NU NÅR SOLEN BRYDER FREM

NU NÅR SOLEN BRYDER FREM

Da solen for nyligt brød frem, føltes det som om, at foråret havde rundet sit hjørne. Nu kom det tonsende imod mig med sine åbne arme, så jeg tog overtøjet på og løb det i møde. Med en notesbog under armen gik jeg rundt i kvarteret og noterede, hvad vejret fik mig til at frembringe på papiret.

Nu når solen bryder frem, vågner alting op fra sit vinterhi. Grønne græstotter rager endnu op mellem fliserne, mens de tørre, brune blade opgivende lader sig absorbere ned i asfalten. Vinden er spearmint-frisk og kærligt nivende i kinderne, som rødmer over forårets nylige ankomst. Himlen har det endnu ikke skyfrit, men luner sig under lette edderdunsdyner. Skyerne holder sig lette og tilbage.

VESTRE KIRKEGÅRD

Nu når solen bryder frem, ligner kirkegården noget fra Sims, men nu i en endnu mere farvemættet balance. Græsset fremstår saftigt og stritter på en erantis-agtig måde. Snart vil gul og lilla bryde frem, op gennem græsset, som Legoklodsblomster kastet rundt på plænen.

Der hænger stadig lyskæde-rester fra vinteren, og snart vil de være i overskud, for nætterne forkortes. Aftentimerne bærer lyset med sig. Gravstenene suger solen til sig som stenene på stranden – fuglene kvidrer, som om de nynner med på den samme melodi.

Buskenes grene er fulde af bumser, man kan have lyst til at presse og se de forårsgrønne blade eksplodere mellem fingrene på en.

ÅNDEDRÆTTET

Nu når solen bryder frem, løftes blikket, og åndedrættet tager plads – flytter endnu dybere ind i kroppen. Man bliver grådig. Man vil have mest mulig af denne friskhed ind i systemet. Det minder om en tørresnor med lufttørrende, hvide lagner, virrende Bellisblomster eller dét øjeblik, hvor bølgerne knækker til brus.

Pludseligt forstår man Ronja Røverdatters forårsskrig.

KOLONIHAVEN

Nu når solen bryder frem, længes man efter at eje en kolonihave, hvor tiden til at plante sine frø eller genåbne fra vinteren melder sig.

Blommestien. Mirabellestien. Pærestien. Tænk på al den frugtsaft mellem fingrene. En kommende klistret glæde.

Postkasserne i patinaprægede farver; solen og vejret har trukket sine penslefingre henover fladerne.

Når man ser ind over hækken, vidner man nogens frirum – en lille oase af grønt nørkleri.

RETUR

Nu når solen bryder frem, er det svært at vende hjem. For man ved ikke, hvornår man får den tilbage. Vejrudsigterne er ikke altid til at regne med – og et vejr som dette optræder oftest som en overraskelse. Én hjemvendt fra jordomrejse, en barndomsven.

Men den hvileløse vandren vil erstatte lykken, og derfor er det vigtigt at vende om, når rastløsheden begynder at rumstere.

Vejret har sin egen drejebog og skal nok vende tilbage.

 

//Coverbillede: Grete Mo

Skriv en kommentar