Fiskeren findes – farverne, fjerene, fluerne findes

Fiskeren findes – farverne, fjerene, fluerne findes

Indrømmet: Jeg ved intet om fiskeri. Det nærmeste jeg kommer er nok min gode kammerat, der har fryseren fuld af hjemmefangede fisk eller sommerens slentreture ved Aarhus Ø, hvor jeg skulede ned i lystfiskernes medbragte plastikspande. Det er vistnok det eneste, jeg ved om fiskeri, men til mit forsvar har jeg heller ikke remedierne til aktiviteten – ingen stang at fiske med, eller krog, hvorpå fiskene kan bide – men det er måske kun et spørgsmål om tid.

Dokk1 summede, da jeg ankom en onsdag eftermiddag i november. Studerende og andre arbejdende sad flittige og fordybede i deres laptops. Det var gråt udenfor. November var november på en rolig og ikke-ruskende måde. På Rampens første niveau skulle workshoppen ’Lær at binde din egen flue’ finde sted; et bord og fire stole var reserveret til formålet. Opsætningen vidnede ikke om store ambitioner, men det passede måske også meget godt med den jordnære, henkastede fiskeri-ånd, tænkte jeg.

INGEN ER FOR FINE TIL AT BINDE FLUER

Jeg ankom tyve minutter for tidligt og tilsluttede mig derfor flertallet af de computerfokuserede for at klare et på ærinder. En ældre herre prikkede mig på skulderen. Han havde et venligt ansigt med en sandfarvet kasket på hovedet og var iført et fuldt Fjällräven sæt. Han fortalte, at han skulle lede en workshop klokken hel, og at bordet, som jeg sad ved, netop var reserveret til dette formål. Da jeg svarede, at jeg selv skulle deltage, så han meget overrasket ud. Retrospektivt forstår jeg ham egentligt godt, som jeg sad der med dinglende guldøreringe og iført en koboltblå trøje i chiffon. Jeg lignede umiddelbart ikke en lystfisker.

Han rakte hånden frem for at hilse. Han præsenterede sig som Ole og sagde, at han ville komme tilbage klokken hel, og med livlige skridt besteg han trapperne i et raskt tempo. Og Ole holdt, hvad han lovede. Et par minutter i hel kom han smilende igen, spankulerende med en plastikpose fyldt med grej. Han tømte posens indhold på bordet og flere former for fjer, glimmer, tråd og fiskefluer fastgjort i flamingo transformerede det tomme bord til et fint, lille fluebinderværksted.

RED TAGS OG KOBBERBASSER

’’Et sæt som dette koster cirka 300 kroner. Nok er det ikke det i bedste i verden, men det fungerer’’, fortalte Ole, mens hans instruerede mig i, hvordan man fastgjorde et fluestik. I sættet syntes alle værktøjerne at være meget fremmede, og jeg glædede mig til at finde ud af deres funktion.

Vi startede med en Red Tag; en god begynderflue, som giver ørred på krogen. En krog blev sat i spænd i fluestikket, og om krogens krop skulle jeg så vikle en tynd, tynd snor. En lille rød garnrest blev viklet fast på kroppen så den strittede legesygt bagud. Derefter viklede jeg stykker af påfuglefjer rundt om krogen, så en lille, lodden krop blev til. Det var lidt af et nørklearbejde, men et nemmere et af slagsen og med kyndig hjælp og hep fra Ole. En anden farve fjer gav fluen yderligere liv og tyve minutter senere havde jeg viklet mig frem til en bette, finurlig fiskeflue. Min Red Tag skulle da ikke være alene, så efterfølgende kastede jeg mig fluks over den glimtende, buskede kobberbasse.

EN OVERSPRINGER PÅ KROGEN ELLER FLUER I ØRERNE

Vinteren er over os, og det er ikke ligefrem højsæson for fiskeri. Den fiske-fact har jeg fanget, men Ole sagde, at den standhaftige fisker ikke pakker grejet sammen af den grund. Med en fortrolig mine fortalte han, at man faktisk godt kan være heldig at få en overspringer på krogen – altså en havørred, der har besluttet sig for ikke at gyde. Ellers er vinteren en tid, hvor man kan forberede sine fluer til højsæsonen i marts-april. Men alle fluer behøver ikke at ende som fiskegrej – nogle kan ende med at dingle fra ørene. Jeg husker selv, hvordan jeg i mine farverige teenage-år gik rundt med rejelignende fiskefluer, som jeg havde sat på hver sin ørering. Ole anerkendte heldigvis mit daværende ‘mode gimmick’ og istemte med en lignende erfaring. Han havde nemlig lært sin gode veninde fluebinderkunsten, så hun selv kunne binde sine egne, sjove øreringe.

Den 11 december slår Ole og hans fjerfyldte plastikpose igen et smut forbi Dokk1. Det er sidste chance for at lære at binde en flue, inden året går på held, men det er også en mulighed for at få et par julegaver i hus. Arrangementet er småt, uforpligtende og en hjertevarm invitation til en beskæftigelse, som måske bør fylde mere i 2020. Se mere her.

//Illustration: Nanna Pernov Hinrichsen

Skriv en kommentar