På mange måder gik NorthSide som forventet. Man fik set koncerter og danset. Man blev sulten, man blev mæt. Man drak øl, man fik ondt i hovedet. Men nogle ting ved festivalen undrer, forundrer og endda overrasker. VINK har reflekteret lidt over NorthSide 2019 og samlet et par spørgsmål og tanker her. 

Årets Northside Festival er forbi. De tre dage i Ådalen er gået stærkt og har budt på mange timers fest, underholdning, dans og oplevelser.

Vi har set nogle formidable koncerter: New Order, Tove Lo, Bikstok, Gnags, Nas, Major Lazor for bare at nævne et få. 

Vi har spist grød, burgere, fladbrød og gourmethotdogs, der særligt var gode ved smagsløgene, mindre gode ved pengepungen.

Vi har gået langt over de 10.000 skridt anbefalet af sundhedsstyrelsen og indtaget øl i mængder, de bestemt ikke anbefaler.

Midt i alle oplevelserne, travlheden, trasken rundt fra koncert til koncert har vi en gang imellem måttet stoppe op. Stoppe op i et minut og undre os over, hvad det er, der egentlig foregår i denne midlertidige verden kaldet Northside.

Vi har samlet nogle af de ting, der overraskede og undrede ved dette års NorthSide Festival. Måske bliver vi klogere. Måske ikke. Nok ikke.

Er Tame Impalas konfetti mon bionedbrydelig?

Tame Impalas konfetti-tradition tager til, og torsdag aften var det ikke kun grande-finale, at de millionervis af pastelfarvede papirstykker blev hvirvlet ud over publikum og over pladsen. Hele tre gange så jeg til, at de forreste rækker blev indhyldet i konfetti, hvor min eneste tanke var: “Der vil jeg hen!” For konfetti er smukt, festligt og stemningsgivende.

Efter koncerten var jorden foran Blå Scene malet lyseblå, lyserød, grøn og gul og en anden tanke dukkede op i mit hoved:

“Er Tame Impalas konfetti bionedbrydelig? Hvis ikke, hvem rydder det op?”

Den flotte konfettikaskade bliver lidt mindre flot med det spørgsmål i tankerne.

Billederne fra de sidste tre dages NorthSide // Alle fotos: Jonas Kjærsgaard

Hvor er kvinderne?

De sidste tre dage har været spækket med fede koncerter. Hele 41 navne var der på programmet, men kun seks af dem, er kvinder. Lydmor, Tove Lo, Oh Land, Hop Along, Georgia og Jada. Se, det fylder ikke engang en linje.  Hvordan kan det egentlig være?

De sidste år har debatten om kvinder i musikbranchen fyldt en del. Spillestedet Forbrændingen har i 2019 udelukkende haft kvindelige artister på programmet og Fallulah sætter fokus på kvindelige musikere med sit projekt “Hej Søster.” Men NorthSide lader ikke til, at have givet det særlig meget opmærksomhed.

“Vi går meget op i at præsentere et balanceret program genremæssigt og aldersmæssigt, men de kvinder, der spiller, skal ikke spille her, fordi de er kvinder, men fordi de er gode.”

Det sagde John Foged, talsmand for NorthSide til Gaffa i et interview i marts måned. Man kan være enig med ham eller ej, men det ændrer ikke ved, at flere kvindelige hovednavne, ville klæde plakaten.

Silent disco

Alle, der har været på festivalpladsen i år har set dem, måske endda mødt dem. De personer, der lukker al støj ude og indeslutter sig i deres egen verden med technoen eller popsange, som deres følgesvend. Silent Disco er et fedt område, hvor store grupper på alle tidspunkter af dagen danser rundt med røde, grønne eller blå lys fra deres ører. Men det er altså også der, midt i træflisen i Sideshow, at Silent Disco fungerer bedst.

For når de dansende gæster får forvildet sig væk fra det område på egen hånd, sker der underlige ting.

Hvorfor står man midt blandt publikum til Bon Iver med de rødlysende hørebøffer på? Hvorfor bruger man Kurt Viles sparsomme 45 minutter, på at stille sig og danse i yderkanten? Hvorfor underholder man spisende gæster med uskønsang og falske melodier uden at interessere for, om folk har lyst til at blive underholdt?

Silent Disco byder på en stille og indesluttet fest, der garanteret er rigtig sjov, så længe høretelefonerne er på ens egne ører. Men husk, de lukker alt andet ude.

Gartner?

Rundt omkring i forskellige områder og zoner har vi lagt mærke til, at der er plantet blomster og grønt i potter. Spørgsmålet er hvem, der tager sig af dem, og hvor de ender henne efter festivalen. Selvfølgelig har det dryppet lidt under festivalen, så vanding er måske ikke det største problem, men hvad med vedligeholdelse? Nu så jeg planternes stand i frivillig-baren fredag aften – og de trængte til en kærligt hånd. Er der en gartnertype tilknyttet festivalen eller er der et frivilligt korps af grønfingerede plante-entusiaster? Spørgsmålet har spøgt bagerst i hovedet siden torsdag, men et endeligt svar er stadig uklart.   

Hvor mange penge tjener Tuborg på pant?

Der er bred enighed på VINK om, at pantsystemet er ret fedt. Selvom ingen professionelle pantsamlere har adgang til pladsen, flyder den ikke med plastikkopper. Festivalens gæster er gode til at rydde op efter sig. Takket være de mennesker, der er gode til at holde fast i deres kopper og de, der er rigtig gode til at få øje på de efterladte krus, kander, plastikrør og alt, hvad man kan få billigere øl for. 

Men når folk har tagen den sidste slurk øl, set den sidste koncert og nu bare gerne vil hjem, hvem får så pengene for det sidste krus?

Pantsystemet fungerer således, at du ikke kan kolde kontanter tilbage for din kop, men derimod få rabat på dit næste køb, men når der nu ikke er noget næste køb og ingen ny øl, hvem får så pengene? Det gør selvfølgelig gode, gamle Tuborg og jeg gad vide, hvor mange penge de tjener på dét.

Bæredygtighed og sociale skel

Northside er ved at være en velsmurt del af Aarhus byliv. De små kliker i gadebilledet stimler sammen på vej mod, hvad der bliver Aarhus nye centrum for nogle få dage. Der er de unge, som føler sig udenfor i den luksusprægede bæredygtighed og skaber deres eget ved Netto, hvor de har råd. Dem som inde på pladsen melder sig ind i et ræs om fornøjelse og ansvar.

I år var jeg på Northside for første gang. I tanken svæver jeg hen over pladsen, der som et lysende eksempel, ren og velholdt. Den viste alternativer til overforbrug af plast, med genanvendelige krus og skraldespande med indbygget carportlys, sådan at skidtet, selv i mørket og tumulten, endte det rigtige sted.  

Det går i den rigtig retning for aktører som Northside, hvis produkt er underholdning, og som skal bære et ansvar for alvoren af forbruget. Også når konfettien brager ud over pladsen og når man sælger det bæredygtige initiativ som en del af festivalens DNA.

Min opfordring til Northside ville være at vise vejen i underholdningsindustrien med en holdning om, at bæredygtighed ikke kun er en mulighed, men en nødvendighed. Det skal lykkes i samskabelse med publikum og ikke ved f.eks. at hæve prisen yderligere på billetten.

Man kan selvfølgelig sige ‘det er jo NorthSide’. Men det er også at acceptere at bæredygtighed kun er noget folk med penge har ret til, hvilket faktisk taler ind i klassekampen og presser folk med færre penge ud. Det er hult. Det er den lette løsning af blande penge ind i bæredygtigheden i stedet for at stille krav til den enkelte og brede budskabet ud, for alle at deltage i, gennem oplysning og samarbejde.