Netto – en del af NorthSide

Netto – en del af NorthSide

Hvorfor i al verden betaler man 2000 kr. for en NorthSide-billet og så sidde foran Netto i flere timer? Det var spørgsmålet, da VINK gik en tur til Netto. Læs med og hør, hvorfor Ella, Tania, Emma og en masse andre tager til Netto fire gange om dagen, og om man mon misser koncerter på den bekostning. 

”Hvor mange is er der?” spørger ekspedienten en mand, der har fyldt en kasse med ispinde.

”Det ved jeg ikke,” svarer han. Den unge ekspedient slår et ulykkeligt ansigt op. Nu skal hun tælle alle isene, mens køen bliver længere og længere.

I Netto på Søren Frichsvej søger sultne og især tørstige festivalgæster tilflugt fra NorthSides priser. Det forvandler parkeringspladsen og en smal stribe græs til et midlertidigt campingområde for det yngre publikum.

”Alkohol på NorthSide er dyr, så vi drikker her. Det er en slags pregame,” fortæller Tania. Hun sidder i græsset med sine veninder på 19 år. De har glimmer på kinderne og malibu og multifrugtjuice i deres plastikkrus.

Alberte er sammen med Tania, Ella og Emma. De har alle sabbatår og synes ikke, der er råd til NorthSides priser // Alle billeder: Jakob Birk

Masser af tid

Inde i butikken har man forberedt sig på festivalens kommen. En dørvagt, ligeså bred som han er høj, står ved udgangen og holder overblikket over en temmelig kaotisk butik. I brødskabet er der kun krummer tilbage med undtagelse af to rugbrød, en tærte og halvandet skagenshorn. Cigaretmaskinen er gået i stykker og en kvinde har taget den allersidste flaske Lambrusco.

Udenfor skinner aftensolen ned på de unge kroppe i græsset. Der er højlydte samtaler og latter fra hvert enkelt cirkel af venner. I Tanias cirkel ryger snakken ud, mens drinksene ryger ind.

”Ej vi har drukket så meget. I mangler en hel vin,” siger Ella, der deler juice og malibu med Tania.

”Slap af, vi har masser af tid,” siger Emma, der skal nå at drikke en hel flaske rosé med sin kæreste inden gruppen skal se L.O.C. om en halv time. Pigerne har før misset koncerter, fordi Netto-stemningen simpelthen var for god.

”Det skete rigtig meget sidste år. Det sker sikkert med L.O.C.” siger Ella. De andre griner som svar.

Det er svært ikke at posere, når man bliver tegnet // Alle billeder: Jakob Birk

Netto er NorthSide-vibe

På den grønne stribe, der trækker folk til sig som fluepapir, er der ro og plads til at få snakket lidt afsides travlheden på pladsen. Al høj musik og bifald fra publikum bliver til baggrundsstøj her og blander sig med de unge stemmer og lyden af øldåser, der knappes op. Der går også en rum tid, før den unge flok opdager, at deres profeti går i opfyldelse. Et par velkendte strofer når frem til Camp Netto. 

”Oh shit, L.O.C. er begyndt!” udbryder Ella, men ingen gør mine til at rejse sig og der er ingen panisk pakken sammen. De bliver bare siddende i deres rundkreds. 

”Nå, det når vi nok ikke. Han spiller jo også i Danmark hele tiden,” siger Emma. Netto-stemningen og det billige alkohol har endnu engang lullet vennegruppen ind i en afslappet stemning, hvor tid ikke er en faktor. 

En anden vennegruppe har også søgt imod det grønnere græs på den anden side af NorthSides hegn. En fyr slænger sig i græsset og har lukket øjnene bag et par solbriller. De andre snakker lystigt over en Tuborg. De fravælger også festivalens kolde fadøl og kander til fordel for de stuetempererede dåseøl i Netto for at spare penge. Men det er ikke kun pengene, der får gruppen til at forlade festivalspladsen et par gange dagligt, fortæller en pige med lyserødt pandehår:

”Det er også hyggeligt. NorthSide-viben er også at sidde ude foran Netto. Det er en del af det.”

 

Skriv en kommentar