Hvordan ser Gellerup ud i de kolde vinternætter? Hvilken stemning får man, når man peger kameraet mod de store beton mastodonter, der dominerer det berygtede Gellerup? Det er to af de mange spørgsmål, jeg i denne artikel med ord og billeder vil forsøge at svare på.

 

Inden vi går igang, vil jeg gøre opmærksom på, at billedserien her er en del af en mission, jeg er gået igang med. Jeg vil fange stemningen udenfor centrum, og jeg har allerede været ude forbi Rundhøj i Højbjerg. Den billedserie kan ses her, men jeg vil dog knytte en del mere tekst til denne billedserie, idet jeg synes, der er væsentligt mere at sige om Gellerup end Højbjerg (ret mig endelig hvis jeg tager fejl kære læser).

 

Det indledende

Fornemmelsen af hvad folk tænker Gellerup er, fik jeg allerede, da jeg for 4+ år siden ankom til Aarhus. Der gik ikke lang tid, fra jeg flyttede til Aarhus, til jeg hørte udtalelser i retningen af “i det mindste bor du ikke i Gellerup”, “hold dig væk, fra det område”, “pas nu på dig selv, når du tager derud” eller “tager man ud i Gellerup med to kameraer kommer man kun tilbage med ét.” I mit hovede for det meste godhjertede advarsler. For der er meget ballade ude i Gellerup, og jeg har da også selv oplevet tre ubehagelige situationer derude, før jeg begyndte på dette lille projekt.

Og jeg har da også haft en vis paranoia med mig, når jeg før har gået rundt i Gellerup alene efter mørkets frembrud.

Men hvorfor så lave dette projekt, når ubehag og paranoia er to følelser, der tager med ud til Gellerup? Svaret er simpelt. Området er særdeles spændende, og jeg har som deltager i Gellerup Filmværksted set gode ting i Gellerup – heriblandt venlige beboere og ildsjæle der kæmper en brav kamp for at forbedre Gellerup.

Så jeg går ind i projektet med en blanding af ubehag, paranoia, håb og varme. Og jeg er helt åben overfor det faktum, at alt kan ske.

 

Billedserien

Lad os tage serien som en rundtur, jeg guider. Vi starter indenfor i City vest et par timer før lukketid.

// Alle fotos: Jonas Kjærsgaard

 

Vi ser, at næsten alle butikker er lukkede. Folk laver de sidste indkøb, inden de drager ud i kulden og videre til deres hjem.

 

 

Og når man taler om kulden, skal vi også ud.

Vi skal gennem tunnellen, der binder City Vest til resten af Gellerup. Vi skal ud på gaden. Her ser vi enkelte fredelige borgere tøffe rundt blandt gadelamperne.

 

 

Vi går videre til Gellerup kirken, der kæmper for ikke at forsvinde i det sparsomme gadelys.

 

 

Vi går forbi det lukkede bibliotek.

 

 

Forbi en ensom cykel.

 

 

Hen til Instant City, der med sit røde lys spreder varme i mørket.

 

 

Vi ser beboere, der stille går fra deres hjem. Ud i aftenen. Ud til os. Forbi os.

 

 

Vi går mellem blokkene. Vi ser nogen i det fjerne. Vi ved ikke, om det er en ven eller fjende.

 

 

Vi går til siden og fortsætter langs blokkene.

 

 

Hen til blokkene.

 

 

Ind i blokkene.

 

 

Vi ser de underligt farvede vægge.

 

 

Vi går ud igen.

 

 

Vi går hen til fodboldbanen. Der har lige været træning, og træneren holder en eller anden tale om sammenhold, og hvor vigtigt det er, at alle spiller som et hold.

 

 

Vi går videre, til vi finder en åbning ind i en blok, der er ved at blive revet ned. Vi lister ind. Og løber ud da en sirene nærmer sig i det fjerne.

 

 

Vi går tilbage forbi City Vest og finder cykel tunnellen, der fungerer som forbindelse mellem Gellerup og Brandsøen. Vi ser en afbrændt scooter, der kunne være et advarselssignal, hvis altså vi var kommet gående fra den anden side.

 

 

Vi går op igen. Hen til vores cykel. Vi kigger os tilbage en sidste gang og ser to silhouetter foran de kæmpestore beton bygninger.

 

 

Konklussion

Okay, kære læser, jeg ved ikke, hvordan du har oplevet Gellerup gennem min rundtur, men jeg vil gerne give mine svar på de to spørgsmål, jeg stillede i starten.

 

Hvordan ser Gellerup ud i de kolde vinternætter?

Det er særdeles menneske tomt og mange steder meget mørkt.

 

Hvilken stemning får man, når man peger kameraet mod de store beton mastodonter, der dominerer det berygtede Gellerup?

Det store spørgsmål. Jeg vil så gerne sige, at Gellerup er et mega fedt sted om aftenen, men det manglende lys, de store beton bygninger samt tilstanden af disse med skrald i opgangene og de mindre tiltalende farver giver en lidt blandet stemning. En stemning der for mig består af rod og underligt nok også varme.

Det er svært for mig at sætte ord på, og jeg håber derfor billedserien har talt for sig selv.

 

Født og opvokset i Kølkær (Herning), fik mit første DSLR kamera da jeg blev 16 og har lige siden taget billeder af alt jeg finder interessant. Min billedestil er typisk meget mørk, jeg elsker billeder i gadelys. Flyttede til storbyen (Aarhus) i foråret 2013, hvor jeg egentlig er faldet ganske godt til.