I en af Mejlgades baggårde, bliver man mødt af rod. Rolig rod. Planter, der er ved at finde sin vej mod solen. Graffititags på samtlige frie mursten på væggen langs bygningen. SUPER, står der med røde bogstaver på neonskiltet til venstre for indgangen.

“Hej og velkommen til”.

Natal Zaks, medstifter af Super, står i baren og tager imod gæster, der svinger forbi. Indenfor er der det samme rolige rod som ude i gården. I hjørnet af lokalet slænger fire unge sig. De drikker kaffe af forskellige stel med skår og griner højt. Længst oppe ved pladerne er der to mænd med hver deres computer. De foretager dagens arbejde.

Adressen er Mejlgade 53, 8000 Aarhus C.

Jeg befinder mig hos Super. Super huser meget – en cafe, bar, pladebutik, radio, spillested og klub. Placeringen er det gamle Tape. Det er lokaler med lang historie. På den gamle og solide ståltrappe i gården står der skrevet med sort tuch “Agurk 2008”.

“Det er det ældste tag, jeg har fundet”, fortæller Natal.

Natal Zaks ved DJ pulten // Foto: Rita Kuhlmann

Det skal være dynamisk

Natal Zaks og Frederik Hansen er to af de seks, der har været en del af Super fra starten. Super er opbygget af en foreningsstruktur. Der er en bestyrelse, der træffer beslutninger, og så er der medlemmer, som kan påvirke stedet. I dag er der allerede over ti medlemmer. Og selvom de bygger ovenpå Tape, er der stadig en masse nye tiltag, der skal have plads. Det vigtigste for Natal, Frederik og de andre medstiftere er at facillitere et rum, hvor der er plads til, at nye ting kan opstå. Der skal være plads til, at kulturlivet bliver udfordret, og at der en masse nye tiltag, der skal afprøves. Alt dét skal ske i samarbejde med det publikum, de håber vil komme på Super.

“Det er en dynamisk størrelse, der kommer i samspil mellem os og gæsterne”, siger Natal.

Målet med Super er at understøtte de lokale. Det betyder ikke, at det hver aften skal huse de lokale bands. Det er i lige så høj grad dét at kunne facillitere snakke og lytteklubber. Det handler om at få skabt et rum, hvor der er plads til de snakke om emner, der interesserer dig.

“Jeg ser det som et oprør med forbrugerismen i musikken. Det skal selvfølgelig ikke gå hen og blive en revolution, men der er brug for et sted, hvor du også kan være noget andet end det, du forbruger”, siger Natal.

Super i udvikling

Når jeg kommer ind i lokalet, bliver jeg ikke kun mødt af billeder på væggene og sjove lamper i loftet. På væggene rundt omkring i lokalet, hænger der små skriv. Skriv der fortæller, hvordan de gerne vil have man, som gæst, skal opføre sig. Det sætter rammen. Det betyder ikke, skrivene er konstante. De vil være i konstant udvikling, og der vil komme nye skriv i takt med, at Super udvikler sig.

“Der er hele tiden nye, der kommer ind ad døren og har en andel i, hvordan vi skal være her. Det er dynamisk”, siger Frederik.

Da de i vinters overtog de gamle lokaler fra Tape, gik der et større renoveringsarbejde i gang. Natal, Frederik og resten at holdet har haft alt ude og alt ind igen. Den blå farve på væggen har de selv malet, og alt interiøret har de selv støvet frem.

“Vi har puttet mange funktioner ind i det her rum, der normalt bare er en blackbox. Det er fedt, at fok selv kan gå på opdagelse i de forskellige afdelinger og få fornemmelsen af, at det sagtens kan køre samtidig”, siger Frederik.

Frederik Hansen // Foto: Rita Kuhlmann

Den fælles opgave

Et af det store spørgsmål er, hvad Super kan!

“Det kan godt være, det er et sted, der huser elektronisk musik og det er en pladebutik og en bar, men det er også et sted, du kan komme og arbejde, læse en bog og snakke med anden”, siger Natal.

I nattelivet i dag, er der en del ærgerlige tendenser. Det er især den måde, vi opfører os på over for hinanden, der kan gøre det utrygt for gæster og personale at befinde sig i. Natal og Frederik bruger ordet opdragelse i forlængelse af de tendenser, de ser og for at prøve at komme dem til livs.

“Der findes ordentlige gæster og uordentlige gæster. Det er vores ansvar som sted at opdrage gode gæster men også tage ved lære af dem”, siger Natal.

Det er altså en fælles opgave at aflære de ærgerlige tendenser, man møder i nattelivet. De har kigget mod udlandet, og de leger med tanken om, at der skal være værter til stede under de forskellige events, der skal huses på Super. Det er værter, der skal være med til at holde den gode tone. Et andet tiltag, der er en realitet er, at man skal møde fysisk op for at købe billetter til de forskellige events.

“Super er humoristisk og selvom vi gerne vil gøre op med en masse tendenser i nattelivet og kulturlivet, handler det også om at have det super med hinanden”, afslutter Natal.

// Foto: Rita Kuhlmann

Noget der er rart

Et par weekender efter er jeg her igen. Denne gang er der ikke hængslængte unge i hjørnet med kaffe. Nu er der DJ og høj musik. Der er stående, siddende og dansende gæster – og her emmer af en stemning, der har noget forløsende med sig. Før jeg så mig om, stod jeg på et dansegulv og åndede mennesker i nakken i køen til øl.

Det er noget af det Mejlgade 53 kan. Den kan ikke blot få mig tilbage på floor på den måde, så jeg har ondt i fødderne dagen efter. Den kan også skabe noget nyt i Aarhus. For Super er nyt og åbnede i sommers, nu er det nu, jeg skal lære den at kende i samarbejde.

I midten af baggården er der en behagelig stemning, der får mig til at slå mig ned på de paller, der er stillet frem som bænke. Med en flaskeøl i hånden, sidder jeg et øjeblik og zoomer ud, kigger på de venner jeg er med, og får en snert af lykkefølelse i maven. Som jeg sad der, gik det op for mig, at vi i fællesskab kan få opbygget noget, hvor der er plads til alle, der har lyst til at være en del af noget. Noget der er rart. Måske er det utopi, men alt starter med en drøm og en lyst.

Det er ikke blot indenfor Supers vægge, at dette er gældende. Det gælder alle steder, vi befinder os. Og det er op til os, alle sammen, at gøre noget ved det. Så lad os tage hinanden i hænderne. Det vil nemlig være helt super.