De var i hvert fald ikke til at overse på NorthSide. Altså dem med de lysende hørebøffer, der havde en fest, hvor end de befandt sig… Selv i køen til toiletterne. På festivalen fyrede Silent Events DK op for tre dages lydløs fest. Deres godt og vel 700 høretelefoner var næsten udsolgt hver.eneste.aften.

Træflisen skiftes nu ud med sandkorn, når Silent Disco nu på fredag rykker ned på Den Permanente i Aarhus. I samarbejde med Limbo Collective, Café Paradis og Aarhus Techno District inviteres du, dine venner og alle dem du endnu ikke kender med til fest ved vandkanten.

ALT HVAD HUN VILLE VAR AT DANSE

Jeg husker stadig min første gang. Det var i februar. Jeg var selvfølgelig kommet tidligt og stod nu foran en indgang til en tipi i indre København. Det er aldrig fedt at ankomme alene til en fest, hvor man ikke kender nogen. Jeg gik alligevel indenfor. Her var folk iført hørebøffer, der sporadisk lyste i farverne grøn, rød og blå. Næsten alle havde også et strålende smil, der strakte sig helt op om ørene. De dansede helt ude af takt med hinanden, men jeg kunne se, at de virkelig havde det godt.

Den gode, glade stemning oplever Simon fra Silent Events til de lydløse arrangementer. På trods af, at høretelefonerne umiddelbart synes ekskluderende for omverdenen, skaber de tværtimod et inkluderende fællesskab. “Jeg bliver stadig overrasket – og rørt – over hvor meget forbindelse, der opstår til vores fester. Hovedtelefonerne er en udvidelse af din komfortzone. Det gør dig mere fri, selvudtrykt, legende og villig til at interagere med fremmede. Og når dét sker for hundredvis af mennesker på en gang, så opstår der magi!”, forklarer Simon.

Lyden af det man ikke kan høre

Silent Disco fænomenet var allerede fremme for 10 år siden. Dengang manglede det dog et par finjusteringer og slog derfor ikke helt igennem, men sidenhen er tiderne skiftet. Rasmus og Andrius fra Aarhus Techno District forsikrer nu om forbedrede forhold. “[Vi mener nu] at lydoplevelsen er et sted, hvor det giver mening som alternativ til de klassiske bastunge højtalere. Det er ikke det samme, men det er noget andet, og dét er også fedt…”

Det er altså kun dig, der kan høre bassen i dine høretelefoner, men hvordan lyder et Silent Disco så udadtil? Simon beskriver lyden som en oplevelse for sig. “Det er som at få lov til at stå på en klub og kunne fjerne al musik og så høre hvad, der egentlig foregår.” Dette omfatter både klappen, jubelråb, snakken og tramp – ej at forglemme folk, der skråler med. “[…] sidstnævnte er sjovt, men sjældent kønt”, beskriver han og afslutter sin sætning med en storgrinende emoji.

// Alle illustrationer: Jacob Birk Nielsen

Feeling blue?

Silent Disco kan noget andet og magisk, som en tur i byen ikke formår. Konceptet skaber nemlig rammerne for et arrangement, hvor basarmen er lige så berettiget som et bootyshake alá Beyoncé. Der er altså plads til alle udtryk på samme tid og sted.
Med dine personlige høretelefoner kan du tune ind på tre kanaler: rød, blå eller grøn. Hver kanal er tilknyttet en live DJ, der mixer sit bud på aftenens bedste playliste. Frygt ikke for en træls queue-kultur eller et nummer, som du bare ikke bryder dig om. Uden at det går udover dine dansende omgivelser, kan du nemlig skifte kanal, som det passer dig og fyre op for din helt egen fest i selskab med andre.

BEKYMRINGSFRIE BEVÆGELSER

Silent Disco er fri for naboklager over en buldrende bas, der får ruderne til at ryste, for festen er jo udadtil lydløs. Lydstyrken bestemmer du selv, og du kan faktisk høre musik for fuld Rebecca uden at overdøve din sidemands samtale. Netop denne indadvendte oplevelse med et fællesskab er i sync med den elektroniske musikgenre. “Man hører ikke snak (medmindre man ønsker det og tager sine høretelefoner af), og det matcher perfekt med elektronisk musik, der indbyder til intens lytning og fokus på rytmer og flow.” forklarer medarrangøren Aarhus Techno District.

ALORS ON DANSE

Det er svært at finde årsager til ikke at tage af sted. For hey? En fest på stranden, tæt på skov og med udsigt til havet og Aarhus’ arkitektoniske bydel. What’s not to like? Måske tænker du, at elektronisk musik ikke lige er din kop te, men så bør du tænke om igen. For som beskrevet er der tre kanaler og ingen tvangslytning. Er du ikke den dansende type, er du lige så velkommen til at slentre langs stranden til et selvvalgt soundtrack. Det handler bare om at få den gode vibe til at vibrere.

Nicky Minaj sang det tilbage i 2012 med Starships: “Uh, let’s go to the beach, each / Let’s go get away …” og hun har så evigt ret. Vi ses med sand mellem tæerne!

Se mere om line-up og lokation her.

Hvad:  The Beach 2.0 – Silent Disco.

Hvor: Den Permanente.

Hvornår: Fredag d. 14 juni kl. 20:00-03:00 og med efterfest på Paradis!

Hvorfor: Fordi du får den fedeste fest under åben himmel

Mønt: 100 kr. eller 80 kr. ved fremvisning af studiekort.