Håndsprit, hamstring & hudsult

Håndsprit, hamstring & hudsult

Dagbog fra en corona-pandemi

Corona betyder krone på spansk og er tilmed navnet på en ganske fortræffelig øl. COVID-19 lyder mest af alt som endnu en klimakonference. Ikke desto mindre er begge termer for en virus, der i øjeblikket er på alles læber – hos nogle i bogstavelig forstand. Siden nedlukningen af det offentlige Danmark sidste onsdag har Aarhus trukket vejret tungt og besværet. Håndsprit er blevet en integreret del af gadebilledet. Det samme er tomme hylder i supermarkederne og toiletpapir under aarhusianernes arme. Skoler, kulturinstitutioner, fitnesscentre, kirker etc. er skindøde. Nattelivet er ikkeeksisterende.

For at bevare min fornuft og forstand besluttede jeg mig for at nedskrible mine tanker og observationer midt i orkanens øje. Herudaf er en dagbog blevet født.

Onsdag, 11. marts 2020

Kære dagbog

Kl. 20.34 stod jeg i et dansestudie og varmede op til en barre-time, da min underviser pludselig udbrød: ”NU LUKKER DE SGU SKOLERNE!”. Jeg spurgte straks, om universitetet hørte under den betegnelse. Jeg havde egentlig regnet med det modsatte af det svar, jeg fik, som lød: ”Ja!”.

Efter min barre-time, hvor deltagerlisten udelukkende bestod i underviseren, en anden pige og undertegnede, kom jeg i besiddelse af min telefon, der var klistret til med notifikationer – primært mistede opkald fra min mor. Jeg krammede underviseren, som tilmed er min veninde, farvel, uden den fjerneste idé om at dette ville blive det sidste kram i flere uger.

Kl. 21.43 slentrede jeg hjem ad Carl Blochs Gade, og da jeg ramte Vesterbro Torv, blev jeg mødt af et uventet menneskemylder, der farede ind i Rema1000 og SuperBrugsen med panik skrevet i øjnene og kom ud med fyldte poser i hænderne og toiletpapir under armene. Her gik det op for mig, at det her det var alvor. Jeg orkede ikke selv at deltage i hamstringen, men mærkede en stigende puls presse sig på i ren angst for ikke at kunne få fat i mit foretrukne Lambi-toiletpapir og sædvanlige Naturli-havredrik.

Kl. 22.11 nåede jeg hjem i sikkerhed med flakkende øjne og en krop vibrerende af stress. Jeg åbnede vinduet og lyttede til regnen. Dens tunge lyd resonerede i mit legeme, der omsider faldt til ro. Jeg satte Chopin på højtaleren. Jeg mindes ikke, at jeg igennem mit 25 år lange liv nogensinde har lyttet til Chopin frivilligt. Det var opløftende og forfriskende. Associationer til tidligere ballettimer blev fremkaldt, og jeg kunne ikke lade være med at udføre en lille adagio (læs: en serie af langsomme, yndefulde bevægelser). Måske vil denne corona-epidemi vise sig at være god for min kulturelle dannelse.

Torsdag, 12. marts 2020

Kære dagbog

Kl. 11.05 bevægede jeg mig ned mod min lokale Rema1000 (den på Nørre Allé) med en paraply i hånden, som viste sig både at skåne mig for regn og for at komme for tæt på andre forbigående – mit helt eget corona-skjold. På min vej mødte jeg enkelte mennesker, der virkede anspændte, men trods alt sendte mig et nervøst smil for at opretholde Aarhus’ stolte ry.

Rema havde, ikke overraskende, udsolgt af alt, hvad der hedder toiletpapir. Jeg snuppede en pakke af dens pendant: køkkenrullen. Det brugte vi altid som erstatning derhjemme, når min mor havde glemt at købe toiletpapir og ikke orkede en ekstra tur i supermarkedet. Her gjorde jeg mig en lille observation. Note to self: Køkkenrulle er billigere end toiletpapir, og der skal væsentligt færre stykker til at gøre jobbet. Håndsprit var desværre en by i Rusland, så jeg måtte køre den hjem med god gammeldags vand og sæbe. Jeg følte mig næsten helt skyldig og kiggede mig godt omkring efter mistroiske blikke, da jeg plukkede et par tomater fra tomatbunken. Jeg krydsede fingre for, at de ikke var bestænket med den farlige virus.

I kassekøen prøvede jeg at holde en god meters afstand til herren foran både for hans og min egen skyld. Jeg fniste lidt for mig selv over, hvordan en tur i supermarkedet pludselig var blevet en farefuld færd. Jeg lagde mærke til, at kassemedarbejderen afsprittede sine hænder mellem hver kassebåndstransaktion. Det syn ser man ikke hver dag.

Kl. 14.31 fik jeg venindebesøg. Jeg kunne mærke, at jeg allerede nu var hudsulten og udviste tegn på oxytocin-mangel. Vi måtte nøjes med at bumpe albuer, flette fødder og bukke med samlede hænder på bedste yoga-vis (Namaste). En af veninderne havde håndsprit med, så jeg fik anledning til at prøve denne eksklusive vare på egen krop. Sikke en oplevelse, der bedst kan beskrives med ordene: klinisk renhed og lugten af hospital.

Kl. 17.46 havde veninderne forladt mit territorium og var igen krøbet tilbage til deres eget. Paranoiaen (eller corona-virussen?!) begyndte at rumstere i kroppen. Jeg bemærkede, at jeg besad en knaldende hovedpine, gennemtrængende træthed og en tyk hals. Jeg isolerede derfor mig selv under min dyne og forberedte mig mentalt på 14 dage i karantæne.

Fredag, 13. marts 2020

Kære dagbog

Kl. 08.07 vågnede jeg op.

Kl. 08.09 gik jeg i seng.

 

Lørdag, 14. marts 2020

Kære dagbog

Kl. 09.57 var jeg rastløs. Sædvanligvis ville jeg booke en klasse i YO Studios, men som alle andre motionscentre ligger det øde hen. I ren desperation fik jeg forvildet mig ind på YouTube, hvor jeg gjorde mig en fornøjelig opdagelse. Charlotte Bircow – 90’ernes fitnessdronning – dukkede op på min skærm iført farverig sportstop og neongrønne cykelshorts under titlen ”Balder af stål”. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set min mor svede foran TV’et til denne video. Hvis jeg gik med corona i kroppen, så blev den nok svedt ud under denne nostalgiske fitness-session.

Kl. 15.36 lyttede jeg til podcasts for at høre menneskestemmer. Det fik mig til at føle mig mindre ensom. Jeg har i flere år gået og overvejet, om jeg ikke snart skulle udforske det dersens Mads & Monopolet, som størstedelen af den danske befolkning holder så af. Det blev så i dag, at jeg mistede den mødom. Dagens program var sovset ind i corona-snak, men der var (selvfølgelig) plads til “enorme” hverdagsdilemmaer som folkeskoleelever, der mobber hinanden på TikTok og Rikke, hvis mand er økonomisk uansvarlig.

Kl. 18.07 gik det op for mig, at jeg var ved at løbe tør for toiletpapir. Jeg havde bevidst valgt ikke at lede efter et supermarked med toiletpapir på hylderne i går, da jeg simpelthen fandt det for skamfuldt at traske hjem med sådan en sag under armen. Folk kunne jo tro, at jeg var en af ’de hamstrende’.

Søndag, 15. marts 2020

Kære dagbog

Kl. 09.43 bestilte jeg en togbillet til min hjemstavn, Holstebro, på opfordring af min kære moder. Efter et par dage i delvis isolation i Aarhus var jeg begyndt at savne nogle mærkværdige ting.

Her er en liste:

  • Unødige, intetsigende samtaler
  • Støvsugerstøj
  • Øjenkontakt
  • Skænderier over hvilken ketchup, der er bedst
  • Lyden af vejrtrækning
  • Frabedte spørgsmål under film.

Kl. 11.01 drog jeg mod Hovedbanegården. Jeg havde bestemt ikke ventet det syn, der mødte mig, da jeg nåede Store Torv. Her var det en helt normal søndag. Faktisk en god en af slagsen. Gadebilledet var præget af mennesker, der gik med to-go kopper i hånden, kom ud af Magasin eller kiggede på blomster ved Illums Bolighus. Jeg så sågar, hvad jeg formoder var kærestepar, der gik hånd i hånd samt vennepar, der krammede. En følelse af ambivalens piblede frem som en anden corona-virus i mit korpus. Glæden i deres ansigter lyste mit hjerte op, men udsigten til en endnu længere karantæneperiode dæmpede belysningen igen.

Kl. 11.24 stod jeg foran spor 3 og ventede på, at Arriva-toget skulle trille ind på perronen. Her var stemningen dog stik modsat Store Torv. Folk stod med mange meters afstand og kiggede skråt ned i jorden. Da toget rullede ind og åbnede sine døre, kom mennesker traskende ud med store mellemrum. Normalt tømmes det på sekunder. I dag tog det flere minutter, før den sidste passager havde forladt transportmidlet. Vi sad tre individer i den ellers så populære stillezone. Billetkontrolløren var overfladisk og skødesløs i sin billetaftjekning. Han skulle ikke røre ved noget.

Kl. 19.54 var jeg træt. Mentalt og fysisk. Jeg orkede ikke mere corona-snak og bad min mor slukke for TV2 News, der siden i eftermiddags havde kørt som en konstant summen i baggrunden. I stedet satte jeg en hjemmevideo på. Marmaris 2003 stod der på coveret. For en stund betragtede jeg en 8-årig pige, hvis eneste bekymring var, hvilken is hun dog skulle vælge i denne omgang.

 

Ingen ved, hvor længe der går, før Aarhus igen trækker vejret florlet og ubesværet. Dog har jeg ikke i sinde at sætte mig ned og vente på dette vårbrud. Jeg vil i stedet kanalisere min indre 8-årige. Tage en bid af hendes karrusel-hjerte. Jeg vil grine, danse, være flabet, skære mine grøntsager ud i finurlige former og figurer, fortabe mig i H.C. Andersens og Brødrene Grimms eventyr, skære grimasser, spille Sorte Per, bære en sjov hat, lege med perler, falde i søvn på sofaen med en bamse (dem må man vel gerne røre?), spise is, synge rim og remser, male mine negle i forskellige farver og cykle mod solnedgangen – og mod bedre tider.

 

// Illustrationer af Grete Marie Mo

Skriv en kommentar