På mange punkter er Simon Væver en helt almindelig gut fra en lille flække i Midtjylland. Han elsker lasagne, Crash Bandicoot og fodbold. Hans hjem er indrettet med en stor sort lædersofa, en stor sort skænk og en stor sort fladskærm. Men på andre punkter er Simon ikke, som drenge er flest. Han går med perlehalskæde og neglelak, har en kat der hedder Sherlock, og så er han en jokesmed – det vi i folkemunde kalder en stand-up-komiker.
Utæmmede funny bones
Blot en uge inden sin første optræden fandt Simon Væver en Facebook-gruppe for stand-up i Aarhus, hvor komikere kunne booke sig ind på spots. En mandag aften får han lov at lave 5 min. på Bar Smil. Han hopper på bussen i lille Ans og lander i store Aarhus. Faktisk er byen så stor for ham, at han ikke kan finde baren, og derfor kommer et kvarter for sent. Da han langt om længe træder ind ad døren på Bar Smil, bliver han mødt af en ny og fremmed lyd. En summen fra helt nye mennesker et helt nyt sted – ja faktisk en hel ny verden. Backstage tør han ikke snakke med de andre komikere i ærefrygt. “Jeg tænkte, at de sikkert var meget sjovere end mig. Alle har dét kørende for sig, at de er sjove – også privat – og så stod jeg der som en 17-årig dreng. Så jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte tie stille og lytte”, fortæller Simon. Han tog en øl med op på scenen, da han havde set andre komikere på TV gøre sådan. Da han efter de fem minutters fame vælter af scenen, er han helt høj, og tænker: “Det her stopper jeg aldrig med! Det her skal jeg lave resten af mit liv”.
Selvom Simon muligvis har funny bones, tog det ham lang tid at lære at bruge dem. “Jeg var heldig med min debut, selvom jeg ikke som sådan havde et talent for stand-up. Der var en lang periode i starten, hvor jeg ikke var særlig god, og hvor det gik trægt. Efter flere år knækker jeg koden for min stand-up og finder min stil gennem øvelse og studie af især udenlandsk stand-up – jeg gik mere teoretisk til værks, hvilket i sidste ende gav pote”.
Jydepotte eller københavnersnude?
Selvom Simon Væver har trådt de fleste af sine skridt i den midtjyske muld, valgte han i slutningen af 2019 at rykke teltpælene op og slå sig ned i Hovedstaden – hvilket han ikke et sekund har fortrudt. Han er dermed blevet definitionen på en eksiljyde. “Stand-up-miljøet i Aarhus er meget samlet et sted – nemlig på Alberts. Fordelen er at du altid har et trygt og godt sted at komme både som optrædende komiker og som publikum. Det er også lettere at få et spot som ny komiker. Der er en forening inde over, som fordeler spots ligeligt. Ulempen er så, at man ikke får trænet så mange forskellige scener og publikum-klienteller. I København er der mange barer, klubber og spillesteder at optræde på, men systemet er mere rodet. Hver by har sin charme. Jeg nyder at optræde begge steder! De kan hver sin ting”. Simon fortæller tilmed, hvor kollegialt et miljø comedy-branchen generelt er. Selvom de alle er konkurrenter, er de stadig kolleger, og der opstår oftest et kammeratskab mellem dem. Man hjælper hellere end gerne hinanden til tops.
Nej tak til uddannelse, ja tak til komik
Simon Væver har ofret uddannelse og karakterer for at forfølge drømmen som komiker. “Det startede som en fritidsinteresse, der tog mere og mere over. Hvis jeg havde et spot på Alberts, så måtte lektierne i gymnasiet vente. Jeg brugte mine penge på transport til bl.a. Aarhus og Aalborg – i stedet for at bruge dem på at hygge med vennerne eller andre fritidsinteresser. Jeg havde helt andre prioriteter end mine klassekammerater. Jeg gik meget mere op i, hvordan min optræden på en open-mic forløb, end hvad jeg fik af karakter til eksamen”. Selv inden, Simon blev professionel og tjente penge på det, så han det som et arbejde. “Jeg har længe været min egen chef. Nogle gange har jeg været en røvdårlig chef, der ikke får hanket op eller motiveret sin medarbejder, eller som ikke giver sin medarbejder fri, når han er dybt stresset. Jeg føler hele tiden, at jeg skal være på og være sjov. Jeg elsker jo også at få folk til at grine. Så fuck dem, som ikke mener, at det er et fuldtidsarbejde at være komiker”.
Diagnosedygtig
De gange, jeg har set Simon Væver optræde, har han altid været meget åben om de diagnoser, der knytter sig til ham. Som 11-årig fik han påklistret mærkatet ADHD, og i de sene teenageår fik han oven i hatten depression-prædikatet. Simon har dog lært en ting eller to siden: “Jeg tror ikke, at det hjælper os ikke at snakke om de svære ting. Folk skal vide, at de ikke er alene. Vi skal have det sjovt med dét at have det svært, ellers bliver livet fandme dystert!” Det har også hjulpet ham selv at snakke om sine diagnoser på scenen: “Det kan gøre en svær periode i ens liv lidt fjollet eller mindre alvorsfyldt. Det har 100% været en form for terapi for mig at snakke om det på scenen”. Som komiker med ADHD kan det praktiske og administrative være svært, fortæller han. “Jeg kan også komme til at tage ting for personligt. Min voldsomme følsomhed er lidt en ulempe ift. min karriere. Man tænker dog anderledes, fordi ens hjerne er anderledes støbt, hvilket kan bruges positivt. Ofte går man all-in på en passion, hvilket er en klar styrke, når man skal nørde stand-up”. Derudover er der talstærkt materiale i dét at have udfordringer. Simon Væver har bl.a. lavet jokes om bivirkninger ved antidepressiv, at være distræt samt situationen omkring at få stillet en diagnose.
IM·PO·NERENDE, det må jeg nok sige, ja!
Vitsmaskinen fra Ans har rundet de 27 somre og er nu klar med sit allerførste onemanshow, IM·PO·NERENDE. Jeg finder det derfor oplagt at spørge ham om, hvad eller hvem han vil definere som imponerende: “Folk, der har et 8-16 job. Cristiano Ronaldo. Chichen Itza. Min fars madlavning. Hvor åndssvag min kæreste sommetider er. Hvor dårlig jeg er til at blive voksen. Min kat imponerer mig bare generelt”. Men showet har ikke fået sin titel efter folk med 8-16 job eller Cristiano Ronaldo. I stedet udspringer den af Simon Vævers DM-sæt fra 2019, hvor han tog guldet med hjem. Her sluttede han nemlig sin bid af med ordene: “IM·PO·NERENDE, det må jeg nok sige, ja!” – så hvorfor ikke køre videre på catchphrasen?
Simon Væver bruger meget sig selv, sine udfordringer og sine oplevelser i sit nye show. Jeg vil derfor gerne vide, hvordan han tager en situation eller finurlighed fra hverdagen og brygger en joke på denne: “Jeg koger det ofte ned til, om det kun er mig, der har det svært med det eller kæmper med det, eller om det er relatérbart for andre. Hvis det kun er mig, der kender til problematikken, så skal jeg have folk til at følge min tankegang, når jeg skriver joken. Jeg prøver altid at vise situationen fra min vinkel eller at tage publikum med ind i mit hoved. Man skal ligesom male et billede for dem, så de kan se det klart og tydeligt. Det relatérbare er nemmere, for dér griner publikum allerede når man præsenterer præmissen for dem”.
Voksensnak
Showet handler i særdeleshed om dét at blive voksen. For hvorfor har vi så svært ved at blive, eller måske nærmere føle os, voksne i vores samtid? “Jeg føler, at man bliver kastet ud i det”, siger Simon. “Man bliver ikke rigtigt præsenteret for voksenlivet under ens skolegang. Man lærer jo ikke de der vigtige voksenting, som at læse en lejekontrakt, at lave en årsopgørelse eller at lægge et budget”. Måske har vokseværk dog altid været problemfyldt og vanskeligt. “Jeg tror ikke, at vores generation er ene om at have det svært med at gå fra ung til voksen. Men jeg tror, at uddannelsespresset og perfekthedskulturen skubber yderligere til det. Det er som om, at vi skal blive hurtigt færdige med alt og nå alt muligt, inden vi fylder 25”.
Men hvornår er man så rigtigt voksen i Simon Vævers øjne? “Det ved jeg ikke, om man nogensinde bliver”, siger han ret overbevisende. “Faktisk tror jeg ikke på, at voksne findes. Det er en skrøne, vi har fundet på for at passe på børnene. Så vi kan sige: Det tager de voksne sig af“.
Stor Mand, Lille Sal
Som dén aarhusianer, jeg er, vil jeg slutteligt høre Simon ad, hvorfor han særligt glæder sig til Aarhus-showet: “Jeg har optrådt i Musikhusets Lille Sal to gange før – begge gange under indledende runder i DM i stand-up 18 og 19. Begge gange var folk åndssvagt søde – og så gik jeg også videre til semifinalen. Musikhusets Lille Sal er et fuldstændig magisk sted at optræde! Der er lidt amfiteater over den. Selvom der kan sidde mange mennesker i salen, så er det stadig en meget intim oplevelse. Man føler sig som komiker helt tæt på sit publikum – på den gode måde, altså. Det gør det endnu mere specielt for mig at skulle lave mit første onemanshow i dén by, jeg debuterede i. Selvom jeg er eksiljyde, så er jeg stadig jyde ind til benet”. Og med disse ord slutter vi for denne gang.
Gør dig selv den tjeneste at købe billet til showet HER!
Coverbillede //Foto: Rebecca Brincker
