Det er ikke første gang, jeg møder nogle af de forskellige bænke rundt om i byen. Bænke er indrettet på den måde, at de giver et helt naturligt overblik over byen og dens bevægelser. Og disse bevægelser er altid anderledes om sommeren.

 

SAM_0776
Med et begærligt blik søger jeg sommerligheden // foto: selvportræt

 

Risskov

Der er en helt særlig bænk inde i midten af skoven, lidt ude, nærmest på kanten, hvor man har tre muligheder: man kan kigge ud mod Bellevue og Den Permanente, mod havet og Mols eller mod havnen og byen. Og jeg sidder lidt begærligt og benytter mig af alle tre muligheder. Især ved Mols kan man se årstidernes forandringer. Landskabet har langt flere nuancer lige nu.

 

Til forskel fra vinteren blomstrer træerne, det siger næsten sig selv, men stemningen er anderledes. Jeg kan høre det i skridtene bag mig, i måden træerne slynger sig i solen på og i mig selv, siddende på bænken, tænkende og sansemættet. Efter at have siddet lidt hos min gamle ven, bænken, går jeg tilbage ind mod byen, hvor jeg kommer forbi træningsredskaberne og ”solcentret”, hvor de fleste sidder og gør sig til. Denne gøren sig til har jeg altid fundet lidt sær, jeg sætter mig ned for at slappe af, ikke gøre mig til.

 

Måger svæver over bølger, der slår, foran byen, der danser // Foto: Daniel Boys
Måger svæver over bølger, der slår, foran byen, der danser // Foto: Daniel Boysen

 

Mølleparken

Inde i byen handler det igen om overblikket. Bænkene er placeret længst oppe mod det, der stadig er Hovedbibliotek lidt endnu. Parken er fyldt med mennesker. Aarhus kastet ind i centrifugen og slynget rundt, på tværs af de grupperinger, der normalt splitter byens befolkning. Poptøser sidder tæt ved punkere, skatere kører tæt ved børnefamilier og skakspillere sidder mellem fordrukne unge.

 

Der er noget smukt over sommerlighedens påmindelse om, at alt kan sameksistere. Kunsten er at få denne påmindelse til at strække sig gennem resten af året, når vi ikke længere på samme måde bevæger os frit rundt i gaderne. Når vi holder os inde på grund af sne, kulde og trafikalt kaos. Når vi sidder derinde, bag vores gardiner, under tæppet, med stearinlys og tv, skal vi huske, at vi er med til at skabe byen. Dét viser sommerligheden.

 

Og jeg elsker Mølleparken, på trods af dens renhed i forhold til tidligere. Det er rart at se byen bevæge sig rundt på den måde og kigge op. Det er også en af sommerlighedens gode egenskaber: vi kigger op og smiler. Når vi først har delt et smil mellem os, er der ikke langt til et ”hej” og ”hvor skal vi så hen nu?”

 

Efterladte bænke et sted i Mejlgade // Foto: Daniel Boysen
Efterladte bænke et sted i Mejlgade // Foto: Daniel Boysen

 

Mejlgade

Der findes også skjulte bænke. Som de bænke, der er en del af min baggård. Her sidder vi, på tværs af vores adresser og vejnavne. Bænke er ikke kun udkigsposter som i Risskov og Mølleparken. Faktisk er de også mødesteder. Det handler om mod – at sætte sig tæt ved hinanden – og give slip på konventioner om alenetid og kassetænkning. Bare fordi man sidder på en bænk, betyder det ikke nødvendigvis, at man er kommet ud for at være alene.

 

Sommerligheden handler altså om mod, frihed, smil, at grille, at danse, at spise mere end man måske burde og at mødes. Med ordene fra Louis Armstrong, Ella Fitzgerald og hvem der ellers har fremført sangen: Summertime, and the livin’ is easy.

 

Pointen er, at der er mange bænke, og alt kan ske, når man udforsker dem. Det er ikke kun om sommeren, at de gør livet lidt lettere – bænkene har alle dén funktion, vi giver dem: sovepladser, steder at samle os, siddeplads, overbliksplads, et skjulested og så videre.

 

Ses vi på en bænk?