Tall Ships og rom på kanondækket

Tall Ships og rom på kanondækket

Nej, det er ikke undergrund. Her er der ingen grund at stå på. VINK går planken ud og rapporterer om indtryk fra kajen under The Tall Ships Races sidste weekend. Især med fokus på et særarrangement via Folkeuniversitet, som bød ombord på en kopi af skibet Götheborg fra 1700-tallet til foredrag og romsmagning. 

 

Alle fotos: Thomas Rørby Petersen

Alle fotos: Thomas Rørby Petersen

 

Ohøj!
Det startede som en afsked. Man ville sige farvel til verdens sidste store sejlskibe. Året var 1956. Skibskavalkaden, dengang bestående af tyve majestætiske eksemplarer, sejlede fra Torquay, England til Lissabon, dog uden at forsvinde på horisonten som en nedgående sol, der ikke skulle stå op igen. Det viste sig, at folk ikke var rede til at sige farvel. I stedet gik de i jublende forsvar for disse skibsfestivitas, hvorfor det i 1956 ikke blev til en afsked, men derimod en velkomsthilsen, hvis kraft endnu giver genlyd. Det kan man udlede af de 104 skibe fra 17 forskellige nationer, der 67 år senere udgør regattaen. 

 

vinkimgfileJEGVuFzHbKZWrfBLEWRm

 

Af en omvej
Det er fredag eftermiddag og der er stedvis sol, som de ville formulere det i vejrudsigten, og blæsten river i hår og master. Den sidste formulering tror jeg ikke, de ville sige på TV. Men sådan er det, og jeg er spændt på at komme tættere på skibene og rigtigt tage dem i øjesyn. Vi går langs et hegn ud til kystvejen, efter anvisning fra en mand med blå kasket og officielle flyers ved den gamle toldbygning. Man føler lidt – og det er også delvist sandt, at man skal over en hel byggeplads for at komme frem til mellemarmen tæt på Europaplads, hvor skibene ligger til kaj og besætningerne paraderer til fornøjelse for publikum og hinanden.

 

vinkimgfileKYDjuuPogKBSVHyYSdFM

 

vinkimgfileRJyCsoffSifaAvrUenUx

 

vinkimgfilepSVByHEscabpBhtxnmmV

 

Store skibe i et lille farvand
Efter en længere kamp gennem masserne, der klumper sig sammen som menneskefars på hver side af optoget, kan man endelig rigtigt se dem: The Tall Ships. Imponerende konstruktioner af tov og træ, bygget til at krydse de fem verdenshave, vugger i dette øjeblik i Aarhus’ lille grønne bassin. Galionsfigurerne forestiller feminine eller dragelignende skabninger, der enten skal tjene fartøjerne som skytsånd eller trussel mod fjender ude på farvandene. På flere af skibene kan man få lov til at gå ombord og se sig omkring. Enkelte matroser holder sig bag områder markeret crew only, hvor de ryger smøger og kigger ud på det gabende vand.

 

vinkimgfiletuYLEyYaBqMpopEBbfOu

 

vinkimgfileXIsodxmJMIVEsLmzBOwV

 

vinkimgfileMHxBbkZWpmkQddzpXywq

 

Det lufter ombord på Götheborg
Folkeuniversitet er ofte gode til at finde på kulturarrangementer, der giver anledning til helt specielle oplevelser. Det var da også et sådant, der fangede min opmærksomhed, da jeg skulle tage stilling til det omfattende program, der gjorde sig gældende under skibenes opholdstid i Aarhus havn. ’I Flådens tjeneste’ hed omtalte særarrangement, hvis to vigtigste komponenter var historie og rom. Arrangementet skulle afvikles ombord på en kopi af ostindiefareren Götheborg fra 1700-tallet, som er verdens største sejlskib. Det forliste uden for Sveriges kyst på hjemturen fra Kina.

Vi går op af landgangsbroen og ned af en stejl trappe til kanondækket, som de beder os om. Dér bliver vi mødt af to kvinder iført 1700-tals kjoler med korsetter og hoftepuder, smil og udskænkning. I blinkende klare glas får vi serveret den første ud af tre rom, en ’Dos Maderas’, som har lagret i ti år og smager af karamel, der løber ned gennem en drages strube. Langs siderne vender kanoner ud mod bugten gennem åbne lemme. Der er borde og bænke i lommer mellem kanonerne. Vi sætter os på en bænk i den ende af skibet, hvor der er arrangeret en lille scene, okkuperet af Jacob Venndt, der spiller sømandsviser på mundharmonika. Ved siden af mig sætter der sig en kvinde med dybe smilehuller, iført en bluse med tryk på, hvor der står: Viva la vida. Dækket dufter af sprit og træbehandlingsolie. Jeg indsnuser det hele som en druknende, der får mulighed for at trække luft.

 

vinkimgfilemAykJWKquFJVFgvmdrkf

 

vinkimgfiledRvkqOaVScnBMhDHvsJP

 

vinkimgfileOHKzkElVZMhWMpaTMFNr

 

I Flådens tjeneste
Manden med viden om livet ombord på et orlogsskib (krigsskib) i 1700-tallet hedder Jakob Seerup. Jakob er museumsinspektør på Statens Forsvarshistoriske Museum, Orlogsmuseet og Tøjhusmuseet. Han stiller sig op ved mikrofonen i sit jakkesæt og kondisko, og afløser en af aftens arrangører Lisbeth Rosenørn, som netop har sagt velkommen.
Han starter med at tage en dyb indånding i hørbar fryd over, hvad han forklarer, er den beklumrede luft på dækket, som understreger hans pointe om, at det i 1700-tallet gjaldt, at skibe var af træ, mænd af stål og ikke omvendt. Er man en rigtig mand i dag, hvis man klarer passiv røg uden at få fine fornemmelser eller tårer i øjnene?

Miljøet ombord på flådens skibe var dengang særdeles voldske og maskuline. Et eksempel herpå, var deres afstraffelsesformer. Mandskabet kunne fx blive udsat for kølhaling, hvilket vil sige, at den afstraffede blev bundet og trukket hele vejen rundt om skibets skrog. Ikke alene var der stor risiko for at drukne, men ovenikøbet for at blive revet sønder og sammen pga. skarpe rurer og muslingeskaller, der sad på skroget og forvandlede det til et rivejern.

Trods det barske miljø, hvor man yderligere opdigter et mandskab i konstant slagsmål med en flaske i hånden, så drak de faktisk mest vand. Vores maritime forgængere vidste ikke en dyt om mikroskopiske organismer, de brugte i stedet deres sanser, når de skulle bedømme drikkevandets tilstand. Dengang hed det sig, at vand kunne rådne fire gange. Hver gang det rådnede, ville vandet boble og blive gulligt, inden skidtet bundfaldt og vandet igen blev roligt, dog altid væsentligt brunere end før. Indimellem disse episoder, hvor vandet skabte sig, kunne det ‘fint’ drikkes. Lige indtil den femte gang. Så var det noget møg!

Modsat hvad man skulle tro, var matroserne ikke ofre for en mangelkultur. De havde en kiste med sig ombord til deling med deres makker, hvor de opbevarede deres værdigenstande. Hvad opbevarede de så for nogle værdier? Tja, selvfølgelig var der de tiloversblevne rigsdaler, som mændene ikke havde nået at brænde af på sprut og hor, mens de lå til havn. Derudover var der messingknapper, skospænder, piber, knive, underbukser, skjorter, bukser, m.m. Men det mest besynderlige ifølge undertegnet var parykken. Jakob fortæller, at hver af disse barske matroser ville skynde sig at finde parykken frem, når de fortøjede skibet og begav sig i land. På med lammeskindsparykken, der efter sigende skulle have lignet en udklippet rund sektion fra et moderne lammeskindstæppe. Jovist de var barske!


Jeg kunne blive ved. Mit hoved er blevet proppet med viden om livet ombord på 1700-tals fartøjer som denne smukke tremastet fuldrigger. 
vinkimgfileYhCgAwyOZxzxokAIffkJ
vinkimgfileqUiHxspTdOrVvkPPdXzV

Museumsinspektør Jakob Seerup, Statens Forsvarshistoriske Museum, Orlogsmuseet og Tøjhusmuseet.

 

Se – Duft – Smag – Hals
En af Folkeuniversitetets arrangører Lisbeth Rosenørn fortæller lidt om rom, og jeg indrømmer blankt, at jeg forinden aftenen var ganske uvidende, når samtalen faldt på rom (hvad den aldrig gjorde; den er bare blevet tyllet ned sammen med cola, og pink Fanta, når det var rigtig slemt). Men her på kanondækket, ombord på et kæmpemæssigt skib, der har vækket 1700-tallet til live igen, opdager jeg, at rom faktisk kan smage svimlende godt. Den er først og fremmest sød. Lisbeth fortæller, at den er lavet på sukkerrørssaft eller restproduktet fra fremstillingen af rørsukker. Farverne på de tre rom vi drikker, er gylden brune. Vi får fortalt, at jo mørkere den brune farve er, jo længere har rommen lagret, typisk på egetræsfade. Verdens rom kommer hovedsageligt fra Caribien, Mellemamerika og det nordlige Sydamerika. I aften drikker vi, udover Dos Maderas fra Barbados og Guyana, rom fra Peru og Vestindien. Den peruvianske rom hedder ’Ron Millonario Solera Reserva’ og er flere gange blevet kåret til verdens bedste rom. Lisbeth fremlægger en firetrins metode til romsmagning; først skal man kigge på farven og teksturen, dernæst skal den duftes. Tredje trin er smagen, og til sidst skal det mærkes, hvordan den passere ned gennem struben. Mine kinder er røde, min strube stærk og levende, og et hav af bismag ligger som et kludetæppe på min tunge: Sukker, mandler, vanilje, chokolade, appelsiner…

 

vinkimgfileBpZdjtcVLjtjvGYiOIcJ

 

vinkimgfileqfzdRpHsPoDYqSZbWRBq

 

vinkimgfileorTnLaNPCnkJNGJTGwMA

 

vinkimgfileRcSXqXvQsyoVvSJoyvqA

Øverst Lisbeth Rosenørn fra Folkeuniversitetet og Jakob Seerup, forelæser samt museumsinspektør.

 

 

Østers og bobler versus Fish n’ chips
Efter arrangementet er jeg lidt (de)light-headed. Det pludselige væld af lys og musikken, der spiller på fuld skrue nede på scenepladsen. Boderne oser og folk drikker, griner og råber. Jeg forestiller mig lidt, at det var – og stadig mange steder er – sådan at sejle i havn, hvor man bliver mødt med masser af liv og indtryk, efter hvad der måtte have forekommet som uendelige blå måneder.
Mens jeg overvejer, hvilken af samtlige boder jeg skal spise ved, som tæller alt maritimt fra rigmands delikatesser som rå østers og champagne til almindelige menneskers fish n’ chips, prøver jeg samtidig at reflektere over arrangementets betydning. Det måtte efter min mening gerne have dykket mere ned i sømandssindet hos disse matroser fra 1700-tallet. Dagbogsoptegnelser og den slags, der mere indgående og intimt udfoldede nogle af de følelser og tanker mændene gjorde sig under ophold på skibene. Det lille forbigåede ønske til side, var det spændende at få indblik i et univers fra en tid, der ikke ligner min egen, men som har været med til at forme den. Hvorfor nøjes med at rejse til diverse eksotiske mål, når man også gennem arrangementer som dette, kan opleve at rejse i tid og ånd?

Hvis du også er blevet interesseret i at rejse på denne måde, kan jeg anbefale dig at holde øje med Folkeuniversitets hjemmeside, som udfolder en bred vifte af viden- og kulturarrangementer samt kurser.

Hvad: The Tall Ships Races. I Flådens tjeneste – særarrangement ved Folkeuniversitetet
Hvornår: The Tall Ships Races besøgte Aarhus d. 4-7 Juli og er nu sejlet videre mod Helsinki. Skibenes endelige destination er Szczecin i Polen d. 3-6 August.
Hvor: Aarhus Havn. For andre spændende særarrangementer og kurser se Folkeuniversitets program her
Hvorfor: Hvad The Tall Ships Races angår: Fordi det er en sjælden skønhed på øjet og i længselsfulde hjerter. Hvad særarrangementet angår: Fordi du ønsker at rejse på flere måder end turistens gængse.
Mønt: Særarrangementet: I Flådens tjeneste kostede 350 rigsdaler

 

vinkimgfiletcnqHeXEtAFsBlmwpmzy

 

vinkimgfileQPzbEoZZYPiKCTtoocCE

 

vinkimgfilebctIFCRvOmUZTvCsmRYo

 

vinkimgfileIxFLKZdpHiPrJfPAGwBx

 

vinkimgfilenaOAcTBzhwoEEVuRIsFc

Skriv en kommentar