Først kommer ARoS. Så kommer Strandvejen og Tangkrogen pyntet med vandspredere og sommernydere ved vandet. Derefter kommer træerne og biler, der holder parkeret i vejkanten. Sidst kommer følelsen af at have cykelstien under trætoppene (næsten) for sig selv. 

 

Foto: Nanna Jakobsgaard Nielsen
Foto: Nanna Jakobsgaard Nielsen

 

Her er du fri

Der er muntert gang i pedalerne. Sommeren er min cykelturs soundtrack, som er jeg en statist i en Kildemoesreklame. Rugsted og Kreuzfeldt. Spring op. Tag med. Vejret og scenen er som taget fra reklamen til virkeligheden. Børn hviner under afkølende vandspredere. En kvinde iPhotograferer ud over det badende sommerlandskab ved Tangkrogen. Jeg forstår hvorfor.

Selvom vandsprederen sprutter og lokker, triller jeg videre med en dråbe sommersved på vej ned ad kinden. Varmen omfavner mig, men en hel anden følelse venter under skovdækket. Man mærker solen, og den kigger ned mellem trætoppene, der fletter sig ind over hinanden. Men det er koldere i træernes skygge. Rarere, selvom man jo ikke må brokke sig over solskin.

På cykelstierne i skoven er du fri. Ingen rød lyskurv bremser farten. Sus afsted, så hurtigt du tør. Eller så hurtigt cykelgearet kan følge med til. Jeg nyder det. Det er eftermiddag. Temperaturen skifter. Det er lunt op ad de små bakker i det lave gear. Koldere, når man får fart på nedad.

Andre, der møder mit blik på stien, bekræfter med et smil min følelse af, hvor rart vi har det. De grønne, brune og blå nuancer blander sig. Broer, vandløb, solpletter giver afveksling for mine øjne bag solbrillerne.

Til sidst når jeg til Moesgård Skov. Her har jeg vejen for mig selv, og jeg fortsætter, indtil mit udprintede kort og mine halvtomme vandflasker fortæller mig, at det er på tide at vende om. Køre samme vej tilbage. Forbi Ballehage og tilbage til den kogende asfalt i midtbyen. Mon ikke jeg godt kan klare den tur igen?

vinkimgfilejVYXabOiHmjXAwqmUqSi

Stråler over Aarhus

Aarhus Kommune har i samarbejde med Naturhistorisk Museum i Aarhus lavet naturruter, der stråler fra Aarhus by og ud i den omkringliggende natur. Derfor hedder ruterne ”Solstråler over Aarhus”. Det er efterhånden old news, men classic news – betragt derfor dette som et opråb om at huske på, hvor tæt på naturen du egentlig er.

Der er syv forskellige ruter, der egner sig godt til cykel, løb eller vandring. Læs mere om de forskellige ruter her.

Kystruten lader dig cykle under træer, tæt på vandet, forbi flere isboder og skilte, der fortæller om områdets historie. Tag på din egen grønne opdagelse.

VINK ønsker dig god medvind på dine sommercykelture. Husk solcreme, fyldte vandflasker og gode cykelben.

Hvad: Soltråler over Aarhus

Hvornår: Når du har lyst

Hvor: Cykel/gå/vandreruter i naturen omkring Aarhus

Hvorfor: Fordi cykeltur i naturen giver dig et friskt pust i vores sommerhede solby. Gør det alene, eller sammen med nogen/nogle, du godt kan lide.

Mønt: Gratis – medmindre du punkterer eller køber is.

Links: Solstråler over AarhusSolstrålekort

vinkimgfileNdJDDGwmuooHtXxWUfzQ