Et gammelt, indiansk ordsprog siger, at man skal give sine børn to grundlæggende livsværdier: Rødder og vinger. Rødderne gør, at vi kan vokse og gro, stå fast og vide hvor vi kommer fra, mens vingerne giver os frihed til at bevæge os ud i verden. Men nogle gange – og i mit tilfælde – vælger dine vinger ironisk nok at flyve dig tilbage til dine rødder.

 

Klitmøllers dresscode er simpel; våddragt med board under armen // Foto: Christian Juul Søes
Klitmøllers dresscode er simpel; våddragt med board under armen // Foto: Christian Juul Søes

 

Det var slet ikke en del af planen at blive forelsket. Jeg havde slået mig ned hos Aarhus, og vi var lykkelige. Jeg nød den finkulturelle stimulering, byens smil og den tilbagelænede urbanitet. Men vinteren kom og jeg fløj sydpå for at komme hjem med ro i sindet og sand i håret. Hverdagen kom med sin travlhed og sit menneskemylder, og Aarhus var ikke den samme længere. Jeg elskede stadigvæk byen, men vi var for en stund vokset fra hinanden.

 

"Healing of the nation" // Foto: Josephine Holm Bach
“Healing of the nation” // Foto: Josephine Holm Bach

 

Jeg havde længe hørt om et sted nordpå, hvor godtfolk samledes. Cold Hawaii. Noget i mig kaldte, og jeg spredte endnu en gang mine vinger og fløj denne gang mod mine rødder – bare for at høre hvad det var ved Klitmøller, som folk hypede så meget.

 

Efter næsten to måneder uden bølger fik de sultne surfere endelig nogle at ride denne weekend // Foto: Christian Juul Søes
Efter næsten to måneder uden bølger fik de sultne surfere endelig nogle at ride denne weekend // Foto: Christian Juul Søes

 

Jeg ankom med en naturlig portion skepsis. Jeg er opvokset i Vestjylland og syntes, da jeg forlod min hjemstavn, at have fået nok af den kompromisløse natur, havet og blæsten, der går mellem marv og ben og ikke mindst det provinsielle lokalmiljø. Men ét eller andet pirrede min nysgerrighed og talte til mine rødder, da jeg for første gang i mit voksne liv besøgte Klitmøller. Jeg var nødt til at komme tilbage.

 

Fritløbende hunde, batik og spontane aktiviteter - alt sammen en del af dagligdagen på disse kanter // Foto: Josephine Holm Bach
Fritløbende hunde, batik og spontane aktiviteter – alt sammen en del af dagligdagen på disse kanter // Foto: Josephine Holm Bach

 

En dag brugte jeg en halv time på at klappe et føl. Tiden opleves i en anden skala heroppe // Foto: Josephine Holm Bach
En dag brugte jeg en halv time på at klappe et føl. Tiden opleves i en anden skala heroppe // Foto: Josephine Holm Bach

 

For at opleve Klitmøller mest optimalt bør du se det gennem et barns øjne: Surfernes øjne. Når du først har slukket din iPhone og parkeret bilen i klitterne, åbner der sig en legeplads for voksne foran dig. Folk skater rundt mellem de forskellige surfspots med deres boards under armen. Aldersspændet er stort – men egentlig underordnet. Alle er lige, unge og gamle, proffer og nybegyndere. Allerede efter min anden dag med surfing, hev en erfaring surfer mig med ud på vandet. Det er lidt, som når ællingerne skal lære at svømme; når du kommer på tilpas dybt vand, skal du nok lære det!

 

Hele vejen langs kysten kunne man denne weekend opleve surfere linet op på rad og række - spejdende efter bølger // Foto: Christian Juul Søes
Hele vejen langs kysten kunne man denne weekend opleve surfere linet op på rad og række – spejdende efter bølger // Foto: Christian Juul Søes

 

Klitmøller, du giver mig så meget af dig selv. Din rå, uspolerede natur grounder mig, jeg føler pludselig lyst til at tage ud og plukke lyng og kommer hjem med blå hænder efter at have plukket vilde blåbær. Havets kontinuerlige vuggen beroliger mig, og jeg kan bruge timer på at se bølgerne rulle ind, mens solen sikkert sænker sine stråler og smider sydlige skær ud over klitterne. Jeg vinder overskud gennem dine børn, dine smukke hippiebørn med horisonter ligeså åbne som de arme, de varmt byder mig velkommen med. For dem synes livet en rejse, og tilværelsen heroppe en leg. Jeg føler, jeg er rejst væk, til et andet land, hvor ene af ligesindede med alverdens mentaliteter mødes om én ting: surfing. Du bekræfter mig med din tilbagelænede mentalitet, din mañana mentalitet. Og du beruser mig med din alsidighed og dine utallige eventyr.

 

Blandt strandens tilsandede, historiske bunkere finder de lokale ofte læ, tænder bål og skåler solen ned // Foto: Christian Juul Søes
Blandt strandens tilsandede, historiske bunkere finder de lokale ofte læ, tænder bål og skåler solen ned // Foto: Christian Juul Søes

 

Du slog benene væk under mig, stjal mit hjerte og gjorde mig i dén grad afhængig. Jeg bliver ved med at komme tilbage til dig, selv de dage du viser dig fra din værste side. Du er noget af det mest ærlige og ligetil, jeg har mødt, og du tager pusten fra mig, når du viser din skønhed. Jeg kan ikke sige det mere ærligt end dette; Klitmøller, jeg elsker dig.

 

Nightsession i Vorupør // Foto: Christian Juul Sørensen
Nightsession i Vorupør // Foto: Christian Juul Sørensen

 

Mit andet hjem denne sommer // Foto: Christian Juul Søes
Mit andet hjem denne sommer // Foto: Christian Juul Søes