Går mænd også walk-of-shame hjem fra byen lørdag morgen?

 

Det var kun fornylig, at jeg erklærede mig selv for feminist. Det var ikke fordi, jeg ikke var det før, men fordi jeg helt ærligt ikke har vidst, hvad det betød. Jeg husker Emma Holtens debut i medierne, og hvordan hendes ord rikochetterede ud til den kvindelige ungdom og for alvor satte liv i debatten om ligestilling og gensidig respekt. En bølge spredte sig ud til de danske kvinder (og mænd), og den igangsatte et mere spørgende og kritisk udgangspunkt til vores samfund og kønsroller. Men jeg iagttog mere bølgen, end jeg red den, og det tror jeg, var fordi, feminisme er svær at se. Især i et land som vores, hvor kvinder lovmæssigt og demokratisk set har de samme rettigheder som mænd. Nogen vil derfor også mene, at den ikke er nødvendig i Danmark, fordi det umiddelbart syner, at vi har ligestilling. Jeg ved, at vigtigt for mig er ikke bebrejdelsen af hinanden og kritikken af vores kønsrollers individuelle karakteristika, men derimod fokusset på, at alle mennesker skal have plads til at være præcis dét menneske, de gerne vil være, uden at bestemte normer og moraler skal stå som begrænsninger for den plads.

Mit følgende manifest er kommet til efter at jeg, som post-feminstjomfru, torsdag d. 23. november sad dybt koncentreret og overværede Yael Bartanas forestilling What if Women Ruled the World. Den spillede i Aarhus i forbindelse med Aarhus Kulturby. Ti kvinder – fem af dem virkelige personligheder fra adskillige steder i verden – fik til opgave at forholde sig til nutidige problemstilligner som klimaforandringerne, militære eskalationer og massive immigrationer. To ting fangede mig især ved denne forestilling. Nummer 1: Do Women not rule the world? og nummer 2: Why do Women not rule the world? Disse overvejelser fik mig til at vende øjnene udad og næsen indad og spørge mig selv: Hvordan er vores udgangspunkter til hinanden på kryds af køn? Og hvad betyder feminismen for mig og min tid lige nu?

// Illustration Cecilie Marie Ploug Petersen

 

Det er manden, der bestemmer

En interessant bemærkning i forestillingen var, da de sagde at problemstillingerne er “konsekvenserne af mænds handlinger”. En umiddelbar overdrevet antagelse, syntes jeg. Er det virkelig kun mænd, der besidder verdens elitære embeder? I min søgen efter svar, fandt jeg undersøgelser, der viste, at der i 2016 kun var 20 % kvindelige parlamentarikere på verdensplan. Derudover var der 18 % kvindelige ministre, og kun 47% af verdenslandene havde et kvindeligt statsoverhoved. Med sandheder som disse i tider som vores, kan man undres, om patriarkalismen nogensinde vil få sit forlis. Der er selvfølgelig sket store fremskridt det seneste århundrede – kvinder kan stemme, arbejde og lede politiske poster. Men hvordan virker de formelle rettigheder, hvis samfundets kulturelle strukturer og mekanismer tydeligvis forhindrer kvinder i at claime deres space?

Når det kommer til mænd og magt, hvad er det så, der gør dem så gode til at få den? Eller rettere, hvad er det, der gør, at de har den? Kigger man på ligestillingskampen, så er akilleshælen i vores udvikling, passivitet. De mænd, der i deres neglegering af feminismekampens vigtighed, ikke vælger at ville arbejde mod et ligeværdigt samfund, sætter automatisk en stor fed stopklods foran en progressiv samfundsudvikling. De er med til at fastholde et kønsstruktureret samfund, hvor køn er betydligt afgørende for arbejdsdeling og organisering af samfundet, og dermed også i sidste ende magtdelingen. Man siger at action speaks louder than words, men når der hverken er words eller action, så sker der slet ingenting. Feminismen bliver  måske endda anskuet med en ironisk distance, som flueknepperisk adfærd, om man vil. Og hvor bunder så denne neutralitet? Måske ser de retrospektivt på vores kønsforståelse, og tænker at der egentlig er sket nok? Eller måske der i nogen mænd bare bor en lille mikrochip inde i hjernen, der ligesom en pacemaker, sender små impulser til deres hoved om, at mænd er sejere end kvinder?

 

En måde at forstå mændendes magt, kan være ved netop at kigge på denne ignorance. For måske det netop er årsagen til, at mandelige ledere avler mandelige leder. Uden stillingstagen til ligestillingsproblemerne, fastholder man samtidig en selvfølgelighed i, at det er manden, der bestemmer. En ubetinget arvefølge – kun for mænd. Og mænd er (sikkert grundet deres kønslige status) dygtige til at ifører sig autoritære roller, og derfor er det somme tider lettere at lade dem beholde deres givne eller erobrede magt, fordi det giver deres tilhængere en vis tryghed. Se blot på det amerikanske valg 2016. Måske tryghed ikke er det rette ord, men så i hvert fald en slags stabilitet, fordi der hos en autoritet sjældent hersker nogen tvivl.

Men hvad sker der så, når man giver kvinder magten? Andre spørgsmål bliver stillet. Hvad jeg lagde mærke til i forestillingen var, at når kvinder er tilstedeværende i panelet, får en sag andre vinkler på – hvilket vel var det overordnede budskab med forestillingen. Spørgsmålene og deres dertilhørende svar er ikke nødvendigvis bedre – tvært imod. Men kvinder tilfører nye dimensioner – ikke nødvendigvis bedre, men nye, andre dimensioner, som er med til at mangfoldiggøre debatten.

Politisk aktivist og kunstner Birgitta Jónsdóttir sagde i forestillingen meget basalt, men utrolig vigtigt, “at vi indoktrineres med begrænsninger fra den dag vi bliver født” – mænd såvel kvinder. Og det er vigtigt at have med, når det kommer til kvinder og magt. For hvis ikke unge piger fra barnsben bliver fortalt, mindet om og bekræftet i, at deres egen stemme er ligeså stor som en mands, så bliver det på længere sigt svært for dem at huske det, når de står i en situation, hvor det gælder om at råbe højt. Det store spørgsmål er så, hvordan vi får fremmet kvindelig deltagelse i samfundets forskellige beslutningskredse. Måske ville kvindekvoter styrke en mere egalitær samfundskultur? Men på den anden side, så burde rekruttering jo ske på baggrund af kvalifikation og faglighed – og ikke på køn.

// Illutration Cecilie Marie Ploug Petersen

 

At være og ikke at være et køn

“Vi skal kæmpe for vores rettigheder – ikke fordi vi er kvinder, men fordi vi er kvalificerede”. Sådan lød et opråb fra Danmarks første kvindelige general Lone Træholt i forestillingen, under debatten om kvinders rettigheder. Og akkurat vores køn er en kæmpe deal-breaker for så uendelig mange ting i vores samfund. Jeg selv har netop været god til at pointere kønsforskelle, hvilket på sin vis modsiger min pointe om, at kønslige sociale konstruktioner, som skaber ulige magtfordelinger, ikke må være definerende for, hvem vi er. Her kommer min gennemsigtighed til syne, men det viser vel også hvor paradoksalt kønsproblematikken er. Nok er jeg feminist, men samtidig hænger jeg mange ting op på, hvilket køn vi er. Og hvad betyder vores køn? Betyder det overhovedet noget?

Vi lever i øjeblikket i en post-køn, ikke-endnu-identificeret-fjerde-bølge-af-feminisme æra. En tid med et kønskonstruktivistisk menneskesyn, en idé fra den amerikanske filosof, sociolog og queerteoretiker Judith Butler. Her bliver kønnet en social konstruktion – og intet andet. Man betragter kønnet som performativt, dvs. som en konstitution af forskellige konstruerede værdier. Det kan være ret så identitetsforstyrrende, oplever jeg. For det vil sige at mandlighed og kvindelighed er konstrueret, men bliver postuleret for at være naturlig. Og hvis ikke jeg er kvinde – hvad er jeg så? På den ene side er der en tryghed i at kunne følge et bestemt kønsnormativ, men på den anden side, hvis man som kvinde ikke føler sig identificerbar med f.eks. de samfundsbestemte feminine idealer, vil man istedet opleve en fremmedgjorthed og alenehed.

 

Men lad os sige, at vi fødes uafhængige af, hvad der bor mellem vores ben. Så ville vi ikke blive systematisk påvirket af samfundsbestemte normer og forventninger om, hvem vi skulle være, hvordan vi skulle opfører os, og hvad vi burde og ikke burde. På den måde er et socialtkonstruktivistisk menneskesyn meget omfavnende og imødekommende. Jeg kender mænd, der går med neglelak og øreringe, og kvinder med mere hår under armene end de har på hovedet, og alle er de lige sexede, dejlige og menneskelige. Og det er takket være en begyndende mere åben kønskultur.

Men jeg oplever også, at for at blive accepteret som et mere kønsflydende menneske, hvor man leger med sexualitet og fysisk/materiel udtryksform, er det under nogle stadigt socialtkontrollerede forhold. Mange af nutidens mønsterbrydere kan nærmest kategoriseres til nogle helt nye stereotyper i helt nye subkulturer. Og de folk, der formår at skille sig ud, forventes at udvise en udødelig selvsikkerhed, fordi de nu har valgt at gå ind i gråzonen. Deres selvsikkerhed bliver et panser mod den selvbetvivlelse som alle har, men som det kan være svært at få lov til at have, som mønsterbrydende gråzonegænger. Nok fordi vi altid vil misunde de mennesker, der tør gå forrest. Men til trods for denne liberalisering, så vil kønnet stadig være tilbage. Måske ikke som totempæl for vores sociale væsen, men som et udgangspunkt. En gåde.

// Illustration Cecilie Marie Ploug Petersen

Fokuserer man omvendt på essentialismen, hvor vi lader biologien være afgørende for vores identitet, opstår der hurtigt begrænsninger for, hvem vi kan være. Et godt eksempel er måden, vi anskuer kvindelig seksualitet og lyst på. Selvom vi lever i 2017, er det stadig ikke gået op for mange, at kvinder har ligeså meget lyst til sex, som mænd. Feminisme-trioen Twerkqueen Louise, Ekaterina Andersen og Nikita Klæstrup har netop udgivet bogen Ludermanifestet, hvor Ekaterina blandt andet omtaler kvinden som et seksuelt subjekt. »Det er begrænsende, når man ser sig som et seksuelt subjekt på én bestemt måde. Da jeg blev gravid, så ændrede min seksualitet sig. Men jeg er jo stadig et seksuelt subjekt, selvom jeg er gravid og kaster op.« Her bliver kønsrammerne vores fjende og styrer mere, end de guider. Ligefremhed omkring kvinders kønsliv er stadig et tabu i mange situationer – sex er noget, kvinder ønsker, og mænd får. Jeg tør vædde på, at kvinden gennem sin levetid oplever mere skam, end manden gør. Og jeg tør også vædde på, at 40 % af den skam udspringer fra en sexuel oplevelse. Det er som om at kvinden, den dag hun blev født, fik at vide, at hullet mellem hendes ben er til, fordi hun mangler nogen til at fylde det ud. Og jeg tror, at den overlegenhed, der hersker i nogle mænd, må udspringe fra den teori.

Så hvad er den naturlige udvikling af vores køn? Feminismen er med til at redefinere måden at være ‘mand’ og ‘kvinde’, fordi at feminismen i og med at gøre kønnene ligestillede, også gør det mere flydende og frit at være menneske. Men som jeg snakkede med en veninde om, så er det samtidigt vigtigt at kunne dyrke f.eks. det feminine. Men måske femininitet ikke nødvendigvis behøver at sammenkædes med kvindelighed. Måske det er når, vi opstiller et kontrastforhold mellem kvindeligt og mandeligt, at der opstår en gråzone, som vi har svært ved at definere. Denne gråzone er både et usikkert sted for nogle, fordi den udfordrer forventningerne til individet, men samtidig er en indgangsbillet for andre, fordi den ved at gøre kønnet flydende giver mennesket tvekønnede egenskaber.

 

Men som Kierkegaard skrev: ”alle vil udvikling – ingen vil forandring”, så på en måde forstår jeg godt, at ligestillingsprocessen vil tage tid. Det har været mig en bekymring, at feminismebølgen skulle blive misforstået som en matriarkalsk mission, hvilket nok også har været hvorfor, jeg tog afstand. Jeg ville ikke have, at uligheden skulle gøre os bange for at røre, omfavne og kontakte hinanden – på tværs af køn. Nyfeminismens dybdeborende arbejde er essentiel for et ligestillet verdensbillede, og jeg giver et mega bow down for den revolutionerende indsats, mine feministiske heltinder gør. Det er takket være dem, at jeg er så priviligeret at kunne skrive et essay som dette.

Mennesker minder mig meget om forvandlingskugler – bliver vi gødet længe nok, skifter vi lag og får nye farver. Det leder os både i fremgang og forfald – for hvornår er vi rodfæstede? Netop den usikkerhed gør vel, at der ligger en mulighed for, at der en dag vil være så meget plads til os selv, at vi ikke længere vil være bekymrede for, hvordan andre bruger deres.