Long story short: 133 siders must-have for alle, der sidder med en iværksætter i maven, eller er interesseret i at vide mere om det kreative netværk i Aarhus. Den lange historie om bogen Startup Guide Aarhus? Den kommer her…

 

1557260_593258844109856_6139286705370233178_o
Alle billeder: Startup Guide Aarhus på Facebook

 

Jeg mødte for første gang Startup Guide Aarhus, da den blev lanceret. Det var til en fest i Kedlen, hvor iværksættere og kreative hoveder i Aarhus var samlet for at fejre, at nu har Aarhus et værk, der prøver at samle alle trådene i denne jungle af iværksætteri, økonomi, kreativt netværk, kontakter, tips og tricks når man vil starte sit eget. Den dag nåede jeg desværre ikke at sige hej til Sissel. Sissel har startet Startup Guide, og det hele begyndte egentlig i Berlin med den første guide i den tyske kultur metropol. Men da Sissel flyttede tilbage til Danmark, var det nu Aarhus’ tur til at få kortlagt iværksætterscenen. Derfor samlede hun et super team, der har været med til at skabe enhver iværksætters nye bedste ven. Og det er jeg personligt rigtig glad for. Her er hvorfor.

 

De første 7 sekunder

1. *Ser bogen på afstand* – “Uh lækker farve!”

2. *Er helt henne ved bogen* – “God størrelse. Lige til at have med i tasken.”

3. *Tager bogen op* – “Fedt med de grynede og rå sider. Det udståler bare, at det er en bog som vil, og skal bruges.”

4. *Slår op på en tilfældig side* – “Simpelt udtryksfuldt billede, der ikke drukner i tekst. Dejligt overskueligt at komme igennem så.”

5. *Slår op på en anden tilfældig side* – “Jeg kan klippe rådene ud?! Okay super fed gimmick, men hvis jeg skal bruge bogen, vil jeg gerne ha den i et stykke.”

6. *Bladrer hurtigt igennem bogen fra slut til start* – “Farve opdeling af afsnittene. Jeg er fan! Og så i pastel. Endnu mere fan!”

7. *Står med bogen lukket og kigger på forsiden* – “Vi skal nok blive gode venner!”

 

Som mennesker former vi vores indtryk af en person ud fra de første 7 sekunder af vores møde. Jeg tror det samme gør sig gældende ved bøger. Jo man skal ikke dømme en bog på forsiden. Og det gør vi heller ikke her. På samme måde som ved mennesker, så dømmer man ikke kun på det ydre, men tager også mimik, handlinger og reaktioner med i førstehåndsindtrykket.

Det samme gør sig gældende, når man har en bog i hænderne. Form, farve, tekstur, sideopsætning, det visuelle udtryk, tekstmængden og samlet førstehåndsindtryk af Startup Guide Aarhus er, at det er en helt igennem lækker bog.

 

11134136_577728265662914_2721703597563457561_o

 

Vi lærer hinanden bedre at kende

Nu har jeg fået lov til at sidde med Startup Guide Aarhus og drukket en kop kaffe med den. Jeg har læst alle historierne og visdomsordene. Det er virkelig et spændende og inspirerende bekendtskab med meget at byde på. Jeg får indblik i alle de mennesker som SGAa har mødt i sit korte liv: dem, der har startet noget op, dem, der ved noget om at starte noget op og dem, der virkelig ved noget om at starte noget op.

I “Start Ups” møder jeg mennesker og firmaer, der har startet noget op i Aarhus, om det så er event management eller genbrugsmøbler. Jeg finder inspiration i deres milepæle og deres råd om op- og nedture. “Founders” er de ildsjæle, der virkelig har sat deres mærke i Aarhus. Flere af de folk jeg ikke havde haft ansigt på før, selvom jeg kendte til deres projekter og bedrifter. Og i “How to…” får jeg virkelig nogle redskaber, som jeg kan arbejde med i både personlige projekter og på det professionelle plan. Der er en udviklingen i bogen, hvor man føler, at man kommer tættere og tættere på kernen. Jeg lærer bogen, menneskerne, projekterne og mit eget projekt bedre og bedre at kende.

 

11217741_593258800776527_2405578253909520063_o

 

Vi er blevet personlige

Jeg kan lige så godt sige det. Jeg har fået en ny ven. Jeg føler mig inspireret, motiveret og har lyst til at skabe og udvikle på livet løs. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at vi på VINK gerne vil mere i det aarhusianske kulturmiljø. Vi har en god platform her på bloggen, der har mulighed for at brede sig ud og omfavne flere og mere. Det er et eventyr, der kommer til at involvere redaktionen og alle jer Vinkere, og på den rejse har vi fået en rigtig god kammerat i form af SGAa. Giv mig nogle måneder, og så kan vi se, hvordan min bog ser ud fra de utallige ture op og ned af tasken.

 

Nu sidder jeg bare og venter i spænding på Startup Guide Aarhus vol. 2. For selvom bogen kommer godt rundt omkring i den aarhusianske iværksætterscene, og har givet mig nogle gode ideer og redskaber, som jeg helt sikkert kan arbejde videre med, så sidder jeg med en følelse i maven af kun lige at have skrabet i en uoverskuelig stor overflade. Det er ikke alt og alle, man kan få dækket på 133 sider. SGAa er en fantastisk udgangspunkt for folk, som lige er kommet til byen og vil vide mere, eller folk, der ikke har nogen former for kendskab til iværksættermiljøet i Aarhus. Hele tjeklisten for folk, der lige er kommet til byen, understreger også denne tilgang, som bogen har til miljøet. Men for en af dem, som begår sig miljøet til dagligt, så sidder jeg nu, og hungrer efter mere. Hvilket vel egentlig kun er godt. Det betyder, at bogen har udfyldt opgaven med at motivere og inspirere – hvilket den især har gjort igennem de personlige historier og råd.

 

Men jeg mener, at der er rig mulighed for at lave udvidelser og uddybelser af hele dette Startup Guide Aarhus univers. Hvad hvis man som VINK, gerne vil starte en forening i Aarhus? Hvordan fungerer den proces? Hvordan fungerer det præcist med at søge sponsorer og fonde? Hvem skal man tage fat i? Hvert afsnit i bogen kunne have været en udgivelse i sig selv. Nu hvor jeg har fået en ny ven i form af Startup Guide Aarhus, håber jeg, at det ender med at blive et mindre slæng jeg får samlet mig af udgivelser. Andre udgivelser, der belyser Aarhus’ mangfoldige og kreative vækstlag, hvor der sker så utroligt meget hele tiden. Bolden er i hvert fald givet op for SGAa. Og jeg håber, at hvis ikke teamet selv griber den, at der er nogle andre ildsjæle, der gør.

 

Hvad: Startup Guide Aarhus

Hvor: Lynfabrikken, Bill’s Coffee og på nettet

Hvornår: I bilen, på cafeen, på kontoret – når du har brug for råd, motivation og inspiration fra andre kreative hoveder i Aarhus.  

Hvorfor: Fordi den har mere at byde på, end hvad man lige skulle tro. Der findes et startup- og vækstlagsmiljø med ideer, projekter og gejst, der ikke kan andet end at give lyst til at udvikle. En lille, men kreativ, by med håbefulde drømme og begge ben på jorden.

Mønt: 130 kr.

Link: Facebook, InstagramHjemmeside