Kvindemuseets fejring af Kvindernes Internationale Kampdag med titlen ”Feministisk Factfulness” resonerede med tidsånden på farverig og faktamættet vis. Signalet var klart – kvindekampen anno 2019 er mangfoldig og drejer sig om alle undertrykte grupper i samfundet.

Kønsdebatten har det med at vække stærke følelser og forhastede konklusioner. Derfor valgte Kvindemuseet i år at fejre dagen ved at kaste et faktuelt lys på, hvordan det går med ligestillingen i Danmark. Programmet bød derfor på informerende oplæg om integration og ligeløn, levende musik, marchoptog i Århus’ gader og historisk modeshow. Læs med her og få et indblik i, hvordan en tidssvarende kvindekampdag i mangfoldighedens tegn så ud.

Integration med værdighed

Den Gamle Byrådssal var tæt pakket, da fem indvandrerkvinder tilknyttet Kvindehuset, et mødested og aktivitetscenter for minoritetskvinder i Århus, bragte integration på dagens dagsorden. Purnima Erichsen, bestyrelsesformand for Kvindehuset, førte ordet den første time, hvor hun fremlagde statistiske undersøgelser på området. Purnimas afsluttende ord var, at integration er en proces, der skal foregå med værdighed. Derfor forsøger hun i sit arbejde at møde folk, der hvor de er. I anden time fortalte de fem kvinder deres personlige emigranthistorier, og der blev også tid til spørgsmål fra salen. Her blev identitet, vigtigheden af modersmålsundervisning, samt tonen i den offentlige debat diskuteret.

//foto: Klaus Dreyer

Opsang til dansk musiks maskuline magtcentrum

Midt på eftermiddagen leverede spoken word-duoen Nye Mennesker et musikalsk og poetisk pusterum i den faktuelle atmosfære. Vokalist og tekstforfatter Line Bøgh og multimusiker og elektronisk komponist Ann Falden fik stemningen i caféen i Kvindemuseet til at boble af grin og indforståede smil. På sætlisten var bl.a. den både kække og underspillede Vi si’r det bare, duoens debutsingleSangteksten bygger på en detaljeret dataindsamling af musikmagasinet Gaffas forsider. De tørre, men ret så alarmerende tal viser, at der kun har figureret 54 kvinder mod 365 mænd på Gaffas forsider de seneste 14 år. Og at kvinderne på forsiderne i gennemsnit er langt mindre påklædt end mændene. Hvis du kan mærke dine øjenbryn trække sig nedad i indignation over disse facts, så giv singlen Vi si’r det bare et lyt: https://www.facebook.com/nyemennesker/videos/303584960331436/

Low pay – no way!

.. var ét af de slagord, som Equality Marchen råbte i kor denne aften ud over Århus’ latinerkvarter. Parolen var nærmest et ekko af den sene eftermiddags oplæg og diskussion om overenskomstforhandlingerne, OK18. Talerne var Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd og Gordon Ørskov Madsen, formand for Overenskomstudvalget og forretningsudvalgsmedlem i Danmarks Lærerforening. Heller ikke dette oplæg var fattigt på fakta. Lønforskellen mellem kvinder og mænd er lige nu 13,1 %. Særligt i den offentlige sektor og blandt de mellemlangt uddannede kvinder i traditionelle kvindefag som pædagog og sygeplejerske halter lønudviklingen bagefter. Undervurderingen af omsorgsfagene har historiske og kulturelle rødder, forklarede Grete Christensen. De to talere understregede, at OK18 var en banebrydende overenskomstforhandling, fordi fagbevægelsen stod sammen. Herunder om, at ligelønsproblematikken er noget, som kræver politisk handling. En holdning, som 77 % af danskerne i øvrigt deler.

Der spises sød ligestillingssuppe i Kvindemuseets café. //foto: Klaus Dreyer

Equality March belyste de store sammenhænge

Med bannere, dans, trommer, ligestillings-slagord og lygter opråbte og oplyste marchoptoget bogstaveligt talte de mørke, århusianske gader og tiltrak café- og bargæsternes blikke. Alt fra miljø- og klimagrupper til Palæstina Aktion deltog, for blot at nævne et par af de omkring 25 repræsenterede organisationer i marchen. Den brede deltagelse kan ses som udtryk for en sammentænkning af de mange marginaliserings- og ulighedsproblematikker i samfundet. Et fokus på de fælles mål om ligestilling, oplysning, dialog og respekt. Mit gæt er i hvert fald, at jeg ikke var den eneste, der cyklede hjem lidt varmere om hjertet, end da jeg kom.

//foto: Klaus Dreyer

 

Århundredets Festival var medarrangør, da etnolog Frederikke Heick holdt oplæg om kvindemoden i Mellemkrigstiden. // Foto: Martin Dam Kristensen

 

Mere mellemkrigsmode. //Foto: Martin Dam Kristensen