På gaden | Gennem gaden

På gaden | Gennem gaden

Torsdag d. 7. februar samledes en flok mennesker på Bispetorvet med Domkirken i ryggen, Aarhus Teater foran sig og med 378 lys i hænderne. Det er antallet af unge hjemløse i Aarhus, og denne dag skal lysene minde os om dem, om næstekærlighed og viljen til at række ud og hjælpe.

Aarhus er mange ting. Her drikker vi kaffe, går til koncerter og på museum. Vi får gæster i hjemmet og tager på besøg hos andre. Vi handler ind og går ture i skoven. Træner og shopper. Fælles for det hele er, at vi må gå igennem gaderne på vej mod vores mål. Nogle gange stopper vi måske op og kigger os omkring, måske holder vi pause på en plads og nyder en varm kop kaffe. Men så forlader vi den igen. Altså gaden.

Sådan er det ikke for alle. Det blev jeg lidt klogere på denne torsdag på Bispetorvet.

// Alle fotos: Kio Jørgensen Ng

Lys i mørket

Små taler, digtoplæsning og korsang danner rammen om den lille halve time, hvor vi står sammen med lys i hænderne. Skuldrene er skubbet godt op under ørene, og tørklæderne viklet om halsen. Vi er i februar, hvor regn afløses af pletvis sne og slud og vind fra højre afløses af mere vind fra venstre. Det understreger, hvor hårdt det er ikke at have en bolig.

Arrangementet er organiseret af Ungdommens Røde Kors Aarhus, UngK, Fundamentet, Bindeleddet og Kirkens Korshær. Lysene symboliserer hver et ungt menneske uden bolig. Der er overraskende mange af de hjemmelavede lanterner af syltetøjsglas og ståltråd. De står klar på jorden og danner et lille lyshav, der splintres, efterhånden som folk tager dem i hænderne.

Arrangementet markerer også, at det er i uge 6, at de nationale hjemløsetællinger finder sted. De sidste par år har antallet af hjemløse borgere været stigende, og Aarhus er den by i landet med flest unge hjemløse. Det er ikke just, hvad man forbinder med Smilets By.

Dem skal vi huske at vise omsorg, empati og næstekærlighed, indleder korshærspræst, Morten Aagaard. Der er mange sårbare unge, der af forskellige årsager ender med at blive hjemløse. Han referer til Biblen, hvor Jesus fortæller, at i hans fars hus – Guds hus – er der mange boliger. Måske mangler vi flere boliger i Aarhus, som er til at betale i en tid, hvor boligpriserne stiger.

Byrum for hjemløse

Christina Strauss, formand for SAND, de hjemløses landsorganisation, fortæller om sit liv i hjemløshed. En opvækst med misbrug og en mangel på støtte fra forældrene resulterede i, at hun blev hjemløs for første gang som 12-årig. ”Jeg har været på gaden mange gange siden,” fortæller hun.

På gaden. Mens flertallet af Aarhus’ indbyggere jævnligt går gennem byens gader og stræder på vej mod et mål, så er der andre, der bliver der. Nøjagtigt 378 unge i Aarhus bruger gaden helt anderledes. ”At være på gaden” bliver en beskrivelse af et helt andet tilhørsforhold til byens rum end det, vi andre forbinder det med.

Måske ser vi dem, de hjemløse i bybilledet. Mest synlige er de måske ved døgnvarmestuen drevet af Kirkens Korshær på Nørreallé og omkring Klostertorvet. Eller måske ser vi Hus Forbi-sælgere stå på gågaden med de genkendelige gule tasker. De er en del af bybilledet, selvom de måske helst ikke vil være det. Eller måske ser vi dem ikke. Værestedet og Nåleparken på Sydhavnen er ganske bekvemt gemt lidt af vejen i en krog af Aarhus, hvor ikke alle kommer. Måske vil vi ikke se dem? Måske er det lettere at se væk, sige nej tak til en Hus Forbi-avis og skynde sig ind i varmen igen. Men de er her jo, og deres Aarhus er noget andet end Aarhus for os med bolig. Gaderne må se anderledes ud og blive brugt anderledes. De er en del af byen, om end mindre synlige. Hvis du er interesseret i at opdage Aarhus’ byrum set fra en socialt udsats perspektiv, så kan du tage på tur rundt i gaderne med PovertyWalk.

Tør du tage kontakt?

Bag mig kommer en kvinde forbi og undrer sig over den store gruppe af mennesker. Hun spørger diskret min sidemand om, hvad vi demonstrerer imod. ”Vi demonstrerer ikke”, lyder svaret, ”hvert lys markerer en ung hjemløs i Aarhus”.

At henvende sig til fremmede i bybilledet kan være svært. Vi har nærmest en stilletiende pagt om, at vi ikke behøver at interagere, selvom vi går på den samme gade. Men det overskred denne kvinde, og det faldt smukt i tråd med, hvad Christina og Morten minder os om der på Bispetorvet. Vi skal ikke være bange for at tage kontakt til de hjemløse, vi møder. Lysene er et opråb til politikerne, men måske ligeså meget til alle os, der ser og møder de hjemløse i bybilledet. Måske har vi noget, som vi ikke bruger, men som kan betyde alverden for dem? Morten fortæller om næstekærlighed, og Christina beder os om at turde tage ansvar og involvere os i andres liv. Selvom vi ikke har ansvaret for andre folks hjemløshed, så kan vi måske alligevel yde omsorg for dem, vi møder.

Vinden rusker i kinderne, og lanternerne klirrer. Jeg glæder mig til at skulle hjem i varmen igen, og netop dét understreger vigtigheden af, at vi står her, for det er ikke en mulighed for alle. Jeg er heldig, for gaden er blot min vej hjem til varmen og ikke et sted, jeg behøver at blive.

”Jeg er et menneske. Jeg er bare havnet et sted, jeg ikke har lyst til at være,” læser forfatter Ole Melin Nielsen højt og lader os reflektere over det, vi nu er blevet lidt klogere på.

Skriv en kommentar