I ly af havn og gade ligger en gammel fabrik og tager skade. Forladt, som den kun til dels er, huser fabrikken sporadisk hjemløse, misbrugere, graffitimalere – og tilsyneladende nysgerrige hipstere med spejlrefleks.
Gammel, grå og graffiti
Tæt ved Østbanetorvet og Lystbådehavnen ligger fabrikken. I ly. Og det var altså hér, jeg havde en såkaldt forskellig oplevelse.
Delikatesse-fabrikken
Samtidigt kunne synet af fabrikkens indmad – i øvrigt en sand delikatesse for undergrunds-hipstere med dette førnævnte spejlrefleks-apparat – heller ikke blive mere forskellig fra sine omgivelser:
Alle de store, skinnende yachts, toppen af Isbjerget med penthouselejlighederne i millionklassen samt de kedeligt hotel-lignende bygninger nær stien mod Den Permanente… og så den permanent smuldrende cementklump i smørhullet.
Et absurd museum.
Grovmaleri
Jeg gik ind gennem hallen og ud i baglokalerne. Her plejede de gamle kontorer at være.
Men lige nu befandt jeg mig altså i en ret dyster stemning; historien om gråmaleriet med imponerende graffiti, 90% hjernedøde tags og skrald, pigtråd og murbrokker i en forskellig slags pæn pærevælling.
Som et bombet… toilet
Toiletterne var fuldstændigt smadrede, og der lugtede, som om nogen stadig brugte dem… det viste sig desværre, at der lugtede rigtigt.
Jeg satte mig nemlig på knæ og stak hovedet ind under den ødelagte dør til det allermørkeste rum, og: ”Goddav”, lød det pludselig. Det kom fra en hæs stemme et sted i det skumle.
”Goddav”, svarede jeg tøvende. Og så var der tavst. Fuldstændig.
Måske det var fabrikkens ånd…
Stemmen og Overkroppen
I retrospekt faldt Stemmen jo nok inden for én af de ovennævnte kategorier… og nok ikke som hipsteren. Men jeg kunne intet se i rummet. En fugl fløj pludselig op bag mig og larmede, så jeg var lige ved at hoppe helt ind til Stemmen af chokket.
Jeg rejste mig forvirret og gik ud i hallen, mens fuglen stadig baskede panisk ind i alting.
”Hey!”, lød det højt, da jeg var tilbage i hallen. Jeg stod og tog et billede af en lidt forskellig fabriksgenstand:
Ghost writer
Jeg vendte mig hurtigt mod lyden. Tre skikkelser, anført af en fyr i bar overkrop, trådte ind.
”Er du writer?”, spurgte Overkroppen. Hvordan fanden vidste han dét?, tænkte jeg først – men kom så i tanke om et slangudtryk for graffitimalere – nemlig writers.
Hmm… og der var måske også en vis fjendtlighed i luften (tænkte den fuldt ud objektive skribent).
BITS AND PIECES
”Writer? Nej-nej”, smilte jeg. ”Jeg skriver, jo da, men nu tager jeg bare billeder!”
Der blev kastet et svagt, hviskende ekko af min stemme tilbage fra de overmalede vægge: Jeg er bare en lille, nysgerrig hipster, der værdsætter graffiti simpelthen udelukkende for at få street cred!
”Bare billeder? Godt nok…”, svarede Overkroppen og kom tættere på:
”For hvis du havde overmalet nogen af mine pieces, så var jeg sgu nok nødt til at knalde dig én!”
HÆ-HÆ
Han begyndte at grine, det samme gjorde de andre, og jeg fulgte trop – men mit hjerte tog sig alligevel den frihed at springe et enkelt slag over.
”Hæ-hæ”, stavede jeg latteren og fik lyst til at flygte igen; lade som om jeg havde vigtige, presserende ærinder at tage mig af.
Over-kroppen-oplevelse
Overkroppen var jo selvfølgelig flink nok, og den viste mig de pieces, den havde lavet. Også kendt som malerier. Tre af slagsen. Gæt selv hvilke.
Jeg endte mine dage på toppen af et stillads. Et stillads, der åbenbart ikke var blevet sat op for at bygge noget som helst. Men det skulle heller ikke undre mig, hvis man nu også var begyndt at bygge huse af luft.
Og nu kommer vi til sagens atomkerne.
Kejserens nye lufthus
For et på dén måde meningsløst stillads, kan kun være rejst som et – bevares, søgt! – symbol på absurditeten i mit liv: jeg prøver at forstå en fabrik.
Dette latterlige i, at jeg nu ved, hvordan det må føles at være en forladt bygning i Aarhus – uden rigtigt at forstå fundamentet.
At være et stillads hejst til ingen verdens nytte.
Og at de, der derimod måske kunne kaldes mere ligesindede med den forladte fabrik, kan finde en slags frirum i den. Det præger også stedet. Og mange af de ting, jeg mødte, sagde netop dét.
Kropumulige idealer
Den er forladt, aldret og – selv med sin nye ven Patina, Stemmen og Overkroppen – stadig omgivet af de højtravende trends som toppen af Isbjerget, poppede penthouselejligheder, og ej at forglemme Det Permanente, kropumulige bygningsideal en hver fabrik over 40 år da slet ikke kan hamle op med.
Og de, der ligeledes ikke magtede alle de usandsynlige krav, kunne altså i teorien få et midlertidigt hjem i fabrikken. Men kun nogle meget få. Kun kort.
Og kun i kræft af bygningens uønskede natur.
Leve og dø i fred A/S
Denne fabrik får heldigvis lov til at leve og dø i fred. Og ro. Uden alle de skyhøje krav omverdenen ellers stiller til sådan en gammel pensionist som den… jeg synes tilmed, at man burde tage ned og klappe den engang imellem.
Aarhus kunne da i øvrigt godt bruge en ny mærkedag. Vi kunne jo kalde den Klap-noget-dekadent-dag…
Men selvom denne – overhovedet ikke søgte – manifestation kun er ét lille skridt for én lille fabrik, så er den også samtidig et sandt kæmpespring for alle forfaldne fabrikkers fremtid: at alle ting skal have lov til at være, også selvom de er gamle og grimme.
For sådan er alt. Sådan føler de fleste sig da i hvert fald.
Så lad os prise os lykkelige i visheden om, at der heldigvis stadig er blot en lille snert af retfærdighed tilbage i denne kolde, onde verden:
At den her ene, gamle sag – i hvert fald ind til videre – får lov til bare at smuldre, som dén vil.
