Hej for dig og hej for mig, hej for Norges land! Sådan lød det fra Lille Per i 1954, og her, midt i det norske Disney-landskab, kan jeg ikke andet end at istemme mig det glade omkvæd og kaste en snebold mod Aarhus. Et blødt kast.

 

For lige at slå stemningen an // Far til Fire i Sneen

 

Kære Aarhus

For fem år siden flyttede jeg til Norge, hvor jeg boede og arbejdede i et år. Det var vel, som man i sin tid tænkte om Amerika; landet, hvor guldet nærmest løber ned af gaderne. Som dansker er en arbejdssituation ved vores nordlige nabo, det vi må kalde en ret god forretning. Til trods for, at jeg havde sagt, at min tid deroppe var en engangsforestilling, finder jeg mig selv vende tilbage til det koldere nord gang på gang, og det skyldes ikke bare “guldet”.

 

Det norske Disney

Jeg arbejder på Dr. Holms Hotel, som både lagde kulisser til Far til Fire og Min Søsters Børn i Sneen. Med andre ord er hotellet og dets omgivelser nok et af de mest idylliske steder, man kan udsætte sine øjne for.
Jeg rejste herop kort efter jul og skippede nytåret til fordel for at arbejde intensivt i et par uger. Så man kan undres over, hvorfor jeg så sender et postkort fra et arbejdsophold? Det er helt enkelt af den grund, at Norge er rig på muligheder og oplevelser, når man har fri.

 

Der åbner sig en verden, hvor vi står på ski dagen lang, løber på langrend på fjeldene, sidder i jacuzzi udenfor mens sneen vælter ned, spiser rensdyr, elg og virkelig mange vafler. Øllene koster knap 70 kr. for en halv liter, men det betyder ikke, at det er mindre sjovt at gå på afterski eller i byen. Sidst, men ikke mindst, bor man i en lille, isoleret fjeldlandsby, omgivet af de mest fantastiske og ligesindede mennesker fra hele verden, hvor imellem venskaber for livet er svære at undgå.

 

Geilo-siden med Dr. Holms Hotel liggende til venstre // Foto: Emil Eriksson
Geilo-siden med Dr. Holms Hotel liggende til venstre // Foto: Emil Eriksson

 

Udsigten fra mit værelse i Geilo efter vi fik en meters sne henover natten // Foto: Josephine Holm Bach
Udsigten fra mit værelse i Geilo efter vi fik en meters sne henover natten // Foto: Josephine Holm Bach

 

En dag i bakken er den bedste medicin mod alt til trods for at man transporterer sig til toppen via slæbelifter i norden // Foto: Josephine Holm Bach
En dag i bakken er den bedste medicin mod alt til trods for at man transporterer sig til toppen via slæbelifter i norden // Foto: Josephine Holm Bach

 

Nordmændenes foretrukne sport må være langrend. Fyld tasken med øl og allier dig med nogle gode venner og så kan det faktisk ende med at blive ret sjovt // Foto: Emil Eriksson
Nordmændenes foretrukne sport må være langrend. Fyld tasken med øl og allier dig med nogle gode venner og så kan det faktisk ende med at blive ret sjovt // Foto: Emil Eriksson

 

Geilo by night // Foto: Emil Eriksson
Geilo by night // Foto: Emil Eriksson

 

Snekys fra Norge // Josephine