8000 fortællinger: Mit liv som misbruger og hjemløs

8000 fortællinger: Mit liv som misbruger og hjemløs

Martin var 14 år gammel, da han røg hash første gang. Hash udviklede sig til MDMA og LSD, så kokain, for til sidst at tage sovepiller og smertestillede præparater. Som 20-årig havde han ikke længere kontrol over sit indtag af stoffer. 

 

Fortællingen om Martin er en del af serien 8000 fortællinger. Serien giver dig indblik i, hvem vi bor med, bevæger os rundt mellem og deler Aarhus midtby med.

 

Den hjemløse sofahopper

Han er velformuleret. Videbegærlig. Han har en selvindsigt, som man ikke finder hos mange. Han maner potentielle fordomme om misbrugere til jorden under vores samtale. Men misbruget førte ham ud i en årrække af problemer med at finde fast bolig. I dag er han 24 år og stadig ikke helt stoffri.

”Jeg har jo aldrig været rigtig hjemløs. Mange vil nok kalde mig en sofahopper. Jeg har været hjemløs i den forstand, at jeg ikke selv har haft et hjem eller har kunnet få en bolig i nogle år,” siger Martin.

 

Hjembyen svigter med behandling

Martin boede stadig hjemme hos familien i Aarhus, da han blev klar over, at han havde et misbrug. Det startede med hash i gymnasiet. Karakterne dalede, og fraværet steg. Som 20-årig blev hash til hårde stoffer. Psykedeliske stoffer som LSD og svampe, der kan give hallucinationer, men også stimulerende stoffer som kokain blev afprøvet. Derfor søgte han hjælp i Aarhus, men behandlingen i hjembyen var ikke en succes.

”I Aarhus smed man syv tilfældige misbrugere sammen, men vores problemer var så forskellige, så vi kunne ikke spejle os i hinandens indfaldsvinkler til dét at have et misbrug,” siger Martin og uddyber: ”En af de andre i min gruppe jokede med, at han ville stoppe hashmisbruget, så han havde flere penge til coke.” Martin ville have sit liv tilbage og håbede på at få overskud til at få en uddannelse.

// Illustrationer: Dagmar Grau Møller

 

Universitet var en udvej

I september 2014 startede han på journalistik på Syddansk Universitet. 21 år gammel. Her gik han i seks måneder, men dårlige opgaver og for meget fravær blev en realitet. Han led af psykiske problemer. Problemerne startede allerede i 3.g. Universitet var i noget tid en vej væk fra stofferne. Men det mislykkedes. Nye venner og nyt studie var ikke nok til at løse Martins problemer.

Han droppede ud af studierne, og misbruget fortsatte.

”Da jeg var på mit værste, tog jeg stoffer hver dag,” siger Martin. Han flyttede fra Odense til København for at få behandling. Men misbrug koster mange penge, og det er stressende uden en bolig, forklarer han. Det var en gråzone, hvor han ikke kunne få styr på sit misbrug, før han havde fundet et hjem og ro omkring sig. Men med det misbrug, som Martin havde, havde han hverken råd eller overskud til selv at finde et hjem.

For at blive anvist en bolig i København, skal man have boet i byen i to år. Det havde Martin ikke. Han kommer oprindeligt fra Aarhus og læste i Odense. Derfor kunne han ikke få tilbudt en bolig i hovedstaden. ”Så fik jeg at vide, at jeg måtte komme hjem til Aarhus, hvor jeg kommer fra,” siger Martin. I Aarhus havde Martin jo trods alt en familie, der kunne hjælpe ham.

Men det ville han ikke. Han havde forsøgt at få hjælp i Aarhus. Det virkede ikke. Og behandling var nødvendigt. Derfor var Martin vedholdende om, at København skulle blive hans nye hjem.

 

København er mere moderne

Det var ikke tilfældigt, at han valgte København og insisterede på at blive:

”Jeg tog til København, fordi jeg var blevet opmærksom på et moderne misbrugscenter. Det, jeg går på, hedder KABS. De er specialiserede og afprøver nye ting. De har den bedste viden, og jeg tror, de har den bedste behandling.”

Derfor blev han i København og omegn. Han startede sin udredning i Furesø Kommune i Farum. Her sov han ofte på en sofa hos en af sin mors venner. I dag er han stadig i behandling hos KABS og har været det siden foråret 2015.

Martin måtte forlade Aarhus og sin familie for at få den rigtige hjælp til sit misbrug. Det er dyrt at bo i København, og det kan mærkes. Han lever af en kontanthjælp på 7000 kroner før skat. Han er dog en af de heldige, som har en familie, der støtter ham: ”Hvis lokummet virkelig brænder, kan jeg låne af min mor, men det er sindssygt svært at få det til at løbe rundt.”

 

Den nære fremtid er grålig

I dag har Martin fået en ungdomsbolig på Koefoeds skole, der er et herberg for unge mellem 18 og 30 år. Man kan dog ikke droppe ind fra gaden. Skolen screener de unge. Så vurderer de, om de kan tilbyde en bolig. Der er i alt 45 døgnpladser til unge, der oplever sociale og psykiske problemstillinger, der gør, at de ikke kan varetage et normalt ungdomsliv.

Et krav for at komme i betragtning til en bolig er, at de unge skriver under på, at de vil indgå i et pædagogisk forløb. Skolen støtter de unge med bo-træning, netværk og det at få en aktiv og meningsfuld hverdag.

Martin er begyndt at læse spansk to gange i ugen, og til januar optrapper han til fire gange ugentligt. Han brænder ikke for sproget eller timerne, men det giver ham noget at stå op til, og det skaber mening i hverdagen. Og det er vigtigt, når hver dag er en kamp for at komme stoffri gennem dagen.

”Den nære fremtid ser grålig ud. Det kan virke uoverskueligt at bevare troen på mig selv, og det er svært at stå op om morgenen. Der er psykiske konsekvenser ved at stå op hver dag og så ikke lave noget. Jeg bliver nødt til at opbygge en hverdag fra scratch,” siger han.

Det betyder også, at han ikke på nuværende tidspunkt kan varetage et job eller begynde på en uddannelse: ”Jeg skal lægge mit misbrug bag mig først. Og lige nu har jeg stadig tilbagefald en gang i mellem.”

// Foto: Maja Lundager

 

Min vennekreds er blevet mindre

Det årelange misbrug og livet som hjemløs har haft konsekvenser for drømme og mål for fremtiden:

”Engang følte jeg, at jeg kunne alt, og hvad jeg ville her i livet. Den opfattelse bliver hurtigt rusten, når man oplever det, jeg er igennem. Man bliver mere sårbar,” siger Martin.

Han er 24 år gammel. Han har ikke en uddannelse. Han har ingen aftaler eller forpligtelser at stå op til. Det kan være svært at indgå i sociale sammenhænge med de utraditionelle forhold for livet.

”Det er svært at fortælle om til andre. Mange har sære idéer om misbrug. De er bange for det og har fordomme. Socialt er min vennekreds blevet mindre, selvom det nok er svært entydigt at bebrejde mit misbrug. Men det har spillet en stor rolle,” siger han.

 

Hvad med fremtiden?

Han kan ikke holde fokus i længere tid ad gangen. Derfor er frygten at skulle droppe ud igen, når han starter på en uddannelse, tyngende. På længere sigt ser han dog muligheder. Han har allerede et sted at bo. Han er næsten ude af sit misbrug. Han er fastsat på, at han skal have en uddannelse en dag. Han overvejer, om han skal søge ind på journalistik igen. Men han er alsidig i sine interesser, så retorik, fysik og historie er også muligheder.

 

 

Skriv en kommentar