelig, vintermørk, tirsdag eftermiddag.”

Skriv en kommentar