Du har sikkert lagt mærke til det allerede. Dagene slutter ikke længere kl. 16:00, fuglekvidren vender så småt tilbage og det er pludselig muligt at lave ramsløgspesto igen. Foråret har meldt sin ankomst, og vi guider dig til, hvor du kan nyde det til fulde.

Selvom vejrudsigten den sidste tid ikke har levet op til det, så er det her. Altså foråret. Og det har allerede sat sine spor. Ramsløgene pibler nemlig frem i skovbunden og aarhusianerne indtager byrummet på en mere let måde.

Det er der ikke noget at sige til. For der er ikke noget bedre end solens første, varme stråler, der kindkysser den vinterblege hud. Vi vækkes til live igen.

Lad mig i dén anledning give dig et par bud på, hvor du kan søge hen i forårsrefugium og nyde forårets komme – for dig selv eller med dine yndlingsmennesker – i Aarhus.

 

Riis Skov

Det første sted på listen er en personlig favorit. Nemlig Riis Skov.

Her kan du gå på de anlagte stier, eller gøre dit for at fare en smule vild i den idylliske natur. Du kan også slænge dig på træ-liggestolene og skue ud over Aarhus, imens du lytter til omgivelserne.

Skoven er et ægte åndehul, der emmer af afslapning – og melder kaffetørsten sig, kan man af og til også købe sig en kaffe af den mobile kaffevogn, der holder til i skoven i ny og næ.

Skoven gennemgår i foråret også en vild forvandling. Netop fordi ramsløgene spirer frem som noget af det første. Derfor kan du allerede nu tage en pose med i lommen på din gåtur og plukke ramsløg til hjemmelavet ramsløgspesto som første tegn på ægte forår.

Riis Skov er med andre ord det perfekte forårsrefugium.

Nordre Kirkegård

Et andet sted der står højt på listen, er Nordre Kirkegård.

Det er ikke en kirkegård i klassisk forstand. Jovist er der som på andre kirkegårde en masse grave. Men kirkegården har formået at gøre sig til et opholdssted med liv, fremfor bare at være et transit-sted.

Her finder du smuk natur, fine stier og bænke, man kan slå sig ned på. Medbring derfor din yndlingsbog og nyd din eksistens på en af bænkene.

Nordre Kirkegård er et lille fristed på Trøjborg, som simpelthen er en oplevelse værd.

Universitetsparken

Måske du har din daglige gang på uni, og du derfor ikke har det store behov for at være der mere end højest nødvendigt?

Men overvej det lige en ekstra gang. Universitetsparken er nemlig et af de fineste og mest idylliske steder i Aarhus, som man ofte overser.

Desuden indrammes parken af universiteters bygninger, der ånder af historie. Derfor er oplevelsen af parken ret filmisk.

Med parkens søer og grønne arealer er her altså helt perfekt til en hyggestund med ro og afkobling.

Den Permanente

Og nu til en klassiker. Nemlig Den Permanente.

Hvis du ikke kan få nok af hav og strand, når forårsfornemmelserne rammer, så er den permanente the right place to be.

Det geniale ved den permanente er desuden, at du kan slænge dig på den lange briks langs muren til badeanstalten – ovenikøbet i læ for vinden, hvis du er heldig.

Medbring en termokandekaffe, måske noget til den søde tand og læsestof. Så er scenen sat for det skønneste tilflugtssted med lyden af bølgeskvulp i baggrunden.

Gågaden

Vil du hellere mærke livet, der udfolder sig med forårets komme, så slå dig ned på en helt basal bænk på gågaden.

Herfra kan du studere de forbipasserende, overhøre deres samtaler i smug og ikke mindst nyde byens leben.

Fremfor i hast og jag at gå forbi alle menneskerne på gågaden uden at studse over dem, er der noget sjovt i at iagttage dem – og måske spekulere. Hvem er de? Hvor skal de mon hen?

Tag på iagttagelsestur i gågaden og nyd forårslivet udspringe sig i bedste live-version.

Så er der ikke meget mere at sige end: kom ud og nyd det, det kære forår. God fornøjelse!

Coverbillede //  VINKaarhus