Forestillingen Pasta og Menn holder, hvad den lover. Den handler nemlig om pasta og mænd, men også om dét, der er større; nemlig kærligheden. Og ligesom døden, sorgen eller lykken er kærligheden svær at finde et sprog for.

De havde lyst til at skrive et teaterstykke, så gjorde det de. Tanker, notater og tinder-oplevelser blev samlet til scener om kærlighed og relationer, eller sagt på en anden måde: scener om pasta og mænd.

 ”Not only abs are made in the kitchen”

’’Min veninde og hendes kæreste dinglede et stykke spaghetti – sådan drillende – mellem sig. Det så ret sjovt ud, og så tænkte jeg, at jeg ville lave en pastadans.,’’ fortæller Sofie. ’’Jeg synes også, det kunne være spændende at koge pasta på en scene, f.eks. sætte det på mine bryster og så bøje mig forover i gryde med kogende vand’’.

Idéen er original, måske meningsløs, men for både Sofie og Karoline handler det grundlæggende om at have det sjovt.

Senere spurgte Sofie Karoline: ’’Hvis mænd var som pasta? Hvad så?’’. Det afledte lange samtaler om lighederne mellem de to, og dem er der åbenbart mange af. Ud af mange varianter findes dem med de krøllede hjerner, de helt stive typer, ej at forglemme dem, der måske synes firkantede, men alligevel fulde af indhold.

//Alle fotos: Pressefotos af Felis Dos

En dansk-norsk opskrift

Pasta og Menn er en selvbiografisk collage, inspireret af tinderfilosofi og forskellige former for kærlighed. Skiftende monologer giver publikum indblik i både tankerne og tragedierne, når man som kvinde færdes i datingjunglen eller efterlades udslidt på sofaen en søndag aften.

Sofie Ladegaard Jørgensen og Karoline Normann Fløysvik studerer begge dramaturgi. Karoline er norsk og struktureret, Sofie er dansk og kreativt tænkende. Den ene er fra Silkeborg og den anden fra Stavanger, og sammen komplimenterer de hinanden som ketchup på pasta.
De vandt en pris for deres forestilling Pasta og Menn til Quonga-festivallen. Quonga er et et initiativ, der gøder det århusianske scenekunstvækstlag med workshops og festivaler.
Oprindeligt skrev de stykket, fordi de ville lave noget teater og bruge det, de havde lært på studiet ’’hands-on’’.

Scenekunst fra et kosteskab

’’Vi røg en cigaret iført en sort turtleneck på RisRas,’’ fortæller Karoline, ’’så fandt vi ud af, at det blev for artsy, og desuden er der ingen af os, der egentlig ryger. Vi gad bare godt være super artsy, men det, vi egentlig laver, er vældig nede på jorden.’’
De fortæller, at de talte en masse og skrev så det hele ned – tankerne, overvejelserne og refleksionerne.
De legede derefter med teksten og prøvede at finde steder et at øve. ’’Nogle gange blev det til en scene, andre gange var det et kosteskab. Det vigtigste var at få en fornemmelse for, om vores tekst kunne fungere.’’

Så satte de en deadline, der hed Quonga teaterfestival.

Med ærlighed og øjenkontakt

Pasta og Menn har sidenhen kun spillet på små scener, og det lader ikke til, at Sofie og Karoline sigter mod det overskyggende rampelys. Tværtimod synes de, at det er betryggende at kunne se publikum i øjnene. For dem er teaterstykket nemlig en pendant til musikernes sangskrivning. Sofie forklarer: ‘’Musikere udtrykker deres følelser gennem musik, vi gør det gennem teater. At spille en forestilling er en form for dialog med vores publikum’’, og netop derfor står det nærværende rum øverst på menuen.

Vi kan ikke forfladige noget, som vi ikke fatter i forvejen

De har skabt en pastametaforik, der kan sætte ord på de store og små følelser. ’’Når vi sammenligner mænd med pasta, skaber vi genkendelighed. Når vi skaber genkendelighed, gør vi det lettere at tale om de store ting’’  forklarer Sofie.
Selv mener de ikke, at det er forfladigende, for hvem forstår overhovedet kærligheden?

Og har de egentlig ret? Er det ikke lettere at forholde sig til mænd, når man ser på dem som pasta? Det kan i hvert fald give et sprog for størrelser og præferencer. Er man til fedtet carbonara eller simpel, saltet pasta? Kan man bare bestille ’’en ret’’, blot fordi man er sulten i et nu? Og kan vi tillade os at blande os i, hvad andre har på deres tallerken?

Pasta og Menn kan (gen)opleves, når de besøger Scenekunsthuset i Aarhus d. 13-14 februar. Mere information kan findes via Facebook på PASTA OG MENN af Hjernevind