Alle er velkomne, når Salsaclave danser Søndagssalsa i Studenterhuset. VINK ville også lære at danse salsa og mødte dem, som allerede har styr på de legende salsatrin.

Salsa, 1
// Foto: Wadgi.co.uk

 

Jeg forstår mig overhovedet ikke på salsa. Hvordan flytter man de fødder? Hvad betyder El Palenque? Hvem kommer for at danse? Hvad er et Salsatek egentlig? Lysten til at blive klogere på salsaverdenen fik mig til at tage til Søndagssalsa i Studenterhuset sidste søndag. Eller skulle man kalde det El Palenque? Det hedder begivenheden også.

 

Den første jeg møder, er en gut, som sidder på trappen uden for Studenterhusets universitetsgule mure. Aske virker stolt af, at han skal til salsa, og han beder mig teste påstanden: ”Man er altid gladere, når man går herfra.” Det lover jeg at gøre.

 

Efter at have overvundet den største ”jeg plejer ikke at være her”-frygt, får jeg sneget mig med på et begynderhold i cubansk salsa, selvom der også er andre udfordringer på programmet den søndag: Intim bachatango og funky Salsa Street Mix.

 

Nej tak, jeg holder mig bare til begyndersalsa.

 

Para ti, para mi

5,6,7,8… Cha cha cha-musikken muntrer det triste lokale op. Fødderne begynder hurtigt at røre på sig. Helt fra bunden, med et glimt i øjet og i et tempo, alle kan følge med i. Man behøver slet ikke være bange.

 

”Det blev gjort med humor. Det var okay, at man ikke var så god,” siger 26-årige Jens. Han er blevet lokket til Søndagssalsa af sin finlandske veninde, som er ny i Aarhus.

 

 

Både Jens, jeg og alle de andre lærer noget. Om ikke andet så bliver der trippet ”para ti, para mi”-trin, som er det grundtrin, alle sikkert forbinder med salsa. Et skridt frem. Samle. Og et tilbage. Det betyder ”til dig, til mig”. Jeg ønsker, at jeg ser bare næsten lige så sej ud, som underviseren.

 

// Foto: Salsaclave
// Foto: Salsaclave

 

Efter så mange højredrejninger at man nærmer sig rundtossethed, bliver det tid til at stå overfor en partner. Manden stærk og styrende. Kvinden følger efter med bløde bevægelser og feminine fingre, der stritter, som når neglene er nylakerede. Med fugtige håndflader og øjne, der ikke ved, hvor de skal kigge hen, får jeg danset nylært salsa med alle herrerne i lokalet.

 

”Det handler om nærvær. Om at mærke sin partner og musikken,” lød det fra underviser Jeppe, som siden 2006 har undervist i salsa på salsaskolen Salsaclave i Aarhus, der står for at forvandle Studenterhuset til Cubansk salsaland.

 

El Palenque betyder åndehul

Efter undervisningen går legen løs på salsateket. Et diskotek i salsaformat. Dansegulvet er i bevægelse, og selv jeg bliver inviteret på salsa over begynderniveau af Reza, som forsikrer mig om, at alt går, hvis bare man ser cool ud og føler sig som den smukkeste og sejeste i lokalet.

 

Det ved jeg ikke, om jeg gør. Men jeg overlever min første dans på et salsatek. Udenfor køler folk af under en lun augusthimmel. 69-årige Ulla, en af aftenens alderspræsidenter, kommer ud fra Cuba med en viftende vifte i hånden. Hendes humør smitter.

 

”Man bliver bare glad af at danse, for man kan simpelthen ikke tillade sig at stå sådan her på et dansegulv,” siger hun og klasker armene ned langs hendes pink T-shirt og trækker mundvigene nedad.

 

Snakken om salsa tager os vidt omkring. Søde historier om forelskelse sætter sig fast i mig, og jeg nikker forstående. Jeg føler mig så velkommen, og det er netop pointen med El Palenque. Det er et fristed, et åndested, hvor man kan komme, som man er. Puste ud, have det sjovt og møde folk uanset køn, alder og det, der ellers definerer os.

 

Jeg siger farvel til Ulla og forlader salsafesten gladere, end da jeg kom. Påstanden holder. Jeg kigger mig over skulderen og smiler ved tanken om, at jeg nu ved, hvor meget glæde, der danser rundt inde bag murene. Jeg smiler endnu mere, når jeg tænker på, at man altid bare kan danse med, hvis man har lyst.

 

Hvad: Søndagssalsa, El Palenque

Hvem: Begivenheden er arrangeret af Salsaclave

Hvor: Studenterhus Aarhus, Nordre Ringgade 3, 8000 Aarhus C

Hvornår: Om søndagen. Fx i morgen og andre søndage. Hold øje med Studenterhusets kalender her.

Hvorfor: Fordi man går derfra gladere, end da man kom.

Mønt: 65 kr. (medlemmer 55 kr.) for undervisning, salsatek og 1 øl/vand. 55 kr. (medlemmer 45 kr.) for salsatek og 1 øl/vand.

Links: StudenterhusetSalsaclave

 

 

// Foto: Domonic Alves
// Foto: Domonic Alves