Fredag eftermiddag og aften stod Culture Works for endnu en omgang Drunk Creatives – denne gang i samarbejde med Designit. Begivenheden var desuden rykket ud af vante rammer og sat ind i lokalerne hos Designit på Fiskerivej ved Lystbådehavnen.

 

Drunk Creatives er et spændende aarhusiansk tiltag, som med andre ord kan kaldes for fredagsbaren for iværksættere og kreative sjæle. Det er et sted, hvor man kan mingle, udveksle ideer med andre folk i branchen og tilmed skabe nye forretningskontakter.

Alle fotos: Mads Christensen

 

Fie Lindholm Andreasen fra Culture Works fortalte os, at konceptet er blevet meget populært både for allerede etablerede iværksættere, men også for studerende som har interesse i feltet. Hun fortalte yderligere til VINK, at Drunk Creatives skal være en afslappet begivenhed samt et sted, hvor man kan få en øl eller tre. Dertil skal det være et sted, hvor man skal turde komme alene for at snakke og møde nye mennesker.

CHR_9091

 

Designit havde valgt at stå for lokalerne denne gang, og det var der også en god grund til. Designit er en spændende aarhusiansk baseret virksomhed som blev startet op i 1991. Folkene bag Designit er alle uddannede industrielle designere fra Arkitektskolen Aarhus. I dag er 400 mennesker ansat i virksomheden fordelt på 12 kontorer verden over, hvor de arbejder med branding, produkt og visuelt design.

Fie fra Culture Works fortalte desuden, at Designit ønsker at åbne op for deres kontoromgivelser og invitere folk indenfor. Alt er med henblik på at skabe mere kontakt til andre kreative erhvervsfolk.

 

Og hyggeligt var det! Stedet var fyldt med unge og creative-looking folk, solen skinnede og folk kunne sidde udenfor. Indenfor kunne man finde en øl i baren og ellers hænge ud i Designits store lyse lokaler til lækker musik.

CHR_9125

 

God stemning, gode øl, gode mennesker og nye kontakter. What’s not to like? Hold øje med Drunk Creatives, og tag med næste gang.

CHR_9152