Moderskab? #1

Moderskab? #1

Jeg er ikke selv mor. Jeg er 25 år gammel, hvilket rent fertilitetsmæssigt vil sige, at min storhedstid er ovre. Denne udspillede sig nærmere bestemt for 5 år siden, hvor min krop var skruk. Mit hoved og (moder)hjerte var dog knap så klar, parat, start på det med at have ansvar for endnu et liv. Jeg har i forvejen svært ved at kringle mit eget. Jeg har dog selv en mor. Efter 5 aborter og en igangværende adoptionsproces, fødte hun mig i en alder af 39. Jeg er derfor ikke overraskende blevet blandet i et reagensglas. Min egen mors historik er blandt andet skyld i, at jeg er begyndt at stresse omkring, hvorvidt jeg har lyst til at påtage mig moderrollen og blive en del af “Mødre”-gruppen. Både begrebsligt og konkret. Jeg har derfor sat mig for at undersøge moderskabet gennem en artikelserie, hvilket forhåbentlig kan gøre mig klogere på fænomenet samt mit eget forhold til dette.

Illustration: Marie Prisholm Bjørn

Mødre

I første afsnit er jeg taget i teatret for at se det selvudnævnte comedyshow, Mødre, der er skrevet af ingen ringere end Christina Sederqvist, Julia Lahme, Mette Marie Lei Lange, Lykke Sand Michelsen og Anna Bro. Jeg er derfor forventningsfuld, da jeg træder ind i Svalegangens foyer en mørk og regnfuld fredag iført mundbind og velourkjole (man er vel i teatret). Det er første gang, jeg sætter mine ben på det ternede gulv. Jeg føler mig dog allerede behaget og veltilpas. Det skader heller ikke, at der vedlagt billetten er en drinksbillet, der kan indløses til en udemærket hvidvin. Tiden bevæger sig med hastige skridt, og det samme gør jeg, da jeg tripper ind i Store Sal. Her bliver jeg mødt af et større menneskehav end forventet. Jeg finder en ledig plads yderst på øverste række. Ved siden af sidder to modne kvinder og sludrer. Der er en tom stol imellem os, hvorpå et A4-ark ligger henslængt. Uden at læse den, gennemskuer jeg, at den adresserer afstandskravet i forbindelse med COVID-19. Lyset dæmpes og en radio skrues op.

“Jeg har bagt kage!”

Først lyder der en trafikmeddelelse, så en kort vejrudsigt, inden Babyshark invaderer rummet, som den invasion, den er. Jeg spotter radioen, som spytter lyden ud, blandt babyremedier og bøger i en af de opstillede reoler. Udover disse fyldes scenen af diverse møbler og bunkevis af tøjdyr. Jeg er forvirret over, hvorvidt vi befinder os i et privat hjem eller i en offentlig vuggestue.

Det første menneske vi møder er My (Julie Ølgaard), der panisk farer hen og slukker for radioen, hvorefter hun hilser pænt på publikum. Rundt omkring i salen kan jeg høre forsigtige tilbagehilsner. Vi er nu etableret som en del af mødregruppen. Ind kommer Andrea (Szhirley) og Fie (Lykke Sand Michelsen), der hilser pænt på My og salen. Sommer (Sara Møller Olsen) er den sidste i gruppen, der suser febrilsk ind med barnevognen, shake&bake kage og en undskyld-jeg-kom-for-sent-replik i ærmet.

Lynhurtigt bliver det tydeligt, hvilke forskellige modertyper vi har at gøre med i denne konstellation. My er den sjove, sjuskede alenemor, hvis motto lyder: “Overgiv jer til Meyers færdigretter.” Som modpol til hende finder vi den alvorlige, korrekte Fie, der har læst alle bøgerne og som lytter til Go’ Morgen Danmarks faste familievejleder Lola. Vi præsenteres tilmed for den naturlige og perfekte Andrea, der går op i stjernetegn og hjemmefødsel. Og så er der pylrede Sommer.

Illustration: Marie Prisholm Bjørn

“Hedder hun Urkraft?”

Ved første møde fremstår de alle som glansbilleder, som både min mor og jeg samlede på som små. Alle er de som udstyret med et permanent Instagram-filter, der skjuler alle deres frustrationer. Det viser sig, at moderskabet er en stor konkurrence, hvor det handler om at ramme bulls-eye på dartskiven i første forsøg. Dette bliver tydeligt, da emnet navne kommer på bordet i mødregruppen. Med tyktflydende ironi fortæller My, at hendes søn hedder Sølvguitar. De andre falder pladask for det, og begynder at skamrose navnet, indtil My bryder ud i latter og siger “det kan man da ikke kalde sit barn.” I virkeligheden hedder han noget så almindeligt som Anton. Fie har derimod valgt et, ifølge hende selv, “utraditionelt og særligt navn, som der er meget få, der hedder,” nemlig Flemming. Andrea kalder sin datter for Urkraft, da hun jo er resultatet af denne. Vi skal senere erfare, at Urkraft har skiftet navn til Sofie.

“Har I fået hæmorider?”

Kroppen fylder naturligt nok en stor del af showet. Her begynder glansbilledet at falme, og Instagram-filteret bliver skrottet til fordel for au naturel. Den krop, der førhen levede for løbeture og morgensex, er nu blevet et servicecenter for den lille ny. En mælkefabrik, der aldrig holder lukket. En grobund for hæmorider og strækmærker. Vi hører dog også om de ting, kroppen ikke kan. My, der har fået barn ved hjælp af en donor, beskriver sin livmoder som teflonbelagt, da hun under IVF-behandling har aborteret op til flere gange, før undfangelsen fandt sted. Dette finder i særdeleshed resonans hos mig. Jeg fornemmer en form for fremmedgjorthed overfor min krop, hvilket skræmmer mig. Jeg glemmer det dog for en stund, da jeg hører Fie midt i en monolog sige: “Mit barn tog mine arme, men gav mig en favn.” Her bliver jeg rørt. Kroppen er altid i udvikling, og måske er det ikke kun til det værre.

Illustration: Marie Prisholm Bjørn

“Tak mor!”

10 min. inden showet slutter er vi til nytårsfest. Mødrene er alle hoppet i det vildeste glam-dress pyntet med glitter og pailletter. De danser rundt med champagne skvulpende i glassene til moderne dancemusik. Vi er vidne til et flash forward, da snakken går om emner som at flytte hjemmefra, fritidsinteresser samt navneskift (Urkraft hedder nu Sofie – SURPRISE!). Sommer foreslår, at de alle skal flytte i kollektiv sammen i Faxe. Jeg fanger mig selv i at tænke, at det lyder knaldhyggeligt på trods af Faxe. Scenen ender ud i en takketale til alle, der bærer mærkatet MOR. “Tak fordi du brugte timer på at få mig i flyvedragten.” “Tak fordi du altid giver råd, selvom jeg ikke har bedt om dem.” “Tak fordi du fandt dig i babymos-grisseri og bæfyldte bleer.” “Tak fordi du er MIN mor.”

Da lyset i salen blænder op, kan jeg kun få øje på smilende ansigter rundt omkring i salen. Selv har jeg også et smil klistret fast på mine læber. Jeg har en følelse af, at jeg skal direkte hjem og ringe til min mor for at sige “TAK!”

 

Coverbillede: Teatret Svalegangen

Skriv en kommentar