Doku i Domen: En stemme til de vigtige fortællinger, der mangler en

Doku i Domen: En stemme til de vigtige fortællinger, der mangler en

Sidder I godt foran pejsen? Er I klar til et rigtigt juleeventyr? Okay!

Jeg ved ikke, om I har lagt mærke til det, men vi lever lige nu i en guldalder. Dokumentarfilmens guldalder, for at være mere specifik. Vi lapper dem i os, som var det en skål risalamande på juleaften. Alt fra DRs korte ’TVÆRS’-dokumentarer, hvor vi i 30 min. får lov at kigge ind ad vinduet hos en eksistens med et mere eller mindre alvorligt problem, til storopsatte true crimes med spillefilmslængde, hvor vi får adgang til at sidde på bænken i retssalen lige bag den tiltalte (serie)morder.

Anslag – Passion for en særlig filmgenre

Dokumentarer kan noget andet end fiktion. De kan fortælle historier fra virkeligheden uden (bacon)omsvøb. Råt for usødet. Mit forhold til og syn på dokumentarer har ændret sig drastisk gennem det seneste årti. Det kan skyldes min egen udvikling fra barn til voksen. Det kan også skyldes genrens udvikling. Mine første minder med dokumentarer indbefatter et kasseformet apparat på et stativ, der blev rullet ind i klasselokalet i en historietime, hvor læreren ville supplere vores tekstrige undervisning med ”noget visuel”. Sort/hvid-dokumentar om 2. Verdenskrig var dét, vi fik. Spoler vi frem til i dag, er jeg, udover at have rundet de 24, blevet fremragende venner med dokumentargenren. Det, der engang virkede som et tørt og kedeligt stykke Wasa-knækbrød, har vist sig at være en mushy brownie med vanedannende saltkaramelovertræk.

Brugen af de filmiske virkemidler er efter min mening blevet mere legende og eksperimenterende i nyere tid, hvilket gør resultatet mere levende og rørende end nogensinde før – og jeg er øjensynligt ikke ene om denne anskuelse, thi seks antropologistuderende er gået sammen om intet mindre end en dokumentarfilmklub i hjertet af Aarhus. Doku i Domen er navnet på projektet, der ønsker at viderebringe passionen for den særlige filmgenre. Banden bag består af Nanna Gram Bentsen, Naja Karoline Heuch, Kathrine Stæhr, Emilie Farbæk Johansen, Emma Helena Glasscock og Therese Thim.

Jeg mødtes med de to førstnævnte medlemmer en kølig novemberdag på Løve’s, hvor der blev udvekslet erfaringer, doku-tips og anerkendende nik.

Under aftenens filmvisning af ‘Brødre’. // Foto: Doku i Domen.

Præsentation – En filmklub fødes

Naja: ”Idéen opstod uden for Øst for Paradis, hvor nogle af os just havde overværet en visning af dokumentarfilmen ’Of Fathers & Sons’. Efter filmvisning var der arrangeret en dialog, som vi deltog i. Vi følte dog stadig en uforløsthed efter dialogen, da vi stod tilbage med en række ubesvarede spørgsmål, vi gerne ville have viderediskuteret i en social forsamling”.

Gruppen blev herefter enige om, at de ville starte en filmklub, hvor de kunne nyde dokumentarer i fællesskab og derefter diskutere dem med hinanden.

Nanna: ”For det er jo faktisk sjældent, at man lige sætter en dokumentarfilm på, når man skal hygge sig med venner og veninder, hvilket er virkelig ærgerligt. Det skal der laves om på!”

Uddybning – Helt sin egen

Udover at gøre dokumentarfilm til en social aktivitet i uformelle rammer, ønsker pigerne tilmed at give dem, der kan fortælle en vigtig historie, en stemme. Det er netop herfor, at de udvalgte film ofte er nogle, der ikke vises ret mange andre steder såsom ’You Before Me’ eller ’Afghan Muscles’, der henholdsvist har været på plakaten i november og december. Da Doku i Domen ikke vil agere konkurrent til eks. Øst for Paradis, men i stedet være sin helt egen, fokuseres der på up-coming og undergrundsfilm af en vis æstetisk kvalitet.

Naja: ”De skal kunne sige noget vigtigt om det at være menneske og vække en genkendelse eller fascination i publikum, så der er grobund for en efterfølgende dialog.”

Og nu hvor vi er ved den efterfølgende dialog, så startes denne ofte af et oplæg fra en gæstespeaker, hvor publikum har rig mulighed for at deltage og stille spørgsmål.

Nanna: ”Det er vigtigt for os, at folk føler sig trygge ved at stille spørgsmål og udtrykke sig i en større forsamling uden at føle, at de skal censurere sig selv, eller at de kan sige noget forkert. Os, der står bag Doku i Domen, benytter også selv dette forum til at øve os og blive mere velbevandrede i denne disciplin”.

Point of no return – Poetisk & æstetisk

Jeg er nysgerrig på, hvorfor valget af filmgenre faldt på dokumentaren.

Naja: ”Vi ønskede at vise noget andet end den gængse og måske mere lettilgængelige spillefilm, og ville derfor gerne slå et slag for en lidt glemt eller overset genre som dokumentaren. Den ligger jo ofte i en gråzone mellem fakta og fiktion, i og med at den forsøger at afbilde en objektiv virkelighed, der dog ikke kan undgås at blive fortolket gennem dokumentaristens subjektive stemme.”

Nanna: ”Vi følte selv, at vi havde noget at lære i henhold til denne mediegenre. Qua vores fag (antropologi, red.) var vi tilmed nysgerrige på, hvad denne kunne ift. formidling. Fiktion er mere let-spiselig, hvorimod dokumentaren kræver en større vågenhed, da den udfordrer og kan sætte tanker i gang samt røre dig. Vi vil gerne vise, hvordan den samtidig med at være lærerige, også kan være både poetisk og æstetisk.”

Før aftenens filmvisning af ‘You Before Me’. // Foto: Doku i Domen.

Lokationen for filmklubben lå nærmest lige til højrebenet. Pigerne var alle enige om, at Domen var et fedt sted, der lå i smukke omgivelser og nærmest havde en open-air-feeling. Samtidig føler de en samhørighed med Domen og dennes værdier, såsom medborgerskab og bæredygtighed, hvilket de selv kan spejle sig i.

Alle Doku i Domen’s arrangementer er gratis, så alle og enhver kan deltage. Nanna tilføjer; ”Ingen skal være eller føle sig begrænsede grundet deres socio-økonomiske status”. Sikke et herligt statement!

Konfliktoptrapning – En ukendt efterspørgsel

Da jeg spørger ind til, hvordan opbakning fra århusianerne har været til projekt, ser jeg lutter smil og henrykkelse brede sig i ansigterne på de to travle antropologistuderende. De benytter tillægsord som overvældende og overraskende god omkring supporten.

Nanna: ”Vi regnede med, at der ville komme en 30-stykker til den første filmvisning. Der kom 100, og vi måtte fluks have fat i flere stole.”

Doku i Domen havde åbenbart ramt en ukendt efterspørgsel blandt århusianerne. Bookningen af det lille lokale i Domen blev i hvert tilfælde hurtigt opgraderet til det store. Arrangementerne har særligt talt til de unge studerendes hjerter, og da de foregår på engelsk, har flere udvekslingsstuderende vist interesse.

Klimaks  – Et særligt indtryk

Inden vi bunder den sidste, kolde kafferest, der længe har ventet på os i bunden af vores kopper, vil jeg gerne høre, hvilken dokumentar, der har gjort et særligt indtryk på de to unge damer, og som kan anbefales til VINKs læsere.

Nanna: ”Jeg vil klart anbefale ’Seed’. Den handler om biodiversitet og frø og er på den måde meget faktuel. Det er en klima-doku om at tage patent på afgrøder, hvilket umiddelbart kan lyde dødkedeligt, men den er bare så utrolig æstetisk og visuel stærk. Den går meget i dialog med seeren via konstruktive eller praktiske idéer til, hvad den enkelte kan gøre for at forbedre forholdene. Det er én af de dokumentarer, der har rørt mig allermest.”

Naja: ”Så vil jeg fremhæve en slags kultklassiker indenfor dokumentarer, nemlig ‘The Act of Killing’. En post-krigsdoku, hvor vi følger de to skabere bag filmen, der selv deltog i borgerkrigen i Indonesien i 60’erne, hvor de var med til at dræbe adskillige mennesker. De romantiserer på sin vis begivenhederne, men vi får også fornemmelsen af, at de fortryder visse hændelser. Her bliver zonen mellem fakta og fiktion virkelig tydelig, og narrativet forekommer som det vigtigste i udformningen af budskabet.”

Udtoning – En anbefaling

Hvad enten du er en af de lidt kræsne, der aldrig har lært at elske dokumentarfilm eller en af de altædende, der slubrer dem i sig, så gør for guds skyld dig selv den tjeneste, at benytte dig af et tilbud som Doku i Domen. Hvis alt går godt, og I kan lide hinanden, kan I jo gøre det til en fast mandags-tradition – mandage plejer som regel at kunne bruge lidt ekstra kulør og krydderi.

Hvor: Domen, Inge Lehmanns Gade 2 Hvornår: 1. mandag i måneden – formegentligt med opstart i februar 2020 Mønt: Gratis

Coverbillede // Illustration: Kristina Mikkeline Ludvigsen

Skriv en kommentar