Om rastløshed, et helt særligt møde og en måske spirende forelskelse.
Mit kæreste Aarhus.
Det brænder i mine fingre efter at fortælle dig om dette møde. Der er sket noget forunderligt og uventet. Jeg er blevet følelsesmæssigt involveret. Han er smuk på en underspillet og lettere uskyldig måde. Ubevidst om sin egen elegance. Han besidder en ro, som jeg kan mærke helt ind i min ellers så rastløse krop. Han er sammensat og filosofisk. Jeg må tøjle min utålmodighed for ikke at spurte hen og se, hvad der gemmer sig bag næste hjørne. Han har ikke travlt. Atmosfæren omkring ham er afslappet og ganske charmerende.
Hans navn er Amsterdam.
Det var ét af de slags møder, der slog benene væk under mig. Men på en særlig måde. Der var tale om en blid og fejende bevægelse, frem for et slag. Jeg kunne ikke andet, end at lade mig falde. Måske skete det i virkeligheden, da jeg spankulerede langs én af hans glimtende kanaler. Det hele var så ubesværet smukt. Solen, der gav genskin i vandet og de høje smalle huse, med de store vinduer og lyse, venlige stuer. JA, jeg tror det skete lige dér – det er jeg faktisk sikker på. Han må have vidst en ting eller to om min forkærlighed for underspillet skønhed. Her er der intet, der er opstillet. Alting er bare. Han accepterer forskellighed og besidder en helt særlig egenskab: hjerterum.
Han gemmer på mange små finurligheder. Et hotel med kun ét soveværelse. Et antik bogmarked, hvor du kan finde bøger, der handler om alt det, du ikke troede, du havde brug for vide. Et brillemuseum, hvor nogle af brillerne er så små, at de nærmest kun fylder spidsen af din lillefinger. Verdensmænd, der byder på filosofiske snakke ude foran en restuarent, hvor tjenerne synger. Som du nok kan høre, er han lidt af en original. Men jeg er næsten sikker på, at det aldrig har været hans intention at blive lige netop det. Han stræber ikke efter, at være andet end sig selv.
Den største kvalitet må nu engang være, at jeg føler mig tryg i hans favn. Måske himler du lidt med øjnene nu og tænker, at jeg lyder som en klichéfyldt romantiker. Jeg tror måske, at han har gjort mig lidt blød. Men jeg kan mærke, at min skepsis og pessimisme stadig hvisker en smule i mit øre. Jeg har lyst til at se ham igen. Slå mig ned sammen med ham. Bo i en af hans smilende og smukke huse, ved én af de små kanaler. Men hvad nu hvis det blot var en sommerromance? Et fint og skrøbeligt minde, som ikke tåler at blive pakket ud igen, hvis det skal forblive uskyldigt og intakt. Er jeg i virkeligheden for hvileløs til at leve sammen med én, der hviler så meget i sig selv? Som én af hans filosofiske verdensmænd sagde: “Kom tilbage om 10 år og alting vil være præcis, som du efterlod det.” Hans charme bliver måske en byrde. Jeg har også altid troet, at jeg var til det pulserende, vilde og utilregnelige. Der hvor det hele går stærkt, og hvor selv MIN ekstreme utålmodighed bliver tilfredsstillet hvert splitsekund. Nu skal jeg til det der med selvransagelse, og det er altid lidt langhåret, ved du nok. Jeg er endnu ikke klar over, hvorvidt der er tale om en forelskelse. Det er et stort ord, og jeg bruger det med omhu. Men lige nu, føles det lidt sådan. Jeg håber, at han har tålmodighed til at vente på mig. For jeg er ikke helt klar til at springe endnu. Mit selvransagelsesprojekt er stadig i første fase.
Du har altid været indforstået med min rastløshed og vidste med det samme, jeg slog mig ned, at jeg en dag ville blive nødt til at forlade dig igen. Sådan er jeg nu engang. Men hvor end jeg ender i den store verden, vil jeg altid sende dig en kærlig tanke. For det var hos dig, at jeg skabte mit helt eget hjem, for allerførste gang. Du satte mit rastløse sind på pause for en stund og fik mig til at trække vejret – og for det er jeg dig evigt taknemmelig. Jeg håber, at jeg kan tage lidt af dig med mig, når min tid kommer til at rejse væk. Jeg tror ikke helt, jeg kan fungere uden din omsorg og dit jordbundne væsen. Du er lidt gået hen og blevet min klippe. Jeg lover at sende dig postkort fra alle verdenshjørner, og jeg lader dig vide, når jeg har fundet mit hjem. Lige nu ved jeg i hvert fald, at jeg har fundet én, som jeg ikke har lyst til blot skal være et minde.
Al min kærlighed, Camilla
