Mellem stativer af farverigt tøj i alverdens mønstre er færre end 5 klapstole sat op. De peger alle imod et beskedent setup med mikrofon, to stole og en forstærker. Vi befinder os i den velkendte vintagebutik Soul Shine beliggende på Mejlgade. Her skal de tilstedeværende vise sig at blive indhyllet i en drøm.
Ligesom resten af det charmerende Latinerkvarter summer her af en rolig energi, og duften af god kaffe og gammelt trægulv fylder lokalet. I en sofa sidder fem unge mennesker, alle smeltet fuldkomment ned i de bløde, gamle fjedre. Ved siden af mikrofonen pynter adskillige bøger i forskellige farver og størrelser, fint sat op til skue. Tiden har kravlet sig lidt over 14 på denne våde søndag. Nu skal der ske noget, for i samme sekund træder forfatter Daniel Boysen og hans musikalske kompagnon, Martin Lau ind. De sætter sig henholdvis foran mikrofon og ved forstærker med en el-guitar ved hånden.
En Månedrøm
Tilsammen er de Månedrøm, og beskriver selv stemningen i deres lyriske musik som en kombination af drømme, fantastik og virkelighed. Uden ét eneste ord går Månedrøm igang, og guitarens elektriske syngen bygger et melankolsk lydlandskab. Henover lyden af det bløde fingerspil taler Daniel Boysen. Måske taler han faktisk slet ikke, men uanset om han taler, digter eller synger, så tryllebinder hans ord menneskerne tilstede. Rundt omkring i Soul Shine pusler det samtidig, for butikken er stadig åben for dem, der leder efter deres næste vintage-fund. De vidste ikke, at de skulle møde lyden af Månedrøm idag, men alligevel kan man se, at de mærker den beroligende og tænksomme effekt.
Forfatter Daniel Boysen oplæser fra sin roman “Fordi Ilden er Vores”: // Anne Mie Ryding
Et hav af ord
Daniel Boysen starter seancen med sin seneste udgivelse, “Står på tæer under vand”, som fylder baghovedet med blålige nuancer, den saltede duft af havet og genskæret af fiskeskæl. Efter dette oplæser Daniel med en speciel rytme fra sin roman “På sit yderste”, som skaber helt nye associationer. Med blodigt billedesprog fortæller Daniel om en hjerneblødning, og om minderne fra barndommen der er efterladt herefter. Ordenes ophav er fra forskellige værker, men de flyder alle sammen til en længevarende summen og kompot af billeder og farver. I sin blomstrede skjorte og mønstrede strømper vugger Daniel stille, mens han læser. Han lægger først vægten på den ene fod og så tilbage på den anden i takt med rytmen af hans tale. Cirka 12 minutter inde i den lyriske koncert bliver tonerne afbrudt for første gang med direkte tale til publikum:
“Blodet som en bølge, der vælter ind over ens liv og trækker en væk fra land”
Den danske lyd
Uden at være ironisk med vilje fortæller Daniel, at han ikke har for vane at sige noget, hvor han herefter officielt introducerer Månedrøm. Han fortsætter med at kigge ned på deres litterære “set-liste” som er kradset ned på en hvid serviet. Musikken fortsætter lidt tid endnu, og rytmen har for alvor sat sig i publikum. En trance er blevet pålagt alle tilstedeværende, en gudommelig søndagsaktivitet som gav en nærmest meditativ virkning. Nu er weekenden slut, vi trængte til at sidde bomstille uden stress og jag og kontemplere de simple danske ord der flød ud af Daniels mund. Sproget er hverken kompliceret, forfinet eller ukendt. Det simple danske sprog pynter sig med det smukke billedsprog, og indeholder evnen til at skabe hjemve. For der er nemlig noget bekendt ved ordene, som man ikke kan sætte finger på. Nogle af dem river i sjælen, andre varmer.
“Hun henter en kold klud fra køkkenet og lægger på datterens pande. Sofaen er indrettet som sygeseng. Tv’et kører et tilfærldigt børneprogram.”
Guitaristen Martin Lau improviserer tonerne: // Anne Mie Ryding
Lige så imponerende er guitaristen, der ubesværet og tilfældigt flyder sammen med de talte ord. Ifølge guitaristen Martin Lau prøver de ikke at strukturere musikken; “Fra den ene bog er der den ene stemning, og fra den anden er der en anden stemning, så sigter jeg efter den stemning og prøver at følge, hvad han siger.” Trancen stopper brat, og folk klapper. Igennem den lille time koncerten varer, omgiver en tydelig ydmyghed de to unge mænd, som glædeligt inviterer til spørgsmål efterfølgende. Imellemtiden er solen kommet en smule frem, og man træder lettere omtåget ud på de våde brosten. Stadig ringer ordene i hovedet, nogle tydligere end andre.
“Alle de spildte dage, kan de spildes igen?”
Coverbillede: //Vink
