// Fotos: Kio Jørgensen Ng

Det er især i juletiden, at jeg bliver bevidst om Aarhus’ bymidte – primært – består af studerende eller andre unge tilflyttere med rødder i andre byer. For når decemberdagene sniger sig tættere og tættere på den 24. dag, tømmes bybilledet gradvist for sit menneskemylder. Fortovene bliver frie, cykelstierne tomme og gaderne efterlades i en form for lyskædeoplyst kulisse.

På sin vis kan det føles en smule ensomt, at byen sådan tømmes for sin trængsel og alarm, men omvendt opstår et helt specielt (tom)rum i byen, der er at fylde ud med sit nærvær.

Personligt holder jeg meget af formålsløse aftenture gennem byen, og især i løbet af december, hvor de varme julelys opbløder de ellers lave temperaturer. Strøget – som jeg ellers normalt holder mig fra – transformeres til et af mine yndligssteder efter lukketid. Den brede gågade, det magiske tæppe af lys. Det er som en følelse af at være Palle alene i Aarhus – men ikke på en uhyggelig måde.

For når bylivet gradvist svinder ind, og når gaderne står tilbage, oplever jeg en form for nostalgi og eftertænksomhed. To rare følelser i en ellers småkaotisk tid, der karakteriseres af julen, som bager, synger, danser, lyser, dufter, planlægges og brager derudaf. Derfor er det dejligt, at gågaderne tilbyder en form for tænkepause, en anledning til at savne og glædes i julelysets skær.

Det sætter jeg meget pris på ved december i Aarhus
– At få lov til at føle og mærke, at Aarhus tilhører mig.

// Fotos: Kio Jørgensen Ng