Et gammelt, indiansk ordsprog siger, at man skal give sine børn to grundlæggende livsværdier: Rødder og vinger. Rødderne gør, at vi kan vokse og gro, stå fast og vide hvor vi kommer fra, mens vingerne giver os frihed til at bevæge os ud i verden. Men nogle gange – og i mit tilfælde – vælger dine vinger ironisk nok at flyve dig tilbage til dine rødder.
Det var slet ikke en del af planen at blive forelsket. Jeg havde slået mig ned hos Aarhus, og vi var lykkelige. Jeg nød den finkulturelle stimulering, byens smil og den tilbagelænede urbanitet. Men vinteren kom og jeg fløj sydpå for at komme hjem med ro i sindet og sand i håret. Hverdagen kom med sin travlhed og sit menneskemylder, og Aarhus var ikke den samme længere. Jeg elskede stadigvæk byen, men vi var for en stund vokset fra hinanden.
Jeg havde længe hørt om et sted nordpå, hvor godtfolk samledes. Cold Hawaii. Noget i mig kaldte, og jeg spredte endnu en gang mine vinger og fløj denne gang mod mine rødder – bare for at høre hvad det var ved Klitmøller, som folk hypede så meget.
Jeg ankom med en naturlig portion skepsis. Jeg er opvokset i Vestjylland og syntes, da jeg forlod min hjemstavn, at have fået nok af den kompromisløse natur, havet og blæsten, der går mellem marv og ben og ikke mindst det provinsielle lokalmiljø. Men ét eller andet pirrede min nysgerrighed og talte til mine rødder, da jeg for første gang i mit voksne liv besøgte Klitmøller. Jeg var nødt til at komme tilbage.
For at opleve Klitmøller mest optimalt bør du se det gennem et barns øjne: Surfernes øjne. Når du først har slukket din iPhone og parkeret bilen i klitterne, åbner der sig en legeplads for voksne foran dig. Folk skater rundt mellem de forskellige surfspots med deres boards under armen. Aldersspændet er stort – men egentlig underordnet. Alle er lige, unge og gamle, proffer og nybegyndere. Allerede efter min anden dag med surfing, hev en erfaring surfer mig med ud på vandet. Det er lidt, som når ællingerne skal lære at svømme; når du kommer på tilpas dybt vand, skal du nok lære det!
Klitmøller, du giver mig så meget af dig selv. Din rå, uspolerede natur grounder mig, jeg føler pludselig lyst til at tage ud og plukke lyng og kommer hjem med blå hænder efter at have plukket vilde blåbær. Havets kontinuerlige vuggen beroliger mig, og jeg kan bruge timer på at se bølgerne rulle ind, mens solen sikkert sænker sine stråler og smider sydlige skær ud over klitterne. Jeg vinder overskud gennem dine børn, dine smukke hippiebørn med horisonter ligeså åbne som de arme, de varmt byder mig velkommen med. For dem synes livet en rejse, og tilværelsen heroppe en leg. Jeg føler, jeg er rejst væk, til et andet land, hvor ene af ligesindede med alverdens mentaliteter mødes om én ting: surfing. Du bekræfter mig med din tilbagelænede mentalitet, din mañana mentalitet. Og du beruser mig med din alsidighed og dine utallige eventyr.
Du slog benene væk under mig, stjal mit hjerte og gjorde mig i dén grad afhængig. Jeg bliver ved med at komme tilbage til dig, selv de dage du viser dig fra din værste side. Du er noget af det mest ærlige og ligetil, jeg har mødt, og du tager pusten fra mig, når du viser din skønhed. Jeg kan ikke sige det mere ærligt end dette; Klitmøller, jeg elsker dig.
