Efter tolv år med kaffe, hjemmebag, den velkendte grønne farve og frivilligt arbejde, stopper de seks kaffesøstre med at servere kaffe til kaffetørstige kunder. Bülows Kaffebar er blevet solgt, og en smykkebutik åbner på Jægergårdsgade 80.

Hjemmebagte boller, kage, cookies, en duft af friskbrygget kaffe og stole, der måske ikke har samme højde, udseende eller farve pryder den lille kaffebar på Jægergårdsgade 80. Den grønne farve er ikke at tage fejl af – du er på Bülows Kaffebar, selvom det måske føles mere som at være hjemme ved familie, end noget andet. Hjemmeligt, er den bedste beskrivelse af kaffebaren. Det var også det, som Lisbeth Laura Vestenaa ville opnå, da hun åbnede kaffebaren for tolv år siden.

En drøm bliver en realitet

Kaffebaridéen opstod ved et tilfælde. En tur forbi et ’til salg’ skilt, og en masse grubleri fik Lisbeth Laura Vestenaa til at kaste sig ud i kaffeeventyret sammen med en veninde. Med opbakning og oplæring af den tidligere ejer begyndte det tolvårige lange projekt. Men overskuddet var ikke stort.

Efter seks måneder bliver de to pædagoger nødt til at finde nogle flere, som vil støtte kaffebaren. Der er fire andre kvinder, der viser interesse for kaffebarens koncept og bliver en del af kaffesøstrene. En drøm, som mange måske har, bliver en realitet, og de seks søstre får dannet et koncept, der handler om hygge, kaffe og hjemlighed.

“Vi vidste ikke, om det kunne løbe rundt, og overskuddet var meget lille, så det skulle være fordi, man ville have det som en professionel hobby og nød at stå i kaffebar. At have det som arbejde har aldrig været os for øje, men man købte sig ind i kaffebaren for fællesskabet,” siger Lisbeth Laura Vestenaa.

//Foto: Ebbe Sidenius

Ingen hurtig kaffe

Når man først træder ned i kælderen, og ind kaffebaren, bliver man ramt af gæstfrihed og betjening i øjenhøjde. Ude foran vinduet danser hurtige ben frem og tilbage, med indkøbsposer, løbehjul og andre travle gøremål, men inde i baren er stemningen anderledes. Her er der ro og fredeligt.

“Hvis folk kommer ind og siger, at de skal have en hurtig kop kaffe, så plejer vi at sige, at de skal gå et andet sted hen. Hen til Barresso eller Starbucks. Her er det kærlighed, hygge og glæde, der bærer det,” siger Lisbeth med et smil.

Alt er hjemmelavet

“Hvis Karen er på ferie, så er der ikke kanelsnegle,” siger Lisbeth. Det kan lyde helt skørt, men sådan er virkeligheden i kaffebaren. Der er kun de varer, der er, og hvis dem der plejer at lave æblekage ikke lige kan den dag, så er der ikke noget æblekage. Næsten alt er hjemmelavet, og hvis det ikke er, emmer det af lokal kvalitet.

“Vi har meget løs struktur. Hvis nogen var god til at lave kage, så stod de for at lave hjemmebagte kager. Hvis nogen var gode til te, så stod de for det.  Vi har to glutenallergikere, så de står naturligvis for at lave nogle fede glutenfrieprodukter,” siger Lisbeth.

Næsten alt er økologisk i Bülows Kaffebar, så den grønne farve lyver ikke. //Foto: Ebbe Sidenius

Professionel hobby

Kaffebaren er unik. En oase i en travl og kaotisk kaffetørstig by, hvor kaffe skal gå stærkt. Men her på Jægergårdsgade finder man fred og ro, hvor man lige kan få en puster, inden man bevæger sig ud igen. Det handler i virkeligheden ikke om kaffen, men om det fællesskab, kaffen bygger. Den hjemmelighed, der er i kaffebaren er opstået, da den ikke handler om overskud, men om fællesskab. Og det er der ikke mange caféer i Aarhus, der har.

“Der er ikke ret mange, der har kunnet køre noget i tolv år, kun drevet af fællesskab og uden de store penge i det. Vi gør det, fordi vi kan lide det, ikke fordi vi tjener på det,” siger Lisbeth, mens hun hælder lidt kaffe op til sig selv.

 Jægergårdsgades fremtid

De slutter på toppen. Der hvor det går allerbedst. Lisbeth mener, at det er vigtigt at stoppe inden man er slidt op, og derfor må det tolvårige eventyr finde sin ende nu, og en ny butik må åbne på Jægergårdsgade 80. At det er en smykkeforretning, der åbner og ikke en kaffebar er Lisbeth glad for.

“Jeg tror, at det er meget godt for os alle sammen. Det vil bare ikke være det samme, hvis der åbnede en kaffebar samme sted. Det var vores sted, vores café og vores minder, så det, at der ikke åbner en kaffebar her, er rart,” siger Lisbeth, mens hun holder en lille pause. “Og så er der jo heller ikke nogen, der kan gøre det lige så godt som os, ” fortsætter hun grinende.

Alle kaffesøstrene til andet sidste møde inden de lukker. //Foto: Ebbe Sidenius

Maiken Berle, som er den nye ejer af Jægergårdsgade 80, åbner, som nævnt, en smykkeforretning, hvor hun vil sælge sine hjemmelavede smykker. Hun er uddannet guldsmed og smykkedesigner. Selv i den nye butik, vil man finde hjemmelavede- og kvalitets ting, så Bülows Kaffebar ånden lever videre – bare i en smykkebutik. Maiken glæder sig til at åbne butikken, men er stadig også spændt på at se, hvordan gamle kunder af kaffebutikken vil tage i mod den nye butik.

“Jeg har det faktisk lidt svært ved at overtage en så fin kaffebar og lave det til en smykkebutik. Jeg ved jo, at den er elsket, og jeg synes selv, det er den hyggeligste kaffebar i gaden. Samtidig må jeg sige til mig selv, at det jo er de søde damers egen beslutning – og at de har virket glade for, at det er mig der nu overtager,” siger Maiken Berle.

Maikens smykkebutik åbner den 2. november og kan byde på håndlavede, personlige smykker.

Tak for kaffe

Sidste kop kaffe kan drikkes den 28. september, hvor alle kaffesøstrene vil være til stede og have sidste vagt sammen. Tak for nu, Bülows Kaffebar. Det har været en fornøjelse at drikke kaffe på de græsgrønne stole og holde en pause fra en hektisk hverdag. Tak for kaffe.

 

Coverbilledet taget fra Facebook