Inspiration til sommeren: aftenstur på havnen

Inspiration til sommeren: aftenstur på havnen

Sommeren har ramt Aarhus, og en rolig stemning har lagt sig over byen. Er man til vand, duften af hav og lyden af måger (nå ja, sidstnævnte får man måske alle steder i Aarhus), så er lystbådehavnen et godt sted at gå hen. VINK er gået en tur på havnen og er blevet klogere på en af Aarhus’ våde perler.

Jeg har indtil for nyligt overset hvor dejligt et område lystbådshavnen og træbådshavnen er – måske fordi Aarhus har så mange gode sider, måske fordi byggeriet ved Aarhus Ø først for nyligt har åbnet området mere op. Måske har du det også sådan, og så kan du her blive inspireret til, hvad området har at byde på. Her er både aktiviteter til de energifyldte, nydelse for de madglade, stilhed til de trængende og udsigt for de eventyrlystne.

 

Træbåde og Aarhus Ø // Foto: Kio Jørgensen Ng

 

Liv og glade dage ved lystbådshavnen

 

Det er fredag eftermiddag, solen skinner, og det er sommerferie. Min slentretur begynder ved Østbanetorvet og fortsætter ind mod lystbådshavnen, hvor det lader til, at en stor del af Aarhus har indfundet sig. Foran VinDanmark, en vin- og tapasbar, drikker gæsterne vin af høje glas, mens de lytter til jazzede toner fra et liveband. Til hverdag kan du her nyde små tapasretter og naturligvis et bredt udvalg af vine, mens baren til tider slår folderne sammen med Clausens Fiskehandel og inviterer til en aften med eksempelvis moules frites, vin og jazz.

Fra Hantwerk på den modsatte side lyder en summen af snak fra de mennesker, der sidder ved de fyldte borde. De skåler i vinglas og nyder den hjemmebryggede øl, mens de suger de sidste solstråler til sig. Bryggeriet er indrettet i en gammel hal, øllet brygges på bryggeriet bag baren og vinen importeres af VinDanmark. Der er bistromad på menuen og udsigt til bådene. Denne aften er der jazzfestival og livemusik i en rå pærevælling af havneatmosfære og godt håndværk.

 

Hantwerk på havnens første parket // Foto: Kio Jørgensen Ng

Et blik mod VinDanmark // Foto: Kio Jørgensen Ng

 

Ud på havet

 

Fra pladserne ved Hantwerk og VinDanmark har man en førsteklassesudsigt til havnen. Her ligger en gammel fiskekutter, som er dækket af et stivnet lag af alger og tang. Det ligner umiskendeligt, at den netop er blevet trukket op fra døden i havnen. Algerne dækker næsten den lyseblå maling, der engang må have spejlet det blå hav. Omkring ligger de nyere sejlbåde stille hen. Enkelte steder sidder folk ombord på deres både, og deres stemmer blander sig med stemmerne på land. Her dufter af hav og salt og sommer.

Ved siden af Hantwerk står en stribe af paddleboards klar til at udfordre de mere eventyrlystne havnegængere. En mand er allerede i gang ude på vandet, hvor han skubber sig frem ved hjælp af de lange pagajer. Surf Agency holder til her og tilbyder mere end bare en tur på vandet. Der er også vildmarksbad og en sauna, hvor man i ro og mag kan slappe af og nyde en øl.

Videre ned langs havnefronten undgår man ikke at bemærke, at en havn jo ikke bare er til fornøjelse for de besøgende, men også en arbejdsplads for de fiskehandlere, der holder til. Clausens Fiskehandel og Havnens Fiskehus sælger ud af de nyfangede varer fra dybet, og det kan næsten ikke undgå at friste, når man ser de flotte fisk, muslinger og krebsdyr på rad og række på isen.

 

Stand up paddle ved Surf Agency // Foto: Ditte Marie Tolsgaard

 

Træbådshavnen

 

Stemningen, lyden og tempoet skifter. Jeg er nået til træbådshavnen, hvor bådene er, ja, lavet af træ og roligt skvulper frem og tilbage i vandet. I baggrunden står Aarhus Ø skarpt i dagens sidste lys som en kontrast til de gamle træbåde. De høje master tårner sig op og sigter mod den blå himmel.

Lyden af grin og snak er her afløst af en fyr, der spiller på sin guitar. Hotel California blander sig med mågernes skrig og sætter tempoet ned hos de forbipasserende. For enden af havnen står et hvidt og grønt fyrtårn. Her står folk og fisker torsk og makreller, mens en kat smyger sig rundt for at få del i gildet. Mangler man et sted til eftertanke, så er stedet perfekt. Her kan man lade tankerne strømme og blikket fare på eventyr ud over havet, væk fra by, mennesker og larm.

 

Foto: Kio Jørgensen Ng

 

Havnen byder også på sin egen attraktion i form af den gamle båd Marie Nielsen, som er omdannet til museumsbåd. Interesserer man sig for træbåde kan man også se og læse lidt om de bevaringsværdige både, der ligger i havnen, på skilte foran havnepladserne. De bevaringsværdige både i havnen bringer historiens vingesus med sig ind i havnen, og man kan ikke andet end beundre de skibsbyggere, der engang har fået dem til at flyde.

På vandet er en mand hoppet op på sit paddleboard. Ombord har han sit lille barn, der ser ud til at nyde sejlturen. På knæ skubber han sig længere ud, og de sejler væk, mens en mand i kajak kommer sejlende ud af havneområdet på en sidste aftentur.

Aarhus er spækket med muligheder for gode oplevelser, koncerter, byture, restaurant- og museumsbesøg, udstillinger, debatter og så videre. Men nogle gange kan en stor oplevelse også bare være en gåtur uden forventninger og med åbne øjne og lyttende ører.

 

Båden Marie Nielsen // Foto: Kio Jørgensen Ng

 

Skriv en kommentar