FOTOPORTRÆT: Læs om levende sten, venussko og bananpalmer, der kan blive op til 10 meter høje, når VINK begiver sig ind i en af Aarhus’ oaser.

Væksthusene i Botanisk Have er et sted, hvor alle besøgende kan få et gratis indblik i, hvordan botanik ser ud forskellige steder i verden. I løbet af en gåtur bliver du ført igennem 4 klimazoner, der byder på mærkværdige og smukke planter samt lærerige forklaringer om økosystemet og hvordan mennesker er afhængige af naturen. Væksthusene har desuden kun været åben siden september efter flere års restaurering.
Det gamle væksthus
Indgangen til de nye væksthuse sker gennem det gamle væksthus, som huser Caféen. Her kan man købe kaffe samt små retter, og bordene i caféen er i øvrigt af genbrugstræ fra nedlagte danske færgelejer. I dette hus finder man også udstillingen ’NATUR’ af Bureau Detours i samarbejde med Haack_Marteinsson, hvor denne går ud på at fortælle om, hvordan mennesker bruger og forbruger naturen. Du kan f.eks. høre om opiumsvalmuer og palmeolie.




Middelhavshuset
Det første væksthus man begiver sig ind i, er Middelhavshuset, der til trods for årstiden stadigvæk har få blomster at vise frem. Varmelamperne i hvert af husene sørger for, at klimaet er svarende til dét, planterne er vant til at befinde sig i.




Kaktushuset
Kaktusser i alverdens former og størrelser står side om side i kaktushuset. Der findes ca. 1500 forskellige arter, som er alt fra små sukkulenter til de store karakteristiske kaktusser, man finder i ørkenen.



Bjergskovshuset
Fugtigheden er høj og tågen er tung, når man begiver sig ind i det tredje væksthus, Bjergskovshuset. Der opdages jævnligt nye plantearter i de tropiske skove og man mener, at ca. en femtedel af alle plantearter endnu mangler at blive opdaget.



Tropehuset
Det største af væksthusene, Tropehuset, huser både en sø og en udsigtspost, for ikke at nævne et hav af eksotiske planter. Det interessante ved Tropehuset er, at det er designet på baggrund af bæredygtige løsninger. Kuplen er lavet af luftpuder, der formår at absorbere solens varme og reducere varmetab. Ruderne har været billige at fremstille af genbrugsmaterialer og er konstrueret således, at dens struktur giver mest mulig sol om vinteren og mindst mulig sol om sommeren.








Hvad: Væksthusene
Hvor: Peter Holms Vej, 8000 Aarhus, Denmark
Hvornår: Man – Fre 9 – 16 // Lør & søn 10-17
Mønt: Gratis
Hvorfor: Fordi vi som mennesker er afhængige af naturen og det er interessant at finde ud af nøjagtigt hvordan. Viden om naturen er således også en forudsætning for at bevare den – og denne viden kan man på spændende vis erhverve sig hos Væksthusene. Dog er det intet krav at være en øko-hippie – er man bare interesseret i eksotiske planter og pæne blomster er Væksthusene også et interessant sted.
Links: Besøge deres Facebook side her eller deres hjemmeside her.