Når byen møder skønheden

Når byen møder skønheden

Under temaet ”Creative Resilience: How to use creativity to develop cities on the rise” indtog Stefan Sagmeister scenen i Musikhusets store sal, hvor forventningsfulde folk lyste op ved synet af ham. Med en brændende passion og en ordenlig omgang sarkasme, satte han dernæst gang i publikums hoveder med en snak om arkitektur og skønhed.

 

Sidste år var Sagmeister aktuel med sin dokumentarfilm The Happy Film, hvor han undersøgte hvad det vil sige at være lykkelig ved at redesigne sin personlighed og træne sit sind til (måske) at blive lykkeligere. I sin talk til Creativity World Forum, var det også den indre lykke, der var i fokus, og her handlede det i den grad om arkitekturen og dens påvirkning på vores sind og humør. Der er nemlig sket noget indenfor arkitekturen, den er blevet kedelig og ligegyldig – og det påvirker os meget mere, end vi regner med.

 

Arkitekturens tendenser

Der er opstået en tendens, hvor arkitekturen rundt omkring i verden ligner hinanden. Tager du til New York, er arkitekturen nemlig den samme, som den er i fx. Dubai, Hong Kong eller Gauteng. Det er blevet til en “psykotisk ensartethed”, som Sagmeister udtrykker det, og i daglig tale kaldes denne tendens for International Style.

Tendensen opstod allerede i løbet af 1920’erne og 30’erne, da arkitekterne fik et ønske om at skabe en moderne arkitektur til den “moderne mand”. Tanken bag denne moderne arkitektur udsprang af, at arkitekterne i slutningen af 1800-tallet følte sig konfronteret af forkellige faktorer: For det første var man var blevet træt af ligegyldig ornamentik, der ikke passede til bygningernes funktion. For det andet havde man, grundet industrialiseringen, brug for at bygge større kommercielle bygninger, og for det tredje havde man opfundet nye konstruktionsmetoder, der benyttede sig af stål, beton og glas. Funktionalismen var med andre ord blevet født og har sidenhen resulteret i, at bygninger rundt omkring i verden alle er de samme funktionalistiske højhuse – og vi ser dem også i Aarhus.

Det er dog ikke bare i de funktionalistiske højhuse, at alt ligner hinanden, det er nemlig som om, at der blandt mange arkitekter er en enighed i, at lave kedelige funktionelle bygninger.

Selvom Aarhus stadig er en forholdvis “flad” by, så ser vi flere og flere af disse psykotiske ensartede bygninger, som Sagmeister kalder dem. // Alle illustrationer: Oliver Panthera

 

Skønhed – en del af det at være menneske

I løbet af sin talk, testede Sagmeister sit publikum. Han viste seks forskellige farver, og bad folk om at vælge den pæneste. Ud af 2000 mennesker valgte to farven brune. Ligeledes viste han seks forskellige former og bad også her folk om at vælge den pæneste. Fem ud af 2000 valgte formen rektangel. Heraf kunne han så konkludere, at ud fra de seks farver og seks figurer ville den grimmeste ting altså være en brun rektangel. Det var ikke særligt overraskende, at det grimmeste ville være en kedelig brun rektangel, og med denne test ønskede Sagmeister at vise publikum, at skønhed ikke er “in the eye of the beholder”, men noget vi derimod er ret enige om.

Herefter gik han fra at vise et billede af den brune rektangel, til at vise publikum et billede af en aflang brun bygning. Her gik det op for de fleste i salen, inklusiv mig selv, at det meste af den arkitektur, der omringer os, er brunt, aflangt og kedeligt.

Et eksempel på en grim, brun bygning er Aarhus’ egen politigård, og desværre er den ikke alene om sit udtryk.

 

Så selvom skønhed er noget vi kollektivt er enige om, og vi ved, at de her bygninger er grimme og kedelige, hvorfor er det så, at arkitekter bliver ved med at lave dem? For ikke nok med at disse bygninger ikke er særlig kønne at se på, så er de altså også med til at ændre stemningen i byen – og sådan set også vores humør.

Sagmeister mener, at det er fordi der i funktionalismens fødsel gik noget galt. Alle arkitekter fulgte ligepludselig slagord som “form følger funktion” – der betyder at bygningerne skal formes ud fra deres hensigtsmæssige funktion, og at alle former for dekoration skal væk. Til opblomstringen af det slagord, havde Sagmeister kun én ting at sige, og det var, at “form følger funktion” var og er bullshit.

Slagordet, som første gang blev brugt af den amerikanske arkitekt Louis Henry Sullivan, handlede nemlig ikke om bygninger, men om naturen. Det handlede ikke om hvorvidt en kontorbygning skulle være et funktionalistisk højhus, for at fuldt ud tjene sin funktion, men om at fugle fx var nødt til at have en bestemt form for at kunne flyve. Han var ikke imod ornamentik eller dekorationer, og levede heller ikke efter den klang som hans eget slagord med tiden har fået.

 

“When we lose our mind, we can still recognise beauty”

Istedet for at se på formen som noget, der følger funktionen, foreslår Sagmeister, at vi ser på skønheden som noget, der følger funktionen. Fordi ikke bare bygninger, men alle slags ting og sager i livet bliver bedre af, at være smukke og skønne at se på. Prøv selv engang at lægge mærke til, hvordan dine omgivelser påvirker dit humør. Start med dit yndlingssted i byen – hvad er det der gør det til dit yndlings? Er det arkitekturen? Er det stemningen?

Højst sandsynligt vil størstedelen af alle jer læsere have de samme yndlingssteder, og højst sandsynligt vil I have nogle af de samme hadesteder, netop fordi vi er enige om, hvad der er skønt og smukt, og fordi vi er enige om, at disse steder er rarest at befinde sig.

Denne evne til at kunne genkende, hvad der er smukt, er også noget Sagmeister forklarer som værende noget universelt. Noget der følger os hele livet, og noget der er med os, selv når vi mister forstanden. Det er ret smukt og poetisk i sig selv, og jeg synes det er en vigtig ting at holde fast i. For hvis vi kan blive en lille smule lykkeligere af at være i smukke omgivelser, hvorfor så ikke lave de brune, aflange og grimme bygninger om til noget smukt?

 

Aarhus og de mange formede bygninger

Zoomer vi mere ind på Aarhus, så synes jeg, at trods den næsten uundgåelige psykotiske ensartethed, så er byen god til at skabe kontraster i arkitekturen. Selvom vi har mange kedelige og grimme bygninger, så har vi også mere eksperimenterende bygninger. Vi har Isbjerget, Rådhuset, Godsbanen, Moesgaard Museum og regnbuen over ARoS (der gør en grim, brun bygning lidt mere speciel) – og jeg vil gerne opfordre jer alle til at lægge mærke til den stemning og det humør, I kommer i, når I gebærder jer i den aarhusianske arkitektur. Hvad gør jer glade, rolige og afslappede, og hvad gør jeg sure, trætte og anspændte?

// Coverillustration: Oliver Panthera

Skriv en kommentar