SERIE: Skjulte Samlere er en serie på VINK, som giver indblik i helt almindelige aarhusianeres skøre, mærkværdige, finurlige og unikke samlinger. Ingen samling er for lille. Ingen samling er for stor. Så velkommen ind i det skjulte univers af samlere.

samler (1)
// Alle billeder: Johanne Teglgård Olsen

Vores tredje samler i serien er Sara-Marie Bo, og hendes samling er nok den “varmeste”, vi kommer til at møde. Hendes samling består nemlig af over 50 jakker; dunjakker, pelsjakker, ruskindsjakker, sommerjakker og bomuldsjakker.

Fascinationens begyndelse

Da jeg spørger Sara-Marie, hvor lang tid hun har samlet, ved hun det faktisk slet ikke. Hun kan ikke huske noget tidspunkt, hvor hun ikke har samlet på jakker. Hun nævner også, at fascinationen af jakker kom allerede tilbage i folkeskolen.

Det er ikke, fordi Sara-Marie tænker på sig selv som en ”typisk” samler, for hun går ikke decideret på jagt efter jakker. Det er mere bare noget ubevidst, hun kommer til, og hvis hun kommer forbi en genbrugsforretning, er det også det første, hun kigger efter.

 

samler (2)
Her ses et udpluk af Sara-Maries ‘fake fur’-jakker.

Genbrugsjakker for små penge

De fleste af Sara-Maries jakker er fra genbrugsbutikker, og rigtig mange af dem har hun fået for næsten ingen penge. Grunden til dette er, at hun altid besøger små genbrugsbutikker i mindre byer. For eksempel kan hun, når hun besøger familien, finde på at låne bilen og køre ud i de nærmeste genbrugsbutikker. Ellers finder hun jakker på markeder; så som flagstangsmarkeder eller markeder i udlandet.

Det er egentlig ikke, fordi hun mangler flere jakker, men hun kan bare ikke lade være med at finde nye. Så selvom hun allerede har en fed læderjakke, når hun får øje på en ny… Ja, så kan hun ikke lade være med også at købe den. Faktisk ejer Sara-Marie både en rød, en hvid, en brun og en sort læderjakke.

 

samler (3)
Endnu et udpluk af jakke-samlingen; her kan du se de forskellige læderjakker.

Unikt og specielt

Når Sara-Marie kigger efter jakker, er det bedste for hende at finde jakker, der er lidt specielle. Noget af det, hun godt kan lide, er 80’er jakker med skulderpuder eller jakker med en kombination af flere materialer sat sammen.

Faktisk er hun også kommet til at købe jakker, som hun egentlig har tænkt ikke var særlig kønne. Men som tiden skifter, gør moden det samme, og pludselig kan en ikke specielt køn jakke, gå hen og blive smart.

samler (4)
Sara-Marie købte denne jakke på Roskilde Festival for fire år siden. Der var en masse små mærkelige perler på, som hun selv har taget af, men det, hun faldt for ved denne, var netop kombinationen af pels og bomuld.
samler (5)
Jakken her har Sara-Marie købt på et marked i Amsterdam af en meget sød mand, der havde en kæreste i Danmark. De snakkede i lang tid, og hun endte med at få en kæmpe bunke tøj for 100 kr. af ham.

Skifter jakker flere gange om dagen

Når man har så mange jakker som Sara-Marie, kan man kun forestille sig, hvor svært det må være at vælge sit outfit om morgenen. Det løser hun dog ved nogle gange at skifte jakke op til flere gange om dagen.

Men hvor opbevarer man så sine 50 jakker?

Jo, for Sara-Marie ligger mange af dem i kælderen, og resten af dem har hun på flere stativer på sit værelse. En gang imellem når hun er i kælderen, kigger hun sine jakker igennem og finder nogle af dem frem igen. Man kan altså roligt sige, at hendes garderobe nærmest udskiftes, uden hun behøver købe nyt; hun skal bare en tur i kælderen.

Men når over halvdelen af ens jakker ikke hænger i ens garderobe, så man kan se, hvad man har, kan det resultere i lidt ens jakker: Sara-Marie kom på et tidspunkt til at købe en jakke med dyreprint, fordi hun havde glemt, hun havde en i forvejen. Den ene af dem havde dog en hætte, så helt ens er de ikke. Dette gælder for mange af hendes jakker; selvom de ser ens ud, er de forskellige alle sammen.

 

 Her ses nogle hendes ruskindsjakker.
Her ses nogle hendes ruskindsjakker.

Ubrugte jakker

Da vi kigger hendes jakker igennem, opdager vi hurtigt, at nogle af dem stadig har prisskilt på, og Sara-Marie skynder sig at pille dem af.

Hun føler selv, at det er lidt dumt at blive ved med at købe jakker, når hun ikke engang har gået med dem alle sammen, men hun kan bare ikke lade være. Og selvom hun har jakker, hun endnu ikke har brugt, kan hun heller ikke nænne at skille sig af med dem – for hvad nu hvis hun kommer til at bruge dem en dag? Moden skifter jo hele tiden, og det gælder også jakkemode, så hvis der er nogen, der er up-to-date, så må man sige, at det er Sara-Marie. Og hvorfor kan man ikke ligeså godt have 1000 jakker, som man kan have 1000 bukser eller alt muligt andet tøj?

samler (7)
Den jakke er fra den københavnske genbrugsbutik Fremtiden, hvor Sara-Marie engang arbejdede. Her fik hun lov til at vælge jakker fra til sig selv, inden de kom ud i butikkerne, og hun har nogle flotte og specielle jakker derfra.

 

Har du selv en lille/stor/sjov/sej/nice/speciel/mærkelig samling, eller kender du måske en, der har? Så vil vi meget gerne dele den med resten af Aarhus – så kontakt os endelig!

 

Tak for denne gang! // Amalie