Malene Sliphaber – du er en mango

Malene Sliphaber – du er en mango

MANGO-PORTRÆT: Malene er en ung og talentfuld mediegrafiker, som bevæger sig smidigt igennem livet, fordi hun lytter til sig selv og favner mulighederne i nuet.

 

Malene kan kun realisere et nært forhold til dyr i grafisk forstand, her hjulpet på vej af Lucas Adler, som har redigeret kentaurbilledet // Foto: David Juárez

Malene kan kun realisere et nært forhold til dyr i grafisk forstand, her hjulpet på vej af Lucas Adler, som har redigeret kentaurbilledet // Foto: David Juárez

Vores perle af en grafiker har netop designet VINKs nye plakater, som skal fyre op for bloggens rekruttering af dygtige mavejournalister i Aarhus. I plakaterne skelner vi mellem agurke- og mangofolk. Det første, som noget vi ikke søger, det andet, som vores slags sødme. Dette er et portræt af en dygtig og egenrådig, lidt mærkelig og meget inspirerende kvinde. Dette er et mangoportræt. Dette er Malene Sliphaber.

Sådan ser der ud, når to designere flytter sammen // Foto: David Juárez  

Sådan ser der ud, når to designere flytter sammen // Foto: David Juárez  

Her bor Malene
Malene Sliphaber møder os i døren, som går ud til en mindre gård i det sprængte centrum af Isbjerget på havnen. Hvis jeg var en smule små-jaloux på beliggenheden af hendes hjem før, intensiveres min grønne kulør for alvor, idet vi træder indenfor. Der er så stilet, at jeg føler, vi er med i Wallpaper. Hvor jeg har bunker af bøger, stablet som mini-Pisa’er alle vegne, har hun få, tilsyneladende nøje udvalgte bøger. Designbøger naturligvis, men også virkelig mærkelige bøger som Emma Gads Takt og tone og et opslagsværk med betydninger af tatoveringer fra den russiske mafia. Bag sofaen står en palme og ser så naturlig ud midt i designer-habitatet, at den slet ikke virker fjern og eksotisk, som er de konnotationer, jeg vanligvis får. Faktisk synes den næsten at signalere, at her bor en kvinde, der tør tage drømmen ved nosserne og plante den midt i sin dagligstue.

Fra -gård til -hus
Vi sætter os ved spisebordet og begynder at småsludre, mens stempelkaffen trækker. Bagved summer en diva på anlægget. Kaffen er en Berliner-blend, købt hos La Cabra, som importerer den.

 

Malene fortæller, at hun netop er blevet færdig som mediegrafiker og leder efter et spændende job. I mellemtiden har hun travlt med diverse freelancejobs, bl.a. er hun og kæresten, Jonas E. Thomsen, som ligeledes er mediegrafiker, i gang med at hjælpe en kuriøs kunstner med at lave en præsentationsmappe for et kunstværk, han vil prøve at sælge.


Hun presser stemplet ned og hælder kaffe op til os. Det varer et øjeblik, før vi kan fortsætte samtalen, da min intelligens åbenbart skal sættes på prøve af mælkens mærkelige øko-emballage. Malene hjælper mig. Hvor dælen køber hun sin mælk henne? Ikke i Netto i hvert
fald …

Vintagekamera, rejsebøger, polaroid, banjo, mørtel, booze... // Foto: David Juárez 

Vintagekamera, rejsebøger, polaroid, banjo, mørtel, booze… // Foto: David Juárez

I en lille by nær Horsens, Hovedgård hedder den, voksede Malene op og forlod reden, så snart hendes ben var lange nok. Ikke fordi der var noget i vejen med reden, men at tegne verdensgrænserne oveni Hovedgårds geografiske omrids – eller Horsens’ for den sags skyld, var alligevel lidt trist, når nu ens ben var blevet så lange. Hun kunne i øvrigt ikke lide dyr. Eller akademisk praksis. Og hun ville ikke være brandmand. Eller kunstner.

”Det er lidt underligt, mine forældre siger, at dyr, det har bare aldrig sagt mig noget overhovedet. Sådan noget med at tage i zoologisk have synes jeg bare overhovedet ikke var interessant eller kæledyr og sådan noget. Jeg havde en kanin, det var fint nok, men det var sgu ikke særligt spændende.”

I syvende klasse vidste hun til gengæld præcist, hvad hun kunne lide, og hvad hun ville være; hun ku’ li’ dyrenes mangfoldige teksturer, og hun sku’ være arkitekt. Siden den tidlige afklaring havde hun svært ved at interessere sig for skolen. Hun var dygtig, men det var ikke af anstrengelse. Hun tegnede dyr, mens benene voksede.

”Jeg tror, det sjove ved dyrene var, at ift. mennesker, der er hud og hår, så har dyr alle mulige andre teksturer. F.eks. hvis vi tager et bæltedyr, så har det en underlig, skælagtig overflade.”

I Hovedgård er der to muligheder for dygtige dimittender fra Folkeskolen, fortæller hun, gym eller handelsskolen. Studievejlederen spurgte aldrig, om det nu var det rigtige for én, tilføjer hun. Så Malene startede på gym og syntes, det var røvsygt. Hun ville højest tage to linjer notater og ellers sidde og tegne resten af tiden.

”Kom du ikke bagud?” Malene forklarer, at selv om hun ikke lavede meget, var det ikke så svært for hende, og lærerne anede ikke uråd, fordi hun ville starte timen med hurtigt at markere sig for at give indtryk af at være aktiv, hvorefter hun kunne slappe af og tegne.

I 2.g. droppede hun ud.

Et næsehorn har en lækker tekstur // Foto: David Juárez

Et næsehorn har en lækker tekstur // Foto: David Juárez

Drømmen over strømmen
Jeg tror, det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget at droppe ud. Det er vigtigt for mig at bruge min tid på noget, jeg finder interessant.”

Det var dog lidt underligt at droppe ud, beskriver hun. Der var ingen, der havde forventet det, fordi alle havde et billede af Malene som en anti-drop-out-type. Hun følte, hun skulle have en ny plan meget hurtigt og tog på højskole som tusinde andre unge, danske, planløse sjæle.

”Jeg havde behov for at komme væk fra den der klassiske skolegang og ud i noget andet, hvor jeg sådan kunne få lov til at bruge tid på det, jeg godt kan li’.”

Malene var 18 år og havde foreløbig kun haft én plan med sit liv. Nu fik hun en ny:

”Jeg begyndte at tegne på computer, og det virkede meget naturligt på mig, og gav mening for mig, så derfor sprang jeg bare ud i det. (…) Jeg har altid haft et godt øje for æstetik og sådan noget, og derfor syntes jeg, at grafiker-hvervet var rimelig åbenlyst.”

I dag kan hun slet ikke lide idéen om planer. Det giver hun udtryk for adskillige gange i løbet af interviewet, bl.a. når jeg spørger hende, om hun, ligesom så mange andre kreative folk, har tænkt sig at bosætte sig i Paris eller Berlin i en periode.

”Nej, det er for meget en plan. Det siger mig ikke noget. Jeg kan godt lide, at det hele er åbent, og at der er mange muligheder for så at se, hvor de fører én hen. Hvis der opstår en mulighed, vil jeg ikke have, at min plan siger: Nej, det skal du ikke, du skal den her vej og ikke den vej. Jeg kan bedre lide at tage det lidt, som det kommer og springe ud i det, når der åbner sig en mulighed.”

Malene rullet sammen // Foto David Juárez 

Malene rullet sammen // Foto David Juárez

Input..
Malene tør gå mod strømmen og leve uden et sikkerhedsnet vævet sammen af en studentereksamen og fremtidsplaner. For så vidt er hun sit eget design: Spontan og klar til at springe til, fordi hun hviler så meget i sine beslutninger. Dette måske i endnu højere grad end andre – i hvert fald for én så ung, hvor de fleste flyver fra reden og hovedkulds over i en stor flok. Ikke Malene. Men hvad kan hun og hvad vil hun?

Det er stadig dyr, som interesserer hende – på papir altså. Zoologisk have er stadig zzzzzzzzzhave og kæledyr ligeså kedelige som dengang, hun var barn. Men at tegne dem! Vi griner begge over det absurde ved denne omstændighed.

”Jeg tegner ikke hver dag, men nogle gange har jeg brug for at komme væk fra det, jeg plejer at lave og blive udfordret på en anden måde. Der er tegning ret godt.”

Tegning lyder til både at virke som et in- og output på Malene. Det fodrer hendes kreativitet at være kreativ, samtidig med at hun får afløb for sine ”dyr”. Et andet vigtigt input er StumbleUpon, fortæller hun begejstret, når jeg spørger til hendes inspiration.

”Jeg bruger sygt meget tid på StumbleUpon, som er en lille ting, du kan smide på din browser og trykke stumble, og så finder den en random hjemmeside til dig. Du indtaster bare dine interesser, og hver gang du ser noget, du kan lide, så trykker du ’I like it’. Ud fra dine data lærer den, hvad du kan lide til næste gang. Det betyder at man bliver bombarderet med input.”

Hun kan ikke komme i tanke om konkrete inspirationskilder. Hun siger, det er svært.

Inspiration er noget, hun får, fordi hun er meget opsøgende og opmærksom i sin daglige færden og væren-i-verden. Den kommer fra besøg på ARoS, fra at bo nede ved havnen, fra at kaste et undersøgende blik på arkitekturen omkring hende og forestille sig, hvad arkitekten har tænkt.  Hun siger ydermere:

”Det inspirerer mig at kigge på det, jeg møder og se det æstetiske og det flotte i det, frem for det kedelige. Sådan kigger jeg på mange ting.”

Et helt års Instagram-billeder printet ud; Ice Cream Makes You Happy er hendes yndlings // Foto: David Juárez

Et helt års Instagram-billeder printet ud; Ice Cream Makes You Happy er hendes yndlings // Foto: David Juárez

..og Output
Malenes øjne er grafisk blå. De er store ligesom ringene på hendes fingre. Hun holder mange pauser i sin talestrøm for at overveje sine svar.

Jeg spørger, hvad det er for nogle projekter, hun laver udover freelance arbejde for bl.a. VINK og gøgl som at printe Instagram-billeder fra et komplet år.

”I december lavede jeg f.eks. en hjemmeside i Photoshop, der scroller mellem to verdener, hvor der er én lyd øverst og en anden lyd nederst. Når man scroller ned, fader de to lyde ind i hinanden. Verdenerne har jeg så klippet sammen ud fra en hel masse forskellige billeder.”

”Hvordan hitter du på en syret idé som den?” spørger jeg måbende, når vi sætter os ved computeren i hendes arbejdsrum for at se hjemmesiden (se link nederst).

”Det er ikke så meget et færdigt projekt, jeg har inde i hovedet. Det er mere, at jeg starter på noget, og så udvikler det sig til noget helt andet. Her startede det jo bare med, at jeg gerne ville farvelægge båden…”

Jeg mangler begreber, når vi snakker om, hvad det er, hun har lavet. Jeg spørger, om man kan kalde det en æstetisk oplevelse. Hun nikker:

”Det er en oplevelse, jeg har lavet, og ikke så meget andet.”

Bowie var Malenes afgangsprojekt fra mediegrafiker-uddannelsen // Foto: David Juárez

Bowie var Malenes afgangsprojekt fra mediegrafiker-uddannelsen // Foto: David Juárez

LOVE THE PRO CESS 

For Malene er resultatet knap så vigtigt som selve processen. Kort sagt: Hun vil gerne lære og hun vil gerne lege.

”Nogle gange er det svært at finde på projekterne, fordi jeg vildt gerne bare vil udføre dem. Det er knap så vigtigt, hvad det er, som processen i at lave det, der er sjovt.”

Hun er heller ikke klar til at skulle starte sin egen virksomhed, videbegærlig som hun er.

”Jeg tror stadig, jeg har meget at lære. Jeg kan godt sidde og sige, at jeg er dygtig, som jeg er nu, og det er rigtig dejligt, men hvis jeg var færdig med at lære som 22-årig, ville det være rimelig trist.”

Processen skal helst ikke kun foregå på computeren. Hun laver ikke skitser, inden hun sætter sig ved computeren, men hun kunne godt tænke sig, ”at en del af arbejdet kom ud af computeren”.F.eks. slutresultatet, nævner hun, hvor man kunne slutte med selv at trykke det i hånden.

Hun og kæresten, Jonas, sparrer oplagt nok meget med hinanden. Ret imponerende, fortæller hun, at en af måderne det kan foregå på, er ved at tegne frem og tilbage, fordi deres idéer i mange tilfælde ikke kan formidles verbalt.

Vi drikker vores kaffe ud, mens fotografen snapper løs i den smukke lejlighed.

Så du er ikke stresset over ikke at have en plan eller ift. din jobsøgning?

”Jeg ser det ikke sådan som rigtig værende arbejdsløs, jeg tror mere, jeg ser det som, at nu har jeg bare alle muligheder foran mig for at finde ud af, hvad det er, jeg vil bruge resten af livet på.”

Malene kigger op fra sit arbejde // Foto: David Juárez 

Malene kigger op fra sit arbejde // Foto: David Juárez

Epilog 
Malene Sliphaber – Mangolene har allerede takket ja til et spændende job som grafisk designer påOddfischlein. VINK siger tillykke og ønsker hende god vind på sin stormende sti!


Links: Malenes hjemmeside, Malenes sammensmeltende verdener


Pssst VINK rekrutterer! Se lige de fede plakater, Malene har lavet til os! Og tak til Godsbanen for print!
Agurk

Mango

Skriv en kommentar